Mødedato: 25.09.2018, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Endelig stillingtagen til lejepriser for mobilantennepositioner (medlemsforslag)

Se alle bilag
Denne indstilling behandler medlemsforslaget om ændring af lejeniveauet for mobilantennepositioner, som blev fremsat på Borgerrepræsentationens møde den 21. juni 2018.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at nedenstående redegørelse om anvendelse af model 1 tages til efterretning,
  2. at det godkendes, at der hermed er gjort op med medlemsforslaget fra Venstre og Det Konservative Folkeparti om ændret prissætning af rammerne for digital infrastruktur i København på Borgerrepræsentationens møde den 21. juni 2018 jf. bilag 1.

Problemstilling

Venstre og Det Konservative Folkeparti har den 21. juni 2018 fremsat medlemsforslag for Borgerrepræsentationen (BR) om ændring af lejeniveauet for mobilantennepositioner, jf. bilag 1. Forslaget blev hjemsendt til endelig stillingtagen hos Økonomiudvalget (ØU).

Løsning

Muligheden for at fastsætte lejen efter model 1 i Energistyrelsens vejledning er blevet undersøgt i notat fra Horten Advokatfirma, jf. bilag 2. Konklusionen er, at Københavns Kommune udlejer mobilantenne-positioner med hjemmel i lov om elektroniske kommunikationsnet og tjenesters § 60a, hvorefter udleje skal ske på ”markedsvilkår”. Københavns Kommune har ikke har hjemmel i lov til at fastsætte en leje, der ligger under markedslejen, hvilket model 1 vil medføre.

Model 1 fra Energistyrelsens vejledning fastsætter lejen ud fra den offentlige ejendomsvurdering. Den offentlige ejendomsvurdering er lavere end markedslejen i Københavns Kommune, hvor befolkningstætheden, efterspørgslen og priserne er Danmarks højeste. Energistyrelsen anfører i alt tre metoder til lejefastsættelse, og det fremgår af Energistyrelsens vejledning, at valget mellem de tre anførte metoder til fastsættelse af markedsleje er frit inden for, hvad kommunerne ”finder mest anvendelig i relation til deres lokale forhold.”

Lejeniveauet i Københavns Kommune kan umiddelbart ikke sammenlignes med kommunerne i Region Nordjylland eller Region Sjælland, som nævnes i medlemsforslaget. I visse kommuner vil lejen efter model 1 dog være sammenfaldende med markedslejen, hvilket i så fald betyder, at model 1 lovligt kan benyttes. Det er heller ikke alle kommuner i Region Sjælland, der benytter model 1.

Københavns Kommune har den 21. juni 2018 uopfordret modtaget en henvendelse fra konsulent John Strand fra Strand Consult, som mener, at Hortens notat om lejepriser ikke er fyldestgørende og korrekt. Horten har fået forelagt henvendelsen, der ikke giver anledning til ændringen i deres notat af den 15. maj 2017.

Energistyrelsen er forelagt notatet fra Horten, da styrelsen er ressortmyndighed på lov om elektroniske kommunikationsnet og tjenester. Styrelsen udtaler, at det påhviler den enkelte udlejer at vurdere, hvilken fremgangsmåde der er mest relevant, at der er kommuner, hvor høj prisdannelse medfører, at styrelsens model model 1 vil komme i strid med statsstøtte-reglerne, og at der igangsættes en undersøgelse af hjemmelsgrundlaget via Teleaftalen.

Der er ikke hjemmel i lovgivningen til at vedtage medlemsforslaget.

I regeringsaftalen fra den 17. maj 2018 om ”Bredbånd og mobil i digital topklasse – Fremtidens telepolitik for hele Danmark” fremgår det, at parterne er enige om, at der skal gennemføres en omfattende undersøgelse af grundlaget for fastsættelse af markedsleje for kommuner, regioner og statslige udlejere. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Der foretages ikke noget yderligere.

 

Peter Stensgaard Mørch                 /Søren Tegen Pedersen

Beslutning

Dagsordenspunkt 9: Endelig stillingtagen til lejepriser for mobilantennepositioner (medlemsforslag) (2018-0174809)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. september 2018

Et samlet Økonomiudvalg tilbagesendte indstillingen til Økonomiforvaltningen med henblik på, at forvaltningen retter henvendelse til Energistyrelsen for at forhøre sig om eventuel kommende ændret lovgivning på området. Økonomiforvaltningen skal desuden forelægge spørgsmålet om muligheden for at opkræve mindre i leje for det kommunale tilsyn i Ankestyrelsen.

Når indstillingen igen forelægges for Økonomiudvalget bedes Energistyrelsens vejledning på området være bilagt indstillingen.

Til top