Mødedato: 13.01.2015, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Initiativer om anvisning af ungdomsboliger

Se alle bilag

Der skal tages stilling til forslag fra Det Konservative Folkeparti og Socialistisk Folkeparti om anvisning af ungdomsboliger samt andre initiativer vedrørende anvisning af ungdomsboliger.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at Centralindstillingsudvalget og Kollegiernes Kontor i København hver modtager yderligere 9.930 kr. som kompensation for afholdte merudgifter i forbindelse med en gennemført forundersøgelse af mulighederne for en fælles portalløsning. Udgiften på 19.860 kr. finansieres af tilskudsdeklarationsmidlerne på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Finansposter i 2015,
  2. at der ikke arbejdes videre med at finansiere fællesanvisning med et ventelistegebyr i stedet for opkrævning over huslejen på kollegier og ungdomsboliger på grund af manglende lovhjemmel,
  3. at Teknik- og Miljøforvaltningen i 2015 indleder en dialog med omegnskommunerne om fælles anvisning af kollegier og ungdomsboliger,
  4. at der dermed er gjort op med medlemsforslag fra Socialistisk Folkeparti (bilag 1),
  5. at arbejdet med at etablere en fælles portalløsning mellem Centralindstillingsudvalget og Kollegiernes Kontor i København sættes i bero, indtil der kommer nye statslige regler for fælles anvisning.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget bemærker, at der med tillægsbevillingen til Centralindstillingsudvalget og Kollegiernes Kontor i København sker en delvis omprioritering af midler afsat i Budget 2010 til bl.a. grundkapital i forbindelse med boligpakke 2, og at der herefter resterer 2,7 mio. kr. i uudmøntede tilskudsdeklarationsmidler afsat i Budget 2010.

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen traf den 22. august 2013 beslutning om fælles anvisning og vedtog fælles retningslinjer for udlejning af kommunens støttede ungdomsboliger, som bl.a. regulerer akutoptaget omkring studiestart i efterårssemesteret.

Den 28. november 2013 vedtog Borgerrepræsentationen et medlemsforslag fra Socialistisk Folkeparti om at tage kontakt til omegnskommunerne for at få tilslutning til etablering af en ny tværkommunal akutventeliste. Teknik- og Miljøforvaltningens indstilling herom blev af Borgerrepræsentationen den 10. april 2014 henvist til udvalgsbehandling i Teknik- og Miljøudvalget. Det Konservative Folkeparti stillede et ændringsforslag om, at udgiften skal afholdes som et ventelistegebyr, som gik med indstillingen til udvalgsbehandling.

Den 25. februar 2013 afsatte Teknik- og Miljøudvalget 200.000 kr. af tilskudsdeklarationsmidlerne til en forundersøgelse af mulighederne for at etablere en fælles it-portal for Centralindstillingsudvalget (CIU) og Kollegiernes Kontor i København (KKIK), der skal skabe én indgang til studieboliger i København. Forundersøgelsen og drøftelser med CIU og KKIK er nu afsluttet.

Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har i 2013 nedsat en arbejdsgruppe om harmonisering af reglerne for ungdomsboliger, herunder fællesanvisning. Ministeriet forventes at komme med forslag til nye regler på området i løbet af 2015.

Denne indstilling behandler således forslag om en tværkommunal akutventeliste og finansiering af denne.

Løsning

Finansiering af fælles anvisning
Det Konservative Folkeparti har foreslået, at udgiften til fælles anvisning skal betales af et ventelistegebyr frem for over huslejen.

Der mangler hjemmel til at opkræve et gebyr hos de boligsøgende. Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har nedsat et udvalg, jf. nedenfor, der vil se på mulighederne for en harmonisering af reglerne på ungdomsboligområdet. I dette arbejde har forvaltningen bragt spørgsmålet op, om det er rimeligt at lade beboerne finansiere den fælles anvisning gennem huslejen. Udvalgsarbejdet forventes imidlertid ikke at lægge op til en ændring af reglerne på dette punkt. Begrundelsen er, at mange skriver sig op til en ungdomsbolig uden nogensinde at få tilbudt en bolig. Når udgiften opkræves over lejen, er det de boligsøgende, som har haft fordel af anvisningen, der betaler.

På denne baggrund indstilles, at der ikke arbejdes videre med forslaget.

Regional anvisning af ungdomsboliger
Socialistisk Folkeparti har foreslået, at der skal udvikles en ny model for en tværkommunal akutventeliste.

Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at Socialistisk Folkepartis forslag allerede er implementeret med de retningslinjer, som Borgerrepræsentationen vedtog den 22. august 2013. Retningslinjerne indebærer, at nyoptagne studerende på en uddannelse i hovedstadsregionen med akut behov for en bolig har mulighed for at komme foran i køen ”med akutpoint” i en begrænset periode omkring studiestart (1. august – 30. november). Det forudsætter, at de er indstillet på at søge bredt og acceptere enhver bolig inden for en times transport fra uddannelsesinstitutionen (konditionsmæssigt tilbud). En opgørelse af akutoptaget i 2014 ved akutperiodens udløb viser, at en del af de tildelte boliger i akutperioden er beliggende udenfor Københavns Kommune, jf. bilag 2.

Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter forventes i 2015 at fremsætte forslag til nye regler om mulighederne for regional anvisning af ungdomsboliger. Når ministeriets udspil kendes, vil forvaltningen forholde sig til mulighederne for et formaliseret regionalt samarbejde om anvisningsopgaven, og på dette grundlag indlede en dialog med omegnskommunerne.

Status på overvejelserne om etablering af en fælles ungdomsboligportal for CIU og KKIK
CIU og KKIK har på kommunens foranledning gennemført en forundersøgelse af mulighederne for en fælles portal, der kan præsentere boliger fra i første omgang disse to indstillingsudvalg og siden andre udbydere. En fælles portal vil kunne bidrage til større overblik og udgøre én fælles indgang til ungdomsboliger i hele regionen på tværs af kommunegrænser.

Forundersøgelsen peger på flere forskellige muligheder for at etablere en fælles portal, herunder enten ved at KKIK tilslutter sig den boligportal, som CIU benytter (findbolig.nu), eller at der etableres en fælles overbygning til de to fællesanvisningers systemer. Førstnævnte scenarie indgik oprindeligt ikke i forundersøgelsen, men de indledende undersøgelser afdækkede et behov for særskilt at belyse økonomien i denne løsning. Merudgiften er afholdt af CIU og KKIK i tillid til, at forvaltningen vil søge at opnå en merbevilling, så beløbet kan refunderes.  

Begge løsninger har været drøftet indgående med CIU og KKIK, men det er ikke lykkedes at opnå enighed om etablering af nogen af løsningerne. KKIK opfatter deres IT-system, som et væsentligt konkurrenceparameter. CIU forudser tekniske, driftsmæssige og økonomiske udfordringer ved etablering af en fælles overbygning. Kommunen har ingen klar hjemmel til at kræve en løsning implementeret. Et verserende udvalgsarbejde, jf. nedenfor, forventes at resultere i nye regler, som muligvis vil indebære, at der kun kan være et indstillingsudvalg i hver kommune. Hvis et sådan forslag vedtages, foreligger der en ny situation.  

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at arbejdet sættes i bero, indtil reglerne på området, jf. nedenfor, er revideret.

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller endvidere, at CIU og KKIKs merudgifter til forundersøgelsen på i alt 0,02 mio. kr. - udover de allerede bevilgede 0,2 mio. kr. - dækkes af tilskudsdeklarationsmidlerne.

Udvalg om harmonisering af de nationale regler på ungdomsboligområdet
Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har nedsat et udvalg, der vil se på mulighederne for en harmonisering af reglerne på ungdomsboligområdet.

Teknik- og Miljøforvaltningen er repræsenteret i udvalget. Forvaltningen arbejder blandt andet for:

  • Så stor kommunal indflydelse som muligt på anvisningen af boliger i kommunen, herunder fordelingen mellem forskellige grupper (studerende, udsatte unge og udvekslingsstuderende), så boligudbuddet kan tilpasses aktuelle og lokale boligbehov.
  • Mulighed for at kommunen kan styre og træffe beslutninger om fælles anvisning af ungdomsboliger, herunder om regional anvisning i samarbejde med de øvrige kommuner i regionen.
  • Enkel og ubureaukratisk administration af reglerne på området.

Økonomi

Udgifterne til refusion af CIUs og KKIKs merudgifter i forbindelse med gennemførelsen af en forundersøgelse af mulighederne for at oprette en fælles ungdomsboligportal konteres på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Finansposter, funktion 8.45.47.5 i 2015. Se også tabellen nedenfor:

Tabel 1. Frigivelse af finansmidler

Udvalg

Aktivitet/projekt

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Beløb i kr.

År 2015

I alt

TMU

Merudgifter til gennemførelse af forundersøgelse vedr. oprettelse af fælles ungdomsboligportal

Finansposter

8.45.47.5

19.860

19.860

I alt

-

-

-

19.860

19.860

Der er i øjeblikket et mindreforbrug på ca. 2,7 mio. kr. fra den del af tilskudsdeklarationsmidlerne, der er afsat til initiativerne i Boligpakke 2, hvorfra ovenstående bevilling kan finansieres.

Videre proces

Forvaltningen vil i 2015 kontakte omegnskommunerne med henblik på at opnå tilslutning til en øget regional anvisning af ungdomsboliger. Initiativer på området afventer dog de nye regler for fælles anvisning, der forventes fremsat af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter i 2015.

I 2015 gennemfører Teknik- og Miljøforvaltningen sammen med Økonomiforvaltningen endvidere en evaluering af Københavns Kommunes ”Boligstrategi for unge og studerende i København 2012-2014”. Resultatet af dialogen med omegnskommunerne og forslag til nye regler på området vil indgå heri. Evalueringen af ungdomsboligstrategien forelægges politisk i løbet af 2015.




Pernille Andersen                                    / Torben Gleesborg

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Centralindstillingsudvalget (CIU) og Kollegiernes Kontor i København (KKIK) hver modtager yderligere 9.930 kr. som kompensation for afholdte merudgifter i forbindelse med en gennemført forundersøgelse af mulighederne for en fælles portalløsning. Udgiften på 19.860 kr. finansieres af tilskudsdeklarationsmidlerne på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Finansposter i 2015
  2. at der ikke arbejdes videre med at finansiere fællesanvisning med et ventelistegebyr i stedet for opkrævning over huslejen på kollegier og ungdomsboliger på grund af manglende lovhjemmel,
  3. at Teknik- og Miljøforvaltningen i 2015 indleder en dialog med omegnskommunerne om fælles anvisning af kollegier og ungdomsboliger
  4. at der dermed er gjort op med medlemsforslag fra Socialistisk Folkeparti (bilag 1)
  5. at arbejdet med at etablere en fælles portalløsning mellem CIU og KKIK sættes i bero, indtil der kommer nye statslige regler for fælles anvisning.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 15. december 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Udvalget afgav følgende protokolbemærkning:

”Teknik- og Miljøudvalget godkender indstillingen, idet det beklager, at CIU og KKIK ikke kan samarbejde bedre til gavn for de studerende.”

Beslutning

Dagsordenspunkt 18: Initiativer om anvisning af ungdomsboliger

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. januar 2015

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top