Mødedato: 16.12.2025, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Håndtering af medlemsforslag om opdatering af kommunens finansielle risikopolitik og politik for ansvarlige investeringer

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen vedtog på møde den 13. november 2025 under punkt 27 ændringsforslag 3, der blev nyt 2. at-punkt: ”at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen at holde negativlisten opdateret, med henblik på løbende at frasælge eksisterende investeringer i selskaber på FN’s liste over virksomheder med tilknytning til israelske ulovlige bosættelser.”

Økonomiforvaltningen oplyser, at beslutningen svarer til forvaltningens eksisterende praksis. Medlemsforslaget er derfor allerede håndteret.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at Økonomiudvalget tager til efterretning, at Økonomiforvaltningens eksisterende praksis allerede er som ønsket i medlemsforslaget,
  2. at det godkendes, at medlemsforslag stillet af Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet den 13. november 2025 om opdatering af kommunens finansielle risikopolitik og politik for ansvarlige investeringer hermed er håndteret.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog på møde den 13. november 2025 under punkt 27 ændringsforslag 3, der blev nyt 2. at-punkt: ”at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen at holde negativlisten opdateret, med henblik på løbende at frasælge eksisterende investeringer i selskaber på FN’s liste over virksomheder med tilknytning til israelske ulovlige bosættelser.”

Løsning

Økonomiforvaltningen oplyser, at beslutningen svarer til eksisterende praksis. Medlemsforslaget er derfor allerede håndteret.

Kommunens negativlister følger kommunens politik for ansvarlige investeringer. I praksis sker det ved, at administrator af kommunens investeringsforening løbende foretager monitorering af virksomheder blandt andet med input fra eksterne screeningselskaber. På denne baggrund vurderes det, om selskaber overholder politikken. Er dette ikke tilfældet, og fører en eventuel dialog med et selskab ingen vegne, bliver selskabet negativlistet.

Negativlisterne opdateres løbende og bliver udsendt til forvalterne, typisk 3-4 gange om året, med instruks om, at der fremover ikke må købes aktier eller obligationer i de negativlistede selskaber, og at eventuelle beholdninger skal frasælges.

Negativlister og beholdningslister offentliggøres på kommunens hjemmeside. Beholdningslisterne på hjemmesiden opdateres ca. 4 gange om året.

Eksempel vedrørende FN’s liste over virksomheder med tilknytning til israelske bosættelser

Økonomiudvalget besluttede den 11. juni 2024, at kommunen ikke investerer i selskaber opført på FN’s liste over virksomheder med tilknytning til israelske bosættelser.

På det tidspunkt var FN’s gældende liste en liste udarbejdet i 2023 med 97 selskaber. Listen blev efter Økonomiudvalgets beslutning implementeret af administrator i kommunens investeringsforening, herunder som instruks til foreningens kapitalforvaltere om ikke at købe aktier eller obligationer i de pågældende virksomheder, og, såfremt der allerede var beholdninger i de pågældende selskaber, om at afhænde disse.

FN opdaterede listen den 26. september 2025. Den nye liste indeholder 158 selskaber. I forhold til den tidligere liste, er der kommet 68 nye selskaber til og 7 er blevet fjernet.

I begyndelsen af oktober 2025 sendte administrator kommunens opdaterede negativliste til forvalterne med instruks om ikke at købe aktier eller obligationer i de pågældende virksomheder, og, hvis der allerede var beholdninger i de pågældende selskaber, om at afhænde disse.

Økonomiforvaltningen og administrator af kommunens investeringsforening vil ved FN’s fremtidige opdatering af listen i lighed med tidligere sende listen til forvalterne med samme instruks som tidligere.

Økonomi

Der er ikke økonomi forbundet med sagen.

Videre proces

Økonomiforvaltningen og administrator af kommunens investeringsforening vil ved FN’s fremtidige opdatering af listen i lighed med tidligere sende listen til forvalterne med samme instruks som tidligere.

 

Søren Hartmann Hede / Nicolai Kragh Petersen

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 16. december 2025

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning uden afstemning.

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

 

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

”Da medlemsforslaget blev behandlet i Borgerrepræsentationen, blev der stillet en række ændringsforslag. Der var desværre ikke flertal for at medtage Francesca Albaneses rapport eller BDS’ liste over prioriterede mål for afinvestering. Enhedslisten vil i den kommende samling forfølge sagen, og vi vil også stille forslag om, at kommunens indkøbspolitik bliver aligned med investeringspolitikken.”


Til top