Mødedato: 22.09.2026, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Høring af handleplan 2027-2028 for Politik for udsatte byområder

Se alle bilag

Økonomiudvalget skal godkende Økonomiforvaltningens forslag til høringssvar til handleplan 2027-2028 for Politik for udsatte byområder.

Handleplanen har været i offentlig høring, og forvaltningerne har leveret bemærkninger til de modtagne høringssvar. Alle udvalg, herunder Økonomiudvalget er høringsparter, og Økonomiforvaltningen har ud arbejdet forslag til Økonomiudvalgets høringssvar.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller overfor Økonomiudvalget,

  1. at Økonomiudvalget godkender forslag til høringssvar (bilag 1) til handleplan 2027-2028 for Politik for udsatte byområder (bilag 2),
  2. at Økonomiudvalget tager hvidbog med forvaltningernes bemærkninger til offentlige høringssvar vedr. handleplanen (bilag 3) til efterretning.

Problemstilling

Den 26. juni 2025 vedtog Borgerrepræsentationen Politik for udsatte byområder 2025-2035. Politikken tager afsæt i to strategiske mål, der går på tværs af alle forvaltningernes arbejde i de udsatte byområder: ”Gode livschancer og muligheder for københavnere i alle aldre” samt ”trygge og attraktive byområder”.

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen har, med inddragelse af forvaltningerne, udarbejdet et forslag til handleplan for Politik for udsatte byområder med de indsatser, som kommunen vil fokusere særligt på i de udsatte byområder i 2027-2028 for at nå målene i politikken. Handleplanen rummer både finansierede indsatser og ufinansierede indsatser, som kræver prioritering af budgetmidler, hvis de skal realiseres.

Forslaget til handleplan har været i offentlig høring, og Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen har sendt forslag til handleplan i høring i alle politiske udvalg.

Løsning

Udvalgshøring

I Økonomiforvaltningens forslag til høringssvar (bilag 1) foreslås det, at udvalget bakker op om forslag til handleplan.

I høringssvaret bemærkes det, at der er stort overlap af initiativer i handleplanen og indsatser i regi af Borgmesterforum for Udsatte Boligområder samt Sikker By-samarbejdet.

I høringssvaret bemærkes det, at det i handleplanen med fordel kan tydeliggøres, at listen over initiativer ikke er udtømmende, og derfor ikke kan opfattes som et opslagsværk eller oversigt over alle kommunale indsatser i udsatte byområder.

I høringssvaret foreslås desuden at nævne flere indsatser mhp. at oplyse om flere af kommunens initiativer, når det kommer til tryghed, kriminalitetsforebyggelse og udsatte boligområder, som falder under indsatsområde; En tryg, blandet og velfungerende by.

Offentlig høring

Forslag til handleplan 2027-2028 for Politik for udsatte byområder har været i offentlig høring i perioden fra den 11. maj til den 26. juni 2026. Der er indkommet 20 høringssvar (bilag 4).

Inden for Økonomiudvalgets ressort omhandler de indkomne høringssvar hovedsageligt:

  • Ønske om tryghedspartnerskaber i flere bydele, herunder Nørrebro, Nordvest og Bispebjerg
  • Tryghed lokalt, herunder i almene boligområder
  • Byudviklingen i Tingbjerg
  • Prioritering og placering af almene boliger

Der er udarbejdet en hvidbog med forvaltningernes bemærkninger til de modtagne høringssvar (bilag 3). Efter høringsperioden er der i handleplanen ændret mindre tekstnære og grafiske forslag (bilag 2). Efter fagudvalgshøringen tilføjes relevante initiativer fra Tingbjerg som følge af ”medlemsforslag om bedre forhold for beboere i Tingbjerg under byfornyelsesprojektet”, vedtaget den 1. juni 2026 i Klima-, Miljø- og Teknikudvalget.

Økonomiforvaltningen vurderer, at der ikke er behov for at ændre indsatser i handleplanen, som ligger under Økonomiforvaltningen, på baggrund af de modtagne høringssvar.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Økonomiudvalget har godkendt høringssvaret, sendes det til Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen, som vurderer og indarbejder udvalgenes bemærkninger i forslaget til handleplan 2027-2028 for Politik for udsatte byområder. Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen udarbejder et bilag med deres tilbagemelding på udvalgenes bemærkninger, som vedlægges den endelige politiske behandling af handleplanen i Borgerrepræsentationen ultimo 2026.

 

Søren Hartmann Hede

 

Til top