Mødedato: 13.01.2015, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Styring af bruttoanlæg i 2015

Der skal tages stilling til, hvordan styringen og opfølgningen på bruttoanlægsudgifterne i Københavns Kommune i 2015 skal foregå.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

1. at måltallet for de enkelte udvalg for bruttoanlægsudgifter i 2015 ophæves,

2. at styringen og opfølgningen på bruttoanlægsudgifterne fremadrettet sker i forbindelse med de fire sager om anlægsoversigten og i de tre sager om forventet regnskab, der forelægges Økonomiudvalget i løbet af 2015.

Problemstilling

Aftaleniveauet for bruttoanlægsudgifter mellem regeringen og KL for budget 2015 var 17,5 mia. kr. Det skal bemærkes, at der i aftalen omkring bruttoanlæg mellem regeringen og KL hverken var sanktion på budgetoverholdelse eller regnskabsoverholdelse.

Der blev indgået en budgetaftale i Københavns Kommune for 2015 på 3,657 mia. kr. på bruttoanlæg. Niveauet for bruttoanlæg i budgettet blev reduceret væsentligt for at bidrage til at kommunerne samlet set overholdt aftalen med regeringen.

Kommunerne har samlet et budget på bruttoanlæg i 2015 på 17,7 mia. kr., hvilket er 0,2 mia. kr. fra aftaleniveauet. Samlet set på service og bruttoanlæg er der overholdelse af aftalen mellem KL og regeringen.

Med henblik på at sikre overholdelse af Københavns Kommunes andel af anlægsloftet har det enkelte udvalg foreløbig været styret på et måltal for anlæg i 2015, som de ikke må overskride. Dette måltal opdateres løbende med effekter af Borgerrepræsentationens beslutningerne. Dette svarer til styringen af området i 2013.

Forvaltningerne tilpasser anlægsbudgetterne til måltallet 4 gange årligt i forbindelse med sagerne om anlægsoversigten.

Økonomiforvaltningen har været i dialog med forvaltningerne om konsekvenserne af denne styring, og tilbagemeldingen er bl.a., at der bruges en del ressourcer i alle forvaltninger med at tilpasse budgettet til måltallet samt at opdatere måltallet efter hvert møde i Borgerrepræsentationen. Udvalgene skal således pt. ved alle sager om anlægsbevillinger til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anvise anlægsmåltal.
 

I 2014 blev anlægsmåltallene ophævet af Økonomiudvalget den 28. januar 2014, og der har i løbet af 2014 været en vurdering af niveauet for bruttoanlæg i løbet af året. Budgettet har været oppe på 4,6 mia. kr. og forventningen til regnskabet på bruttoanlæg har været fra 4,1 mia. kr. 3,9 mia. kr. og til 3,5 mia. kr. i de 3 regnskabsprognoser. Det forventes, at regnskabsresultatet for bruttoanlæg i 2014 bliver på ca. 3,5 mia. kr., hvor Københavns Kommune havde et måltal på 3,9 mia. kr. Københavns Kommune vil derfor overholde aftaleniveauet for bruttoanlæg i 2014, selvom måltallene for bruttoanlæg har været fjernet i 2014.

Løsning

Det foreslås at ændre styringen på udvalgenes bruttoanlægsudgifter i 2015, således at anlægsmåltallene pr. udvalg fjernes. Udvalgene skal i stedet for sikre sig, at det korrigerede budget på bruttoanlæg løbende er lig med det forventede forbrug. Dette kan fortsat gøres i de 4 sager om anlægsoversigten, som forelægges for Økonomiudvalget i løbet af 2015. I disse sager fås således et aktuelt bud på forventningerne til eksekveringen.

Udvalgene skal derudover sørge for at lave troværdige og realistiske indmeldinger til det forventede regnskab, som forelægges for Økonomiudvalget 3 gange årligt. 

Økonomiforvaltningen vil på baggrund af indmeldingerne til anlægsoversigten og til det forventede regnskab og øvrige analyser af anlægsniveauet i øvrigt løbende vurdere om, der bliver behov for at reducere budgettet på bruttoanlæg.

Dette vil ske i samarbejde med forvaltningerne, så eksekveringen af anlægsprojekterne ikke stoppes. Det er derfor afgørende for opfølgningen på bruttoanlæg, at forvaltningerne er præcise på indmeldingerne til både anlægsoversigterne og det forventede regnskab.

Budgettet på bruttoanlæg i 2015 kan blive højere end 3,657 mia. kr., som er det vedtagne budget i perioder af året. Dette må formodes at ske i den første sag om anlægsoversigten, som forelægges Økonomiudvalget 17. marts 2015 samt ved overførselssagen, hvor overførsler fra 2014 tilføres budgettet. Økonomiforvaltningens forventning er, at forvaltningernes vurdering af det forventede anlægsniveau vil falde i løbet af året i takt med, at forvaltningerne får et bedre overblik over eksekveringen på anlægsområdet, og dermed bedre kan vurdere det forventede forbrug.

Økonomiforvaltningen vil særligt i forbindelse med halvårsregnskabet, der forelægges Økonomiudvalget i august 2015, foretage en grundig analyse om forventningerne til forbruget på bruttoanlægsområdet i 2015.

Det bemærkes i den forbindelse, at prognoserne på bruttoanlæg i løbet af de enkelte år generelt er for optimistiske, og regnskabsresultatet er endt lavere end forventet i løbet af året. Dette er sket på trods af, at der løbende er gennemført overførsler af anlægsmidler fra tidligere år, tildelt nye anlægsmidler i overførselssager og budgetaftaler.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Økonomiforvaltningen vil meddele forvaltningerne, at styringen på bruttoanlæg ændres, så måltallene fjernes, og at det er afgørende, at forvaltningerne sørger for at lave præcise indmeldinger til anlægsoversigten og det forventede regnskab.

I forhold til styringen af anlægsudgifterne i budgetprocessen for 2016 vil Økonomiforvaltningen afvente resultatet af kommuneaftalen for 2016, herunder om der er et loft over bruttoanlægsudgifterne i 2016.






Mikkel Hemmingsen                                   / Bjarne Winge

Beslutning

Dagsordenspunkt 2: Styring af bruttoanlæg i 2015

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. januar 2015

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top