Ansøgning om tilskud fra skatteramme i ØA26
Københavns Kommune har mulighed for at søge finansieringstilskud til skattenedsættelser i 2026 fra skattepuljen i Aftalen om Kommunernes Økonomi for 2026 mellem regeringen og KL. Økonomiudvalget skal godkende, at Økonomiforvaltningen ansøger Indenrigs- og Sundhedsministeriet herom. En skattenedsættelse vil kunne indgå i forhandlingerne om budget 2026.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at det godkendes, at Københavns Kommune over for Indenrigs- og Sundhedsministeriet ansøger om tilskud fra skatterammerne relateret til Økonomiaftalen for 2026 svarende til en sænkelse af udskrivningsprocenten for indkomstskat i 2026 med 0,1 procentpoint fra 23,5 til 23,4.
Problemstilling
I budget 2025 blev udskrivningsprocenten for Københavns Kommune sænket med 0,1 procentpoint og i budgetaftalen for 2025 indgår en hensigtserklæring om, at der alt andet lige skal indgå en sænkelse i forhandlingerne om budget 2026.
Københavns Kommune har mulighed at opnå finansieringstilskud til en nedsættelse af indkomstskatten i 2026 fra skatterammen i Aftalen om Kommunernes Økonomi for 2026 mellem regeringen og KL (ØA26).
For at komme i betragtning til et tilskud til nedsættelse af indkomstskatten i 2026 skal Københavns Kommune ansøge Indenrigs- og Sundhedsministerieret herom senest den 25. august 2025. Det er ikke Økonomiforvaltningens forståelse, at Københavns Kommune er bundet af en eventuel tilkendegivelse om brug af skatterammen i budget 2026.
Løsning
Det fremgår af ØA26, at det er vigtigt for tilliden i aftalesystemet, at kommunerne samlet set overholder rammerne for kommunernes skattefastsættelse. For at understøtte skattenedsættelser i nogle kommuner, og derved give plads til at andre kommuner kan øge skatten tilsvarende, er der i ØA26 etableret en ramme til nedsættelser af indkomstskatten med tilskud i 2026 på op til 200 mio. kr.
For at komme i betragtning til et tilskud skal kommunerne inden budgetlægningen ansøge Indenrigs-og Sundhedsministeriet om at få andel i tilskuddet fra skatterammen. Tilskuddet fordeles endeligt på baggrund af kommunernes faktiske skattefastsættelse.
En sænkelse af udskrivningsprocenten med 0,1 procentpoint fra 23,5 til 23,4, vil isoleret set medføre et mindreprovenu på 164,2 mio. kr. for Københavns Kommune i 2026. Beregningen er baseret på det statsgaranterede udskrivningsgrundlag for 2026.
Et tilskud fra skattepuljen vil afhænge af hvor mange kommuner, der evt. søger om tilskud, men tilskudsprocenten kan højest udgøre 75 pct. af provenutabet i 2026, 50 pct. i 2027 og 2028 og 25 pct. i 2029. Ved en skattenedsættelse på 0,1 procentpoint kan tilskuddet for Københavns Kommune dermed maksimalt udgøre 123,1 mio. kr. i 2026.
Alle kommuner kan ansøge om tilskud fra rammerne til skattenedsættelser, der først fastsættes endeligt på baggrund af kommunernes ansøgninger. Derfor er det behæftet med usikkerhed, om, og i givet fald hvor stor en del af de endelige puljer, Københavns Kommune kan forvente at få andel i.
Økonomiforvaltningen gør opmærksom på, at et eventuelt tilskud til skattenedsættelse vil blive beregnet én gang for alle, og at tilskuddet vil bortfalde forholdsmæssigt, hvis kommunen i løbet af tilskudsperioden igen forhøjer skatten, samt at skattenedsættelser, hvor der ydes tilskud, ikke kan indgå i beregningen af kommunens frit lejde i tilskudsperioden tillagt et år.
Økonomi
De økonomiske konsekvenser er beskrevet ovenfor.
Videre proces
Hvis Økonomiudvalget beslutter at ansøge om tilskud til sænkelse af skatten vil Økonomiforvaltningen tilkendegive dette over for Indenrigs- og Sundhedsministeriet inden fristen den 25. august 2025. Økonomiforvaltningen udarbejder et budgetnotat til budgetforhandlingerne 2026 om sænkelse af udskrivningsprocenten med 0,1 procentpoint fra 23,5 til 23,4.
Søren Hartmann Hede / Nicolai Kragh Petersen
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. august 2025
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.