Mødedato: 25.08.2026, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Særlige undersøgelser – Risikobaseret ledelsestilsyn 2026

Se alle bilag

Økonomiudvalget forelægges den årlige opfølgning på forvaltningernes ledelsestilsyn til orientering. Der er udarbejdet handleplaner til de indsatsområder, forvaltningerne prioriterer i 2026. Handleplanerne skal medvirke til fremadrettet at håndtere forvaltningernes risikoområder hensigtsmæssigt og betryggende ud fra et kontrolmæssigt hensyn.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at Den Uafhængige Kontrol- og Rådgivningsfunktions særlige undersøgelser om Risikobaseret ledelsestilsyn 2026, jf. bilag 1-7, og forvaltningernes tiltag tages til efterretning.

Problemstilling

Forretningscirkulære for ledelsestilsyn fastlægger, at forvaltningerne selv, på baggrund af dialogen med revisionen, beslutter, hvordan deres risikobaserede ledelsestilsyn tilrettelægges mest hensigtsmæssigt. Revisionen skal i forbindelse med årsregnskabet proaktivt rapportere til Økonomiudvalget om, hvorvidt det ledelsestilsyn på områder, der hører under kommunens kasse- og regnskabsvæsen, som foretages i forvaltningerne, er betryggende.

Forvaltningerne har udarbejdet ledelsestilsyn for 2026. Konceptet, der anvendes til udarbejdelse af ledelsestilsynet, er udarbejdet med afsæt i Standard for offentlig revision (SOR 6) og tager udgangspunkt i plantemaer. Et plantema (typisk finansielle processer) er en bestemt type af dispositioner, der er omfattet af et bestemt regelsæt, som ledelsen er ansvarlig for overholdes.

På baggrund af forvaltningernes udarbejdede ledelsestilsyn har Den Uafhængige Kontrol- og Rådgivningsfunktion udarbejdet en selvstændig rapport for hver forvaltning (jf. bilag 1-7). Målet med undersøgelserne er at give et overblik over og indblik i forvaltningernes nuværende modenhed på væsentlige finansielle processer. Derudover skal undersøgelserne være med til at belyse konkrete indsatsområder, hvor der er eller på sigt kan være behov for at styrke modenheden og/eller complianceniveauet.

Løsning

Forvaltningerne har udarbejdet handleplaner til de indsatsområder, der prioriteres i 2026. Handleplanerne er rettet mod de aktiviteter/processer, hvor forvaltningerne har vurderet, at modenhedsniveauet er lavere end forvaltningens mål, samt for aktiviteter/processer, hvor procesejeren har tilkendegivet, at de udarbejdede retningslinjer og interne kontroller ikke er implementeret eller efterleves i tilstrækkeligt omfang. Forvaltningernes indsatsområder er derfor ikke nødvendigvis kun rettet mod områder, hvor der er konstateret fejl. Indsatsområderne er i lige så høj grad rettet mod aktiviteter/processer, hvor forvaltningerne selv har vurderet, at der skal en indsats til for at sikre, at der forefindes betryggende processer, og at de overholdes, så risikoen for, at der opstår fejl, minimeres.

Handleplanerne er godkendt af de respektive fagudvalg i løbet af juni og august 2026. Økonomiudvalget bliver med denne indstilling forelagt handleplanerne og de indsatsområder, som prioriteres i 2026. Tiltagene fremgår af de enkelte forvaltningsrapporter, jf. bilag 1-7.

Der er en række indsatsområder, der går på tværs af forvaltningerne, og de er:

Tilskudsadministration (Børne- og Ungdomsforvaltningen, Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen og Socialforvaltningen), hvor Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen arbejder med implementering af et nyt tilskudsadministrativt system. De øvrige forvaltninger har fokus på forretningsgange og retningslinjer samt den efterfølgende implementering heraf.

Indkøbscompliance (Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen), hvor begge forvaltninger har fokus på at øge indkøbscompliance. Derudover har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen fokus på at understøtte de decentrale enheder i, at der købes korrekt ind gennem Kvantum, og at der oprettes og fornyes rammeindkøbsordrer.

Registrering af let omsættelige aktiver (Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen), hvor der blandt andet er fokus på at udarbejde en plan og dertilhørende forretningsgang for registrering af letomsættelige aktiver. I forlængelse herefter vil forretningsgangene blive implementeret.

Borgerrettede takster (Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen og Socialforvaltningen), hvor forvaltningerne gennemgår og udarbejder forretningsgange for processen for beregning af borgerrettede takster.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Forvaltningerne arbejder videre med ledelsestilsynet, som vil blive genbesøgt i forbindelse med den løbende revision 2026.

Søren Hartmann Hede      /         Nicolai Kragh Petersen

Til top