Mødedato: 25.11.2025, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Revidering af Københavns Kommunes rygepolitik

Se alle bilag
Københavns Kommunes rygepolitik blev vedtaget i Borgerrepræsentationen den 15. december 2005. Politikken er senest revideret den 15. december 2016, hvor anvendelsen af e-cigaretter blev sidestillet med tobaksrygning. Københavns Kommunes rygepolitik skal revideres igen, på baggrund af en række ændringer i lov om røgfrie miljøer (rygeloven), som betyder, at politikken også skal omfatte røgfrie tobaks- og nikotinprodukter som snus og nikotinposer, i arbejdet med børn og unge.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at ændringerne i Københavns Kommunes rygepolitik godkendes.

Problemstilling

På baggrund af ændringer i rygeloven, jf. bekendtgørelse nr. 1632 af den 18. juni 2021 af lov om røgfri miljøer, senest ændret ved lov nr. 1669 af den 30. december 2024 om ændring af lov om tobaksvarer mv. og forskellige andre love, er tobaksbegrebet ændret, så det nu også omfatter tobakssurrogater, opvarmede rygeprodukter og urtebasererede produkter i arbejdet med børn og unge.  Medicin til nikotinafvænning, såsom nikotinplastre og nikotintyggegummi, er ikke omfattet.

Løsning

Lovændringen skal implementeres i København Kommunes rygepolitik, se bilag 1. Ændringerne i politikken er tydeligt markeret i bilaget.

Afdelingen for Strategisk Folkesundhed i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, har bistået med sparring til revideringen af rygepolitikken.

Den reviderede rygepolitik har været til orientering i Det Centrale samarbejdsorgan (CSO) den 9. oktober 2025. CSO havde ingen bemærkninger.

Økonomi

Der er ikke økonomiske konsekvenser forbundet med denne sag.

Videre proces

Når Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen har godkendt revideringen af København Kommunes rygepolitik, skal de enkelte forvaltninger sørge for at indarbejde de reviderede elementer i politikken, i deres arbejde med den lokale udmøntning af rygepolitikken.

Søren Hartmann Hede     / Nicolai Kragh Petersen

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. november 2025

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top