Mødedato: 24.05.2022, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Internt lån til udfordringer på parkeringsområdet

Se alle bilag

Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.

I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til optagelse af to interne lån til Teknik- og Miljøudvalgets udfordringer på parkeringsområdet.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at Teknik- og Miljøudvalget for at håndtere to udfordringer på parkeringsområdet optager to interne lån på hhv. 7,0 mio. kr. i 2023 og 6,5 mio. kr. i 2024 på bevillingen ordinær drift, som afdrages over seks år. 

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

ØU noterer sig, at tildelingen af de interne lån medfører at det udisponerede servicemåltal i 2023 reduceres med 7,0 mio. kr.

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen (BR) skal tage stilling til optagelse af to interne lån til at håndtere to udfordringer på parkeringsområdet vedr. stabil drift af parkeringsanlæg og nyt sagsbehandlingssystem til håndtering af parkeringsafgifter. Udfordringerne har midlertidig karakter, og det er ikke muligt at lave opsparinger mellem budgetår. Da udfordringen ikke kan håndteres inden for den økonomiske ramme eller gennem opsparing, er løsningen derfor at optage et internt lån.

De to udfordringer ønskes håndteret i forbindelse med Teknik- og Miljøudvalgets  budgetbidrag, men da budgetbidraget ikke behandles i Borgerrepræsentationen, fremlægges optagelse af de interne lån særskilt med denne indstilling. Det er en forudsætning for Teknik- og Miljøforvaltningens foreslåede løsning i budgetbidraget, at denne indstilling godkendes.

Løsning

Teknik- og Miljøforvaltningen ønsker at håndtere de to udfordringer på parkeringsområdet vedr. stabil drift af parkeringsanlæg og nyt sagsbehandlingssystem til håndtering af parkeringsafgifter med et internt lån  i både 2023 og 2024. Dette er for at kunne fremlægge et budgetbidrag i balance, hvor der samtidig afsættes finansiering til de to udfordringer. Den økonomiske udfordring er på samlet 13,5 mio. kr., fordelt med 7,0 mio. kr. i 2023 og 6,5 mio. kr. i 2024, hvilket gør, at Teknik- og Miljøforvaltningen ikke vurderer, at finansieringen kan findes inden for den nuværende økonomiske ramme uden at have mærkbare konsekvenser for forvaltningens drift. Håndtering af midlertidige udfordringer med et internt lån er også anvendt i andre forvaltninger, som fx finansiering af omstillings- og kontaktcenterløsning til Københavns Kommune, hvor Kultur- og Fritidsudvalget optog internt lån (BR 4. februar 2021), lige som det nuværende sagsbehandlingssystem til håndtering af parkeringsafgifter også blev finansieret med et internt lån.

Afdragene på de interne lån vil blive håndteret inden for Teknik- og Miljøudvalgets ramme med provenu fra tidligere vedtagne effektiviseringer. I 2024 vil forvaltningen samlet have afdrag på interne lån for 13,1 mio. kr. efter optagelse af det ene interne lån i denne indstilling, mens der i 2025 samlet vil være afdrag på interne lån for 14,2 mio. kr. efter optagelse af det andet interne lån i denne indstilling. De to udfordringer gennemgås i de følgende afsnit.

Sagsbehandlingssystem til håndtering af parkeringsafgifter

Det nuværende sagsbehandlingssystem til håndtering af parkeringsafgifter er forældet og skal udskiftes, da det ikke lever længere op til sikkerhedskravene i Københavns Kommune. Systemet kører på en forældet platform, som af leverandøren ikke længere opdateres, og som derfor ikke er konvertibel med kommunens browser. Det medfører risiko for nedbrud, og kan i sidste instans betyde, at der ikke kan opkræves parkeringsafgifter, og parkeringskontrol derfor ikke kan gennemføres. Teknik- og Miljøudvalget (TMU) godkendte i udmøntningen af Budget 2022 (TMU 22. november 2021), at forvaltningen igangsætter projektet i 2022 med 1,0 mio. kr. fra råderummet i udvalgets ramme. Den resterende finansiering på 5,5 mio. kr. blev udskudt til budgetlægningen for 2023. De 5,5 mio. kr. er fordelt med 3,0 mio. kr. i 2023 og 2,5 mio. kr. i 2024.

Stabil drift af parkeringsanlæg

Der er brug for en renovering af Københavns Kommunes tre underjordiske parkeringsanlæg med samlet knap 1.000 underjordiske parkeringspladser. Der er identificeret en række sårbarhedspunkter i de tekniske elementer i de tre parkeringsanlæg, som kan henføres til at hard- og softwaren er forældet. Dette kan medføre nedbrud, som kan sætte parkeringsanlæggene ud af drift. Behovet blev forsøgt rejst til Budget 2022, men efterlevede ikke need to-kriterierne. Det blev derfor fremlagt som et almindeligt budgetnotat, men der blev ikke tildelt midler i forhandlingerne om Budget 2022. Teknik- og Miljøudvalget godkendte i udmøntningen af Budget 2022 (TMU 22. november 2021), at behovet blev udskudt til budgetlægningen for 2023. Behovet er på samlet 8,0 mio. kr. fordelt med 4,0 mio. kr. i 2023 og 4,0 mio. kr. i 2024.

Politisk handlerum

  • Udfordringerne kan søges finansieret i budgetforhandlingerne. Dette blev dog forsøgt til Budget 2022, hvor der ikke blev givet midler, lige som behovene ikke lever op til need to-kriterierne.
  • Der kan vedtages yderligere effektiviseringer på udvalgets område. Forvaltningen vurderer dog, at det ikke er muligt at gøre dette uden mærkbart at påvirke forvaltningens drift.
  • Udvalget kan oversende bevillingsudløbet vedr. forhåndsdialog i byggesager til budgetforhandlingerne og i stedet finansiere de to udfordringer på parkeringsområdet inden for rammen med provenu fra effektiviseringer. Dette vil dog kræve en mindre ændring i periodiseringen af udgifterne til stabil drift af parkeringsanlæg.

Økonomi

Såfremt de interne lån på 7,0 mio. kr. i 2023 og 6,5 mio. kr. i 2024 til håndtering af de to udfordringer på parkeringsområdetgodkendes af Økonomiudvalget (ØU) og Borgerrepræsentationen, vil lånene blive optaget i kommunekassen i 2023 og 2024 og tilbagebetalt over 6 år.

Den interne rente er fastsat af Økonomiudvalget til 0,7%. I låneperioden forrentes lånene med den interne rentesats for det år, hvor lånene er optaget.

Det første lån på 7,0 mio. kr. afdrages til kommunekassen i perioden 202til 2029 med et årligt afdrag inkl. renter på 1,2 mio. kr. Renteudgiften udgør i alt 0,1mio. kr. Det interne lån skal derfor tilbagebetales med i alt 7,1mio. kr.

Det andet lån på 6,5 mio. kr. afdrages til kommunekassen i perioden 2025 til 2030 med et årligt afdrag inkl. renter1,1 mio. kr. Renteudgiften udgør i alt 0,1 mio. kr. Det interne lån skal derfor tilbagebetales med i alt 6,6 mio. kr.

De bevillingsmæssige konsekvenser i forbindelse med optagelse af de interne lån fremgår af tabel 1.

Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser af optagelse af to interne lån på samlet 13,5 mio. kr.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen  har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen igangsætte renoveringen af parkeringsanlæggene og fortsætte udskiftningen af sagsbehandlings-systemet til håndtering af parkeringsafgifter.

 

Søren Wille / Thomas Højlt

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Teknik- og Miljøudvalget for at håndtere to udfordringer på parkeringsområdet optager to interne lån på hhv. 7,0 mio. kr. i 2023 og 6,5 mio. kr. i 2024 på bevillingen ordinær drift, som afdrages over seks år.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 25. april 2022

 

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Beslutning

Dagsordenspunkt 18: Internt lån til udfordringer på parkeringsområdet (2022-0100203)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 24. maj 2022

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top