Mødedato: 24.02.2026, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Revisionsrapport - Revision af løn- og personaleområdet 2025

Se alle bilag

Københavns Kommune har, som led i den løbende revision for 2025, modtaget revisionsrapporten om løn- og personaleområdet. Der afgives i rapporten en gul og en grøn revisionsbemærkning. Der lukkes med rapporten en gul revisionsbemærkning.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at ’Revisionsrapport – Revision af løn- og personaleområdet 2025’, jf. bilag 1, tages til efterretning,
  2. at Økonomiforvaltningens handleplaner, jf. bilag 2, godkendes,
  3. at de øvrige forvaltningers handleplaner, jf. bilag 2, tages til efterretning.

Problemstilling

Som led i den løbende revision af Københavns Kommune i 2025 har kommunens revisor foretaget en revision af løndriften i Københavns Kommune. Revisionen er en del af den lovpligtige revision og indgår i kommunens eksterne revisors grundlag for påtegning af årsregnskabet.

Det er revisionens vurdering, at der generelt er etableret et kontrolmiljø, hvor automatiske og forebyggende kontroller sikrer, at fejl og mangler i al væsentlighed identificeres, og konstaterede fejl i høj grad rettes, inden vederlags- og lønudbetalingen sker.

Der afgives i rapporten en gul og en grøn revisionsbemærkning. Bemærkningerne samt forvaltningernes handleplaner fremgår af løsningsafsnittet.

Løsning

Der er udarbejdet handleplaner til den gule bemærkning. Bemærkningen og handleplanerne hertil fremgår af bilag 2. Der skal ikke udarbejdes handleplaner til den grønne bemærkning, hvilket skyldes, at grønne bemærkninger gives for forhold, der ikke har givet anledning til omtale eller kan anses, som mindre væsentlige, og som derfor kun rapporteres til ledelsen, som opmærksomhedspunkter.

GUL – 4.4 Afregning til Feriefonden (forvaltningerne)

Bemærkningen er videreført fra 2024, men den har ændret karakter fra at være rød i 2024 til at være gul i 2025. Revisionen har konstateret fejl i grundlaget for afregningen til Feriefonden. Det vurderes, at der er tilrettelagt og implementeret flere fornuftige tiltag, der skal medvirke til at sikre en korrekt håndtering af ferie i forvaltningerne. Revisionen anbefaler, at forvaltningerne i samarbejde med Koncernservice får etableret en mere effektiv proces vedrørende håndtering af medarbejdernes ferie.

For at imødekomme bemærkningen har Koncernservice og forvaltningerne iværksat forskellige tiltag for at sikre, at medarbejderne får afholdt eller overført den ferie, de er berettiget til. Dette er for at sikre, at Københavns Kommune ikke får et økonomisk tab. Initiativerne omhandler blandt andet orienteringer til lederne med opgørelser af medarbejdernes restferie samt mails til medarbejderne med information om restferie. Initiativerne er iværksat for at sikre, at lederne også har en skærpet opmærksomhed på, at medarbejderne får afholdt og registreret deres ferie. Arbejdet forventes afsluttet i 2027.

GRØN – 4.3 Sagsgennemgang (Økonomiforvaltningen)

Revisionen har konstateret enkelte fejl og mangler, som blandt andet manglende overholdelse af fristen for fremsendelse af ansættelsesbrev til medarbejdere, samt en fejlagtig indbetaling til pensionskassen samtidig med, at medarbejderen har fået en udbetaling med lønnen.

Der lukkes med rapporten en gul bemærkning omhandlende arbejdsskade.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

I forlængelse af revideringen af årsregnskabet udarbejder revisionen en revisionsberetning.

Revisionsberetningen for regnskab 2025 sendes til kommunen senest den 1. juni 2026 og bliver forelagt for Økonomiudvalget til orientering under dagsordenspunktet ’Meddelelser fra overborgmesteren’ i juni 2026. Økonomiudvalget vil få forelagt handleplaner til håndtering af revisionsberetningen for regnskab 2025 i august 2026.

 

Søren Hartmann Hede / Nicolai Kragh Petersen

 

Til top