Særlig undersøgelse vedr. mellemkommunal refusion i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Den Uafhængige Kontrol- og Rådgivningsfunktion har i overensstemmelse med revisionsplanen for 2025 undersøgt Sundheds- og Omsorgsforvaltningens indtægter fra mellemkommunal refusion. Undersøgelsen viser, at forvaltningen generelt opkræver indtægter vedr. mellemkommunal refusion på betryggende vis, men at der på enkelte mindre områder er mulighed for at forbedre arbejdsgangene.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at den særlige undersøgelse af mellemkommunal refusion samt Sundheds- og Omsorgsforvaltningens tilhørende handleplan tages til efterretning.
Problemstilling
Den Uafhængige Kontrol- og Rådgivningsfunktion har i overensstemmelse med revisionsplanen for 2025 foretaget en undersøgelse af mellemkommunale refusioner efter Retssikkerhedslovens § 9c i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF).
Formålet med undersøgelsen er at vurdere, hvorvidt SUF indhenter de vedtægter vedr. mellemkommunale refusioner, som kommunen er berettiget til efter Retssikkerhedslovens § 9c. Herunder om SUF i det væsentligste
- får identificeret alle borgere med ophold i Københavns Kommune, hvor SUF skal opkræve mellemkommunal refusion
- får indhentet refusionen for ophold og alle omfattede følgeydelser til borgerne.
På baggrund af undersøgelsen er det vurderingen, at SUF generelt administrerer opkrævningen af indtægter vedrørende mellemkommunal refusion på betryggende vis, men at der på enkelte områder er mulighed for at forbedre arbejdsgangene. Der er på baggrund heraf fremsat anbefalinger til optimering af forvaltningens processer for opkrævning af mellemkommunal refusion.
Løsning
Sundheds- og Omsorgsudvalget behandlede d. 18. juni 2026 den særlige undersøgelse om indtægter fra mellemkommunal refusion samt den tilhørende handleplan, jf. bilag 2. SUF vil blandt andet udarbejde et overblik over samtlige ydelser, der kan give anledning til hjemtagelse af mellemkommunal refusion og gennemgå betalingerne til regionen med henblik på at opkræve eventuelle udestående beløb hos betalingskommunen, inden kravene forældes. SUF vurderer, at forvaltningen på baggrund af anbefalingerne vil kunne indhente ca. 0,4 mio. kr. yderligere i mellemkommunal refusion udover de i forvejen hjemtagne 277 mio. kr.
Økonomi
Sagen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Økonomiforvaltningen følger udviklingen på området og orienterer Økonomiudvalget, hvis relevant.
Søren Hartmann Hede / Nicolai Kragh Petersen