Mødedato: 13.01.2015, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

P-fonde - vedtægter og administration

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til rammer for vedtægter for parkeringsfonde, samt om Teknik- og Miljøforvaltningen skal bemyndiges til at oprette og administrere disse.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at godkende rammer for vedtægter for kommunale parkeringsfonde til brug i forbindelse med dispensation fra parkeringskrav i byggesager samt som grundlag for udmøntning af eksisterende parkeringsdeklarationer (se bilag 1),
  2. at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til løbende at oprette og administrere P-fonde, jf. afsnittet om Bemyndigelse.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Indførelse af parkeringsfonde og vedtagelse af vedtægter for parkeringsfonde har to formål. For det første kan parkeringsfonde fremadrettet anvendes i forbindelse med byggesagsbehandling, hvor kommunen finder grundlag for at dispensere for krav om anlæggelse af parkering. Den 1. november 2014 trådte en ændring af byggeloven i kraft med et formål om, at alle kommuner anvender en ensartet praksis, når de ønsker at dispensere fra parkeringskravet i byggesager. Det vil derfor ikke være muligt at videreføre Københavns Kommunes eksisterende praksis, hvor der er givet dispensationer ved hjælp af parkeringsdeklarationer. Der er derfor behov for en ny praksis for fremadrettet dispensation samt udmøntning af disse dispensationer.

For det andet kan parkeringsfonde anvendes til at udmønte allerede eksisterende parkeringsdeklarationer, udstedt i forbindelse med tidligere byggesagsbehandling. Borgerrepræsentationen vedtog den 8. maj 2014 en model for den fremadrettede udmøntning af parkeringsdeklarationer. Modellen indeholder overordnede retningslinjer for kommunens håndtering af kravene i parkeringsdeklarationerne. Modellen indebærer blandt andet, at udmøntningen sker via parkeringsfonde, og Borgerrepræsentationen pålagde derfor Teknik- og Miljøforvaltningen at forberede indførelse af parkeringsfonde i kommunen. Denne indstilling er opfølgningen på den tidligere truffet beslutning og skal dermed muliggøre udmøntning af de eksisterende parkeringsdeklarationer.

Den samlede indstilling giver således mulighed for at håndtere både byggesagsbehandling og parkeringsdeklarationer (se bilag 2 og 3).

Løsning

Teknik- og Miljøforvaltningen har i samarbejde med kommunes juridiske rådgiver udfærdiget en samlet ramme for vedtægter for parkeringsfonde i Københavns Kommune (se bilag 1). Vedtægterne er udarbejdet med udgangspunkt i gældende lovgivning og statsligt cirkulære om parkeringsfonde, og ligger for så vidt fast.

Vedtægterne redegør for de formelle betingelser for oprettelse og administration af parkeringsfonde, samt visse forhold omkring anvendelse af de midler, som er indbetalt til fondene. Vedtægterne er indrettet, så de kan anvendes i forbindelse med fremtidig byggesagsbehandling, og til udmøntning af eksisterende parkeringsdeklarationer.

Vedtægterne vil fra gang til gang skulle tilpasses forholdene omkring den konkrete parkeringsfond, alt efter anlægstype, placering, pris, årsag til indbetaling mv. Den nye praksis giver en mere ensartet og harmoniseret sagsbehandling for ejendomsejer, da den er ens i alle kommuner.

Byggesagsbehandling
Indtil 1. november 2014 har kommunen i begrænset omfang benyttet sig af muligheden af at udstede parkeringsdeklarationer i byggesager. De tinglyste deklarationer har forpligtet ejendomsejer til at tilvejebringe de fornødne parkeringspladser på et senere tidspunkt.

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at parkeringskravet i forbindelse med ny- og ombyggeri også fremover kun undtagelsesvist kan fraviges. Det beror på en konkret vurdering ud fra blandt andet de fysiske forhold. De konkrete krav afhænger af byggeloven eller af plangrundlaget, herunder lokalplaner og kommuneplanen.

Ændringen af byggeloven gør det imidlertid hensigtsmæssigt, at kommunen administrer byggesagsbehandlingen i overensstemmelse med tankerne bag parkeringsfondsmodellen. Da lovændringen efterlader et meget lille handlerum, vil modellen dels skabe mere fleksible rammer, når ejendomsejer søger dispensation fra parkeringskravene. Dels vil det gøre det bagudrettede arbejde med at udmønte de eksisterende parkeringsdeklarationer mere enkelt og gennemsigtigt for alle parter.

Forvaltningen vurderer, at der med fordel kan oprettes flere særskilte fonde i forbindelse med den fremtidige administration af området. I visse tilfælde kan det blive nødvendigt kun at oprette én fond pr. ejendom/matrikel. På den måde vil kommende byggesager ikke kunne foranledige, at eksisterende parkeringsdeklarationen i et område automatisk kommer til udmøntning (pga. af deklarationernes ordlyd). Alternativet vil være, at indehavere af deklarationer kan opleve en tilfældig proces, hvor kommunen ikke styrer udmøntningen.

De indbetalte bidrag skal, ifølge de statslige regler for parkeringsfonde, anvendes inden fem år. Realiseres de indbetalte bidrag til etablering af parkeringspladser, oplyser forvaltningen om placering og pris. Midler der ikke bliver anvendt, tilbagebetales til ejendomsejer med evt. tilløbne renter.

I tilfælde af, at de projekterede pladser skal medfinansieres af kommunale midler, bliver projektet forelagt til politisk godkendelse i Borgerrepræsentationen. Midler fra flere fonde kan eventuelt "puljes" i forbindelse med større anlægsprojekter.

Ændringen af byggeloven medfører også mulighed for at dispensere fra parkeringskrav i det omfang, der foreligger et ’andet forpligtende grundlag’. Dvs. at der tilvejebringes parkeringspladser på et andet areal end bygningens eget fx på en tilstødende grund/ejendom. Den mulighed vil kunne anvendes som alternativ til indbetaling til parkeringsfonde, hvis der bliver ansøgt om det, og hvis Teknik- og Miljøforvaltningen, i det enkelte tilfælde, skønner det hensigtsmæssigt. Se bilag 2 for illustration af byggesagsforløb vedr. parkering.

Udmøntning af parkeringsdeklarationer og eventuelle bidrag indbetalt i forbindelse med byggesager
Hvis Borgerrepræsentationen i de kommende år vedtager parkeringsprojekter, medfinansieret af parkeringsdeklarationer og bidrag fra andre dispensationer, vil der med beslutningen blive oprettet en parkeringsfond for det konkrete anlægsprojekt. Før den politiske behandling, vil ejere af de bidragydende ejendomme ved projektet blive orienteret. Hvis projektet vedtages varsles de bidragydende ejendomsejere om kravet 1/2-1 år før indbetalingen skal finde sted. Ejendomsejerne vil have klageadgang.

Forvaltningen er ved at udarbejde kriterier for, hvordan man udvælger, hvilke ejendomme der skal bidrage til de konkrete projekter. Ejendomsejer vil få tilsendt udkast til vedtægter og få oplyst, hvor meget de forventeligt skal bidrage med. Se bilag 3 for proces i forbindelse med udmøntning af parkeringsdeklarationer samt eventuelle bidrag indbetalt i forbindelse med byggesager.

Udmøntningen af en p-fond til fysiske forhold vil altid kræve politisk behandling.

Bemyndigelse
Den fremtidige praksis vil som nævnt medføre oprettelse af flere parkeringsfonde. De konkrete vedtægter skal tilpasses den enkelte fond og det konkrete projekt, da der blandt andet kan være stor forskel på de beløb, der skal opkræves af grundejerne. 

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller derfor, at forvaltningen bemyndiges til at oprette og administrere parkeringsfonde for at lette sagsgangen i forbindelse med kommende byggesager. Borgerrepræsentationen beslutter, hvordan og hvornår midler indbetalt til parkeringsfonde skal anvendes.

Alternativ til parkeringsfonde
Hvis de vedlagte rammer for vedtægter for parkeringsfonde (bilag 1) ikke godkendes, vil det ikke være muligt at udmønte parkeringsdeklarationer, jf. den foreslåede model, der blev vedtaget 8. maj. Forvaltningen vil endvidere kun kunne anvende det såkaldte ’andet forpligtende grundlag’ i fremtidige byggesager, hvor der gives dispensation fra parkeringskravet. En statslig bekendtgørelse, som specificerer, hvad der definere ’andet forpligtigende grundlag’, er fortsat under udarbejdelse.

Økonomi

Økonomien i parkeringsfondene holdes isoleret fra kommunens økonomi i øvrigt, så indstillingen har ingen umiddelbare økonomiske konsekvenser.

De fleste parkeringsfonde forventes at blive etableret til parkering med offentlig tilgængelighed. Derfor skal Borgerrepræsentationen i de konkrete tilfælde tage stilling til projekterne, og beslutte om der skal, afsættes budgetmidler til kommunens andel af finansieringen på 50 %.

Derudover vil det blive nødvendigt at udmønte de parkeringsdeklarationer, der er behæftet kommunens egne ejendomme, og den udgift skal finansieres i takt med, at Borgerrepræsentationen træffer beslutning om konkrete udmøntningsprojekter. De økonomiske konsekvenser for kommunen, og for ejendommenes ejere, vil blive fastlagt fra projekt til projekt.

Ud over projekterings- og etableringsudgifter skal der i forbindelse med det konkrete projekt afsættes midler til drift, samt fuldstændig screening af relevante byggesagsarkiver, inddrivningsproces samt udgifter til evt. retssager. En samlet opgørelse over disse udgifter vil fremgå af kommende indstillinger vedr. konkrete parkeringsprojekter medfinansieret af midler indbetalt til parkeringsfonde.

Videre proces

Vedtages vedlagte rammer for vedtægter for parkeringsfonde (bilag 1) vil Teknik- og Miljøudvalget blive orienteret, når forvaltningen opretter parkeringsfonde. Derudover vil status for evt. udmøntning af parkeringsdeklarationer indgå i den årlige p-redegørelse.



Pernille Andersen                                 / Niels Tørsløv

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende rammer for vedtægter for kommunale parkeringsfonde til brug i forbindelse med dispensation fra parkeringskrav i byggesager samt som grundlag for udmøntning af eksisterende parkeringsdeklarationer (se bilag 1).
  2. at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til løbende at oprette og administrere P-fonde, jf. afsnittet om Bemyndigelse.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 15. december 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Dagsordenspunkt 40: P-fonde - vedtægter og administration

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. januar 2015

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top