Mødedato: 20.02.2018, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Medlemsforslag om demografiregulering på Socialområdet

 

Det foreslås,

  1. at Økonomiudvalget pålægger Økonomiforvaltningen med inddragelse af Socialforvaltningen at udarbejde forslag til en ny demografireguleringsmodel for hver af Socialforvaltningens målgrupper. Modellerne skal indarbejdes i Økonomiforvaltningens indstilling den 24. april 2018 om demografiregulering 2018 og budgetårene 2019-2022, således at Økonomiudvalget på dette møde kan træffe beslutning om, hvorvidt Socialudvalgets budgetrammer for 2019-2022, som indgår i budgetforslag 2019, skal korrigeres på baggrund af de nye modeller.

 

(Stillet af Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti)

 

Motivering

København har en god økonomi. Men væksten og velstanden er ikke kommet alle til gode. Den service, vi tilbyder mennesker med for eksempel psykisk sygdom og handicap er ikke forbedret. Tværtimod.

År for år er budgetterne til flere af Socialforvaltningens målgrupper blevet udhulet, fordi områderne enten slet ikke demografireguleres eller demografireguleres ud fra forkerte forudsætninger.

Resultatet er blandt andet, at vi er den by i 6-by samarbejdet, der bruger næstfærrest penge på en psykisk syg, der bor på et af vores botilbud. Og at vi er den by i 6-by samarbejdet, der bruger allerfærrest penge på voksenhandicapområdet pr. borger.

Sådanne nøgletal ville vi aldrig acceptere på folkeskole- eller ældreområdet. Det skal vi heller ikke. Men en by skal nu en gang kendes på, hvordan den behandler sine svageste.

Hvorfor er det gået så galt? I vores glæde over at vi generelt kan tiltrække stærke borgere med mange ressourcer, har vi overset mindst to ting:

For det første at storbyer nu en gang også tiltrækker mennesker med store sociale problemer som for eksempel psykisk sygdom. For det andet, at antallet af mennesker med handicap ikke falder, bare fordi velstanden stiger. Faktisk tværtimod, fordi mennesker med handicap heldigvis lever længere end tidligere.

På den baggrund ønsker vi, at Økonomiforvaltningen med inddragelse af Socialforvaltningen udarbejder forslag til en ny demografireguleringsmodel for hver af Socialforvaltningens målgrupper, som skal være indarbejdet i Økonomiforvaltningens indstilling den 24. april om demografiregulering i budget 2019 og frem.

Modellerne skal samlet set bl.a. rette op på, at:

  • Socialforvaltningen ikke tidligere er blevet demografireguleret på områderne borgere med sindslidende, udsatte voksne eller udsatte børn og unge.

  • Socialforvaltningens nuværende demografimodel for handicap og hjemmepleje er indrettet, så den først sætter ind, når det demografiske pres overstiger 4,9 mio. kr., og at der efterfølgende trækkes 10 pct. fra med argument om socioøkonomiske forbedringer, der reelt ikke gælder for målgruppen.

  • Udviklingen i 65+-årige borgere med et handicap stiger hurtigere end de 0-64-årige, som den nuværende model udregnes på baggrund af.

En reel demografiregulering vil gøre det mindre vanskeligt at styre socialforvaltningens budget.

Beslutning

Dagsordenspunkt 11 Medlemsforslag om demografiregulering på Socialområdet (2018-0063144)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 20. februar 2018

Medlemsforslaget blev godkendt uden afstemning.

Enhedslisten, Radikale Venstre og SF afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne mener, at alle velfærdsområder skal have en fair demografiregulering og at de samme principper for demografiregulering skal gælde for BUF, SUF og SOF.”

 

Til top