Håndtering af to medlemsforslag om billigere parkering i Ørestad og Nordhavn
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller overfor Økonomiudvalget,
- at Økonomiforvaltningens besvarelse af ”Medlemsforslag om billigere parkering i Ørestad og Nordhavn” og ”Medlemsforslag om billigere parkering i Ørestad og Nordhavn ved overdragelse af parkeringspladser til Københavns Kommune” tages til efterretning,
- at det godkendes, at de to medlemsforslag om billigere parkering i Ørestad og Nordhavn hermed er håndteret.
Problemstilling
På møderne den 26. juni 2025 og 18. september 2025 henviste Borgerrepræsentationen medlemsforslagene om billigere parkering i Ørestad og Nordhavn til Økonomiudvalget
Medlemsforslaget den 26. juni 2025 (bilag 1) fra C og V er formuleret således:
1. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen i kraft af Københavns Kommunes medejerskab af By & Havn at arbejde for, at parkeringspriserne i By & Havns parkeringsanlæg i Ørestad og Nordhavn nærmer sig prisen på en almindelig kommunal beboerlicens.
Medlemsforslaget den 18. september 2025 (bilag 2) fra C og V er formuleret således:
2. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen med inddragelse af Teknik- og Miljøforvaltningen inden årets udgang at fremlægge et forslag til politisk behandling, om hvordan parkeringsaktiviteterne hos By & Havn i Ørestad og Nordhavn kan udskilles og overdrages til kommunen med henblik på, at parkeringspriserne i de to bydele kan bringes ned på niveauet i resten af København.
Løsning
Medlemsforslaget den 26. juni 2025
By & Havns lovbestemte formål er at udvikle selskabets arealer på et forretningsmæssigt grundlag.
By & Havn har vide rammer for at tilrettelægge arealudviklingen forretningsmæssigt og det er ikke et krav, at enhver disposition isoleret set er forretningsmæssig, så længe den pågældende aktivitet eksempelvis medvirker til at forhøje den samlede værdi af et udviklingsområde.
Priserne for parkering i By & Havn fastlægges ud fra en samlet afvejning af lokalplanmæssig parkeringsnorm, som er fastlagt af Borgerrepræsentationen, byggeretspriser og konkurrencesituationen mv. og er en forretningsmæssig vurdering, der ved lov er henlagt til selskabet.
Selskabets ledelse er fastlagt ved lov, og varetages af bestyrelsen og direktionen. Borgerrepræsentationen kan ikke instruere udpegede bestyrelsesmedlemmer til at handle i strid med selskabets lovbestemte formål.
Borgerrepræsentationen vil imidlertid kunne vedtage at opfordre de kommunalt udpegede medlemmer af By & Havns bestyrelse til at arbejde for nedsættelse af priser for parkering i selskabets parkeringsanlæg. Det vil herefter være op til bestyrelsen at vurdere, om en nedsættelse af parkeringsprisen, ud fra en helhedsvurdering, er forretningsmæssig hensigtsmæssig.
Medlemsforslaget den 18. september 2025
Medlemsforslaget har været forelagt advokatfirmaet HORTEN til vurdering. På den baggrund er det Økonomiforvaltningens vurdering, at der ikke er hjemmel til, at Københavns Kommune kan overtage By & Havns parkeringsanlæg med henblik på at stille dem til rådighed for beboerne i Ørestad og Nordhavn til en lavere pris, svarende til prisen for beboerlicenser i brokvarterne.
HORTENS bemærkninger til medlemsforslaget:
- Det er generelt ikke en kommunal opgave at tilvejebringe parkeringspladser. Kommunen skal som bygge- og planmyndighed sikre, at bygherrer tilvejebringer parkeringspladser svarende til parkeringsnormen. Kun, hvis det er nødvendigt som følge af færdselsmæssige og trafikale forhold, kan kommunen etablere parkeringspladser, som udgangspunkt på vej, men om nødvendigt i konstruktion. Hjemmel og pligt for kommunen følger i givet fald af reglerne i vejloven.
- I Ørestad og Nordhavn, der begge er udviklingsområder/nye byområder, er bygherrers pligt til at etablere de pligtmæssige parkeringspladser i forbindelse med områdernes udbygning afløftet ved, at By & Havn etablerer fælles parkeringsanlæg.
- Der er som udgangspunkt ikke hjemmel til, at kommunen overtager By & Havns parkeringsanlæg og stiller dem til rådighed for beboerne mod betaling af beboerlicens. En sådan løsning ville forudsætte en færdselsmæssig og/eller trafikal begrundelse for, at kommunen enten etablerer flere parkeringspladser i By & Havns anlæg eller giver flere trafikanter adgang til pladserne, fx hvis der i dag ikke er offentlig adgang for alle (mod betaling) til By & Havns parkeringsanlæg. Udover disse tilfælde er det ikke en lovlig kommunal opgave at stille parkeringspladser til rådighed for borgerne.
- Dertil kommer, at kommunen ikke må foretage handlinger eller anvende midler med henblik på at begunstige enkeltpersoner, medmindre der herved varetages en lovlig kommunal interesse. Parkeringsløsningen i Ørestad og Nordhavn vil – alt andet lige – have været et element ved prisfastsættelsen af lejlighederne, og ved at ændre modellen vil beboerne således opnå en begunstigelse. Hvis formålet er at nedbringe beboernes udgifter til parkering, er der ikke tale om en lovlig kommunal interesse.
Økonomi
Indstillingen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Videre proces
Såfremt der er politisk ønske om, at By & Havn opfordres til at arbejde for lavere parkeringspriser, vil dette kræve en godkendelse af Borgerrepræsentationen.
Søren Hartmann Hede / Nanna Westerby Jensen