Håndtering af medlemsforslag om nedsættelse af boligpolitisk arbejdsgruppe
Det fremgår af budgetaftalen for 2026, at: ”Parterne er enige om at afsætte midler til nedsættelse af en boligpolitisk arbejdsgruppe, der skal undersøge barrierer og muligheder for at øge byggeriet af betalbare og bæredygtige boliger i København.”
Økonomiforvaltningen har på den baggrund udarbejdet forslag til kommissorium for den boligpolitiske arbejdsgruppe.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at der nedsættes en boligpolitisk arbejdsgruppe i 2026, som foreslås tilrettelagt med udgangspunkt i bilagte kommissorium (bilag 1),
- at det godkendes, at medlemsforslag stillet af Socialistisk Folkeparti, Alternativet og Helle Jønch (Løsgænger) den 26. juni 2025 om nedsættelse af en boligpolitisk arbejdsgruppe hermed er håndteret.
Problemstilling
Det fremgår af budgetaftalen for 2026, at: ”Parterne er enige om at afsætte midler til nedsættelse af en boligpolitisk arbejdsgruppe, der skal undersøge barrierer og muligheder for at øge byggeriet af betalbare og bæredygtige boliger i København.”
Økonomiforvaltningen har på den baggrund udarbejdet forslag til kommissorium for den boligpolitiske arbejdsgruppe.
Den boligpolitiske arbejdsgruppe nedsættes som opfølgning på et medlemsforslag (bilag 2) stillet af Socialistisk Folkeparti, Alternativet og Helle Jønch (løsgænger), hvori Økonomiforvaltningen blev pålagt at udarbejde et budgetnotat (bilag 3) mhp. at kunne indgå i forhandlingerne om Budget 2026. Medlemsforslaget blev vedtaget på Borgerrepræsentationens møde den 26. juni 2025.
Løsning
Økonomiforvaltningen foreslår, at der nedsættes en boligpolitisk arbejdsgruppe i 2026, som skal afdække barrierer og muligheder for at øge byggeriet af betalbare boliger i København og derved sikre en mere social bæredygtig by.
Arbejdsgruppen foreslås forankret i Økonomiforvaltningen, som sekretariatsbetjener arbejdsgruppen med inddragelse af Teknik- og Miljøforvaltningen.
Økonomiforvaltningen har udarbejdet forslag til kommissorium (bilag 1), som nærmere skitserer, hvordan arbejdsgruppen foreslås tilrettelagt, herunder skitserer formål, opgaver og organisering.
Drøftelserne i arbejdsgruppen foreslås opsamlet i en afrapportering, som dels vil beskrive de eksisterende barrierer og muligheder for fremme af betalbare boliger, herunder kommunernes nuværende handlemuligheder, og dels vil indeholde en række anbefalinger til, hvordan byggeriet af betalbare boliger evt. kan fremmes yderligere i København.
Økonomi
Sagen udmønter de 0,6 mio. kr. i 2026 på service, som der blev afsat med Budget 2026.
Videre proces
Økonomiforvaltningen tager kontakt til mulige deltagere i arbejdsgruppen med henblik på nedsættelse af denne primo 2026.
Der forventes afholdt 4-5 arbejdsgruppemøder i løbet af 2026, som samles op i en afrapportering, der forelægges for Økonomiudvalget og evt. Borgerrepræsentationen.
Søren Hartmann Hede / Nanna Westerby Jensen
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 16. december 2025
Enhedslisten og SF fremsatte følgende ændringsforslag:
”At sagen udsættes med henblik på behandling på et møde i Økonomiudvalget i januar 2026”.
Det af Enhedslisten og SF fremsatte ændringsforslag blev godkendt med 9 stemmer mod 4. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, C, B, F og V.
Imod stemte: A og I.
Enhedslisten og SF afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne ønsker ikke med udsættelse af behandlingen af sagen at skabe unødig forsinkelse. Partierne ønsker derimod, at samtænke medlemsforslaget med de øvrige initiativer der er igangsat på området”.