Mødedato: 25.10.2022, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Vedtagelse af Sikker By strategi 2022-2025

Se alle bilag
Den nuværende Sikker By strategi udløb med udgangen af 2021, og der er udarbejdet forslag til en ny Sikker By strategi 2022-2025. Økonomiudvalget drøftede et forslag til strategien d. 24. august, hvor der ikke var bemærkninger til indholdet i strategien, men hvor der blev udtrykt ønske om, at strategiens målsætninger har fokus på tryghed frem for utryghed. I dette endelige forslag til strategi er målsætningerne ændret, så de imødekommer dette ønske.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende Sikker By strategi 2022-2025.

Problemstilling

Sikker By-samarbejdet har eksisteret siden 2010, og der har været tre politisk vedtagne programmer/strategier i perioden. Den nuværende Sikker By strategi udløb med udgangen af 2021, og der er udarbejdet forslag til en ny Sikker By strategi 2022-2025, jf. bilag 1. I arbejdet er der indhentet input fra lokaludvalg, Ungerådet, Ældrerådet, jf. bilag 2-4.

Økonomiudvalget drøftede et forslag til strategien d. 24. august. Økonomiudvalget havde ikke bemærkninger til strategiens indhold, men der var et ønske om, at strategiens målsætninger har fokus på tryghed frem for utryghed. Dette ønske er imødekommet i dette endelig forslag til strategi, hvor der er lavet to nye målsætninger på tryghed (målsætning 1 og 2). Der er derudover kun foretaget enkelte mindre sproglige korrektioner i strategien siden Økonomiudvalgets førstebehandling.

Løsning

Sikker By strategien udgør rammen for det overordnede samarbejde med politiet og den strategiske udvikling af det kriminalpræventive og tryghedsskabende arbejde i kommunen. Sikker By strategien indeholder ikke egentlige indsatser.

Sikker By strategi 2022-2025 indeholder tre målsætninger og to moniteringsområder. Derudover er strategien bygget op om syv principper.

To principper er grundprincipper, som beskriver det fundament som fem fagprincipper hviler på. Fagprincipperne dækker de overordnede problemstillinger, der ses i det kriminalpræventive og tryghedsskabende arbejde, og som går på tværs af kommunens, SSP’s og politiets arbejde. Hvert fagprincip er ledsaget af en beskrivelse af situationen i København, og en beskrivelse af, hvad der gøres på området. Afsnittet afsluttes med en beskrivelse af udvalgte fokusområder i strategiperioden.

MÅLSÆTNINGER

Sikker By strategi 2022-2025 indeholder tre målsætninger, der sætter fokus på de kriminalitets- og tryghedsudfordringer i København, som strategien skal bidrage til at løse.

Målsætning 1: Højere tryghed i alle bydele

I bydele med færre end 85 % trygge, skal andelen af trygge stige i strategiperioden.

Baseline (2022): Tre bydele har færre end 85 % trygge (Brønshøj-Hu-sum 71 %, Bispebjerg 74 % og Ydre Nørrebro 81 %). Kilde: Tryghedsundersøgelsen 2022.

Målsætning 2: Højere tryghed i aften- og nattetimerne

I bydele med færre end 75 % trygge i aften- og nattetimerne skal andelen af trygge stige i strategiperioden.

Baseline (2022): Seks bydele har færre end 75 % trygge i aften- og nattetimerne (Brønshøj-Husum 59 %, Bispebjerg 60 %, Ydre Nørrebro 69 %, Amager Øst 72 %, Indre Nørrebro 72 % og Valby 74%). Kilde: Tryghedsundersøgelsen 2022.

Målsætning 3: Fastholde lavt niveau af borgervendt kriminalitet

Den borgervendte kriminalitet skal i strategiperioden fastholdes eller være lavere end niveauet fra 2018-19 på 57,8 anmeldelser pr. 1000 indbyggere.

Baseline: 57,8 anmeldelser pr. 1000 indbyggere (gennemsnit af 2018 og 2019). Kilde: Tryghedsundersøgelsen 2022.

Udover de tre målsætninger følger strategien udviklingen i antallet af registrerede rocker- og bandemedlemmer samt udviklingen i ungdomskriminalitet.

  • Udviklingen i antallet af rocker- og bandemedlemmer i Københavns Politikreds

Baseline (2022): 353 registrerede rocker- og bandemedlemmer pr. 28/4 2022. Kilde: Københavns Politi. 

  • Andelen af københavnske 10-17-årige, der mistænkes/sigtes*

Baseline (2021): 2,2 procent

 Antal sigtede 10-17-årige pr. 1.000 indbyggere 22,4

Antal sigtelser af 10-17-årige pr. 1.000 indbyggere: 57,2  

Datakilde: Det Tværgående Analyseenhed i Økonomiforvaltningen 

* Data vedrører den kriminalitet, som er begået af unge bosat i Københavns Kommune og omfatter alle gerningskoder i straffeloven, våbenloven, lov om euforiserende stoffer og andre særlovsovertrædelser Dermed giver tallene et samlet billede af kriminaliteten begået af de københavnske børn og unge, hvilket er relevant i et forebyggelsesperspektiv. 

PRINCIPPER

Sikker By strategi 2022-2025 indeholder to grundprincipper og fem fagprincipper.

Grundprincip: Fokus på tværgående samarbejde

Vi samarbejder bredt på tværs af forvaltninger, SSP, politi og eksterne samarbejdspartnere for at sikre helhedsorienterede og koordinerede løsninger på kriminalitets- og tryghedsudfordringer i København.

Grundprincip: Fokus på viden

Vi arbejder vidensbaseret og gør brug af den viden, der er på det kriminalpræventive område. Vi undersøger virkningen af kommunens indsatser og producerer viden, der styrker den fælles kriminalpræventive- og tryghedsskabende indsats.

Fagprincip: Fokus på at børn og unge vokser op i et liv uden kriminalitet

Vi samarbejder systematisk og koordineret med børn, unge, deres forældre og andre aktører for, at alle har et børne- og ungdomsliv uden kriminalitet og er en del af et positivt fællesskab. 

Fagprincip: Fokus på rocker- og bandekriminalitet

Vi arbejder for, at det er uattraktivt at være rocker- og bandemedlem og vi samarbejder om at undgå, at unge finder vejen ind i rocker- og bandemiljøet, samt at der altid er mulighed for at få hjælp til at forlade de kriminelle miljøer. 

Fagprincip: Fokus på forebyggelse af ekstremisme

Vi forebygger ekstremisme gennem et tværfagligt samarbejde. Dette skal ske ved at opbygge stærke fællesskaber, medborgerskab og modstandskraft. Ved konkrete bekymringer for ekstremisme skal borgeren tilbydes målrettede støttetilbud tilpasset den enkeltes behov, risici og ressourcer som hjælp til at frigøre sig fra ekstremisme.

Fagprincip: Fokus på lokalområder med tryghedsudfordringer

København skal fortsat være en tryg by at bo i og besøge. Vi samarbejder bredt på tværs af forvaltninger, med andre offentlige og civilsamfundsaktører for at skabe tryghed med fokus på lokale udfordringer og sammenhæng i byen.

Fagprincip: Fokus på et trygt natteliv

Det skal være trygt at færdes i Københavns natteliv – både for københavnere og byens mange gæster. Vi samarbejder bredt for at sikre et natteliv i balance, hvor der er plads til alle.  

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Efter godkendelse af strategien vil Sikker By i Økonomiforvaltningen igangsætte arbejdet med gennemførelse af strategien i samarbejde med de øvrige forvaltninger, SSP og Københavns Politi. Som led heri vil Sikker By tilbyde alle forvaltninger at holde oplæg om den godkendte strategi til temadrøftelser i de enkelte fagudvalg, hvor strategien kan drøftes i relation til særlige fokusområder, der er relevante for de respektive udvalg.

Som led i gennemførelse af strategien, vil Sikker By arbejde med en styrket sammenhæng mellem henholdsvis strategien og opfølgningen på kommunens kriminalpræventive indsatser og Sikker By budgetpakken til de årlige budgetforhandlinger.

Økonomiudvalget vil få en årlig afrapportering på strategiens mål og moniteringsområder, første gang forventeligt i august 2023. I 2024 vil Økonomiudvalget få en midtvejsstatus på fagprincipperne.

I relation til ændringen af strategiens målsætninger fra utryghed til tryghed vil den årlige tryghedsundersøgelse blive tilpasset, så den også afrapporterer på tryghed. 

 

Søren Hartmann Hede / Nanna Westerby Jensen

Beslutning

Dagsordenspunkt 10: Vedtagelse af Sikker By strategi 2022-2025 (2022-0297851)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. oktober 2022

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Vi er betænkelige ved mål baseret på følelser i stedet for objektive kriterier (tryghed/utryghed). Vi finder det problematisk at have et mål om, at kun tre ud af fire københavnere skal opleve sig trygge om aftenen og natten.”

Til top