Delegation af kompetence til henholdsvis overborgmesteren, Økonomiudvalget og Økonomiforvaltningen
Med denne sag foreslås delegation af kompetence på en række områder for at sikre en effektiv sagsbehandling og for at fremme en hensigtsmæssig fordeling af sagerne mellem Borgerrepræsentationen, Økonomiudvalget, overborgmesteren og Økonomiforvaltningen.
Økonomiudvalget skal i denne sag tage stilling til, hvilke kompetencer der skal delegeres fra Økonomiudvalget til henholdsvis overborgmesteren og Økonomiforvaltningen.
Efter forelæggelse for Økonomiudvalget skal Borgerrepræsentationen ydermere i denne sag tage stilling til, hvilke kompetencer der skal delegeres fra Borgerrepræsentationen til henholdsvis overborgmesteren, Økonomiudvalget og Økonomiforvaltningen.
Indstilling
- at de beskrevne delegationer fra Økonomiudvalget til overborgmesteren som forperson for Økonomiudvalget godkendes, jf. bilag 1,
- at
de beskrevne delegationer fra Økonomiudvalget til Økonomiforvaltningen
godkendes, jf. bilag 2.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
3. at de beskrevne delegationer fra
Borgerrepræsentationen til overborgmesteren godkendes, jf. bilag 3,
4. at de beskrevne delegationer fra
Borgerrepræsentationen til Økonomiudvalget godkendes, jf. bilag 4,
5. at de beskrevne delegationer
fra Borgerrepræsentationen til Økonomiforvaltningen
godkendes, jf. bilag 5,
6. at de beskrevne delegationer
fra Borgerrepræsentationen vedrørende
personalemæssige forhold
godkendes, jf. bilag 6.
Problemstilling
Der er praksis for, at Borgerrepræsentationen henholdsvis Økonomiudvalget ved en ny valgperiodes begyndelse delegerer beslutningskompetencen på en række områder. Dette sker med henblik på at sikre en smidig og effektiv sagsbehandling og en hensigtsmæssig fordeling af sagerne mellem Borgerrepræsentationen, Økonomiudvalget, overborgmesteren og Økonomiforvaltningen.
Løsning
Det følger af lov om kommunernes styrelse § 2 (lovbekendtgørelse nr. 69 af 23/01/2024), at kommunernes anliggender styres af kommunalbestyrelsen.
Borgerrepræsentationen er imidlertid ikke afskåret fra at overlade udøvelsen af sin kompetence til udvalg og den kommunale administration, medmindre andet er fastsat eller forudsat i lovgivningen.
Den umiddelbare forvaltning af kommunens anliggender varetages af Økonomiudvalget og de stående udvalg, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt.
Dette indebærer, at udvalgene afgør alle sædvanlige sager inden for det pågældende udvalgs sagsområde, medmindre andet følger af lovgivningen eller af Borgerrepræsentationens beslutning.
Økonomiudvalget varetager efter den kommunale styrelseslov § 18 den umiddelbare forvaltning af anliggender, der vedrører kommunens kasse- og regnskabsvæsen og løn- og personaleforhold.
Herudover varetager Økonomiudvalget den umiddelbare forvaltning af en række områder efter styrelsesvedtægtens § 12. Det drejer sig bl.a. køb, salg og pantsætning af fast ejendom samt leje af ny kapacitet, international strategisk udvikling, tværgående IT-, statistik- og informationsopgaver, overordnet trafikplanlægning og kollektiv trafik, ejerinteresser i forsyningsaktieselskaber og økonomiske interesser i andre selskaber samt demokratiudvikling.
Delegation af kompetence foretages af praktiske grunde for at begrænse sagsmængden, sikre en effektiv sagsbehandling og for at fremme en hensigtsmæssig fordeling af sagerne mellem Borgerrepræsentationen, Økonomiudvalget, overborgmesteren og Økonomiforvaltningen.
Borgerrepræsentationen henholdsvis Økonomiudvalget kan vælge at delegere beslutningskompetence til forvaltningen. Dette sker ved almindelig flertalsbeslutning.
Forpersonen for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen kan på udvalgets henholdsvis Borgerrepræsentationens vegne afgøre sager, som ikke tåler opsættelse eller ikke giver anledning til tvivl, jf. lov om kommunernes styrelse § 22, stk. 2, og § 31, stk. 1.
Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen kan vælge at delegere yderligere kompetence til forpersonen. En sådan delegation kræver enighed i udvalget henholdsvis Borgerrepræsentationen.
De foreslåede delegationer kan altid tilbagekaldes eller ændres ved fremlæggelse af en ny sag, hvis der viser sig behov herfor. For så vidt angår delegation til overborgmesteren i egenskab af forperson for Økonomiudvalget henholdsvis Borgerrepræsentationen bortfalder denne, såfremt blot et enkelt medlem af Økonomiudvalget henholdsvis Borgerrepræsentationen ønsker at tilbagekalde delegationen. Det kræver derimod et flertal at tilbagekalde delegationer fra Økonomiudvalget til Økonomiforvaltningen samt fra Borgerrepræsentationen til henholdsvis Økonomiudvalget og Økonomiforvaltningen.
Økonomiforvaltningen har opdateret de gældende delegationer grundet allerede vedtagne beslutninger i Borgerrepræsentationen samt redaktionelle ændringer og præciseringer i de gældende delegationsfortegnelser.
De gældende delegationer er vedlagt i bilag 1-6. Her er der markeret med rødt, hvor der er foreslået ændringer i de gældende delegationer. I bilag 7 er der en samlet oversigt over forslag til ændringer, som er sammenholdt med de nugældende formuleringer.
Nye delegationer og ændringer til de nugældende delegationer
Der er ingen ændringer til
- delegation af kompetencer fra Borgerrepræsentationen til overborgmesteren, bilag 3.
- delegation af kompetencer, der delegeres fra Borgerrepræsentationen til Økonomiudvalget, bilag 4,
- delegation af kompetencer, der delegeres fra Borgerrepræsentationen vedrørende personalemæssige forhold, bilag 6.
Til delegation af kompetencer fra Økonomiudvalget til Økonomiforvaltningen, bilag 2, foreslår forvaltningen tilføjelse af en ny delegation, vedrørende den daglige drift og fastsættelse af påkrævede foranstaltninger samt krav til informationssikkerhed i overordnede og tværgående forhold i Københavns Kommune, som led i implementering af EU-direktivet NIS2, den fremgår af bilag 2 punkt 13.
Delegationen til at indgå valutaterminsforretninger til dækning af fremtidige valuta ind- og udbetalinger er udgået af delegationen af kompetencer fra Økonomiudvalget til Økonomiforvaltningen, bilag 2, da det er forvaltningens vurdering, at delegationen ikke længere er relevant.
Derudover udgår delegationer vedr. lejeaftaler (bilag 2, nr. 5-6) og udbudsforretning (bilag 2, nr. 7), samt delegation fra Borgerrepræsentationen til Økonomiforvaltningen vedr. bemyndigelse til at ansøge Energistyrelsen om dispensation for selskabsdannelse samt nettoafregning for solceller (bilag 5, nr. 29), som følge af BRs beslutning den 4. december 2025, om ændring af den organisatoriske placering for Københavns Ejendomme til Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget.
Til delegationer af kompetencer fra Borgerrepræsentationen til Økonomiforvaltningen, bilag 5, er der indsat fire nye delegationer som følge af allerede vedtagne beslutninger i Borgerrepræsentationen. Det drejer sig om følgende:
Vedtaget af Borgerrepræsentationen den 19. juni 2025
- Kompetencen til at sende forslag til kommuneplantillæg i tilknytning til lokalplanforslag i kategori 1-3 (enkle, ukomplekse og komplekse) og forslag til kommuneplantillæg, hvor der ikke samtidig udarbejdes et lokalplanforslag, i offentlig høring,
- Kompetencen til at offentliggøre udkast til udbygningsaftaler, der ikke forudsætter kommunal medfinansiering, samtidig med at forslag til kommuneplantillæg og/eller lokalplanforslag sendes i offentlig høring.
Vedtaget af Borgerrepræsentationen den 30. maj 2024
- Kompetence iht. Almenboligloven § 27b, stk. 1 til at give afkald på tillægskøbesum for almene og private boliger samt erhverv, der opføres som led i fortætning på almene ejendomme udenfor udsatte boligområder i de tilfælde, hvor der ydes kommunal grundkapital efter Administrationsgrundlag for almene boliger, i overensstemmelse med de vedtagne rammer for Afkald på tillægskøbesum for almene boliger mv. som led i fortætning på almene ejendomme, jf. Borgerrepræsentationens møde den 4. februar 2021.
Vedtaget af Borgerrepræsentationen den 15. december 2022
- Kompetence til at indgå aftaler med almene boligorganisationer om frikøb eller udskydelse med rabat af almene ejendomme beliggende i Københavns Kommune, herunder af ejendomme hvor der tidligere har været en institution. Frikøbs- eller udskydelsesbeløbet beregnes efter de til enhver tid gældende regler, som Borgerrepræsentationen har godkendt, fratrukket en rabat på 40 %.
Derudover er der sproglige ændringer for tydeliggørelse af en gældende delegation i bilag 1, bilag 2 og bilag 5.
Der henvises i øvrigt til bilag 1-6, hvor alle ændringer er markeret. Derudover henvises til bilag 7, for en samlet oversigt over foreslåede ændringer i bilag 1-6
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Indstillingens 3.- 6. at-punkt vil blive behandlet i Borgerrepræsentationen den 22. januar 2026. Delegationsfortegnelsen vil efterfølgende blive publiceret på www.kk.dk.
Søren Hartmann Hede / Nicolai Kragh Petersen