Mødedato: 12.05.2026, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Styrkelse af driftsstabiliteten på linje 2A

Se alle bilag

Linje 2A, der kører mellem Refshaleøen og Tingbjerg, har hen over vinteren oplevet store udfordringer med at opretholde driften med elbusser. Movia foreslår, at København og Frederiksberg Kommune bestiller et beredskab af otte af de for nylig udgåede gasbusser fra linje 5C for at sikre en mere stabil drift på linjen frem til kontraktens ophør i 2029. Økonomiudvalget skal tage stilling til, om Københavns Kommune skal godkende Movias forslag.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende en bestilling af otte gasbusser til beredskab på linje 2A,
  2. at merudgifterne til drift af gasbusserne på forventeligt 2,4 mio. kr. årligt i 2027-2029 indarbejdes i budgetforslaget for 2027. Samt at merudgifterne i 2026 på forventeligt 1,6 mio. kr. afregnes med Movia sammen med det samlede regnskabsresultat for 2026.

Problemstilling

Økonomiudvalget blev den 20. marts 2026 orienteret om driftsstatus på linje 2A, herunder at Movia arbejdede på en analyse af, hvad der skal til for yderligere at styrke driftsstabiliteten på linje 2A. Movia er nu vendt tilbage med en anbefaling til yderligere at styrke driftsstabiliteten på linje 2A frem til 2029, hvor kontrakterne på linjen ophører, jf. bilag 1.

Løsning

Den nuværende kontrakt på linje 2A udløber i december 2029. Movia har oplyst, at driften igen er stabil på linjen, men erfaringen viser, at det specielt i vintermånederne er svært at opretholde en tilfredsstillende drift på linjen pga. udfordringer med ladestanderne/pantograferne (to på Refshaleøen og to i Tingbjerg).

Movia oplyser, at der er følgende mulige løsninger for at sikre stabil drift på linje 2A:

Opsigelse af kontrakter

Movia oplyser, at det vil være meget dyrt at komme ud af de nuværende kontrakter, og det vil tage 1½ til 2 år at gennemføre et udbud og få nye elbusser på linje 2A. Dermed vil det ikke være til gavn for passagererne i de to kommende vinterperioder ud af de tre, der er tilbage i kontraktperioden.

Indkøb af 8 gasbusser til beredskab

Frederiksberg og København kan bestille et beredskab af otte af de gasbusser (7 driftsbusser + 1 reservebus), der har kørt på linje 5C frem til 29. marts 2026. De er 18 meter lange, som de nuværende elbusser på linje 2A, og kan dermed rumme lige så mange passagerer.

De otte gasbusser vil være et beredskab, som kan indsættes helt eller delvist, hvis der er problemer med elbusserne eller ladestanderne på linje 2A. Ved bestilling af beredskabet af otte gasbusser vil der – selv i worst case-situationer med nedbrud på alle fire ladestandere samtidig – være drift på linjen med en minimumsfrekvens på ca. 15 minutter mellem afgangene. 15 minutters frekvens er ca. halvdelen af den frekvens linje 2A kører i dagtimerne under normale forhold (ca. 8 minutter).

Movia oplyser, at nedbrud på alle fire ladestandere samtidig kun er sket yderst sjældent og selv i den seneste meget ustabile periode kun er stået på i få minutter.

I perioder uden større nedbrud på ladestanderne vil busoperatøren fortsat skulle køre med elbusser. For at kunne anvende gasbusserne som beredskab, vil gasbusserne dog løbende skulle køre på linjen (motionering). Passagererne vil derfor opleve, at der nogle gange kommer en gasbus på linje 2A i stedet for en elbus. Det betyder også, at i perioder, hvor der ikke er større nedbrud på ladestanderne, vil busoperatøren blive sanktioneret med bod, hvis de kører med gasbus (motionering) på mere end ét vognløb pr. dag (et vognløb er her en planlagt, sammenhængende rute, som én specifik bus udfører i løbet af en arbejdsdag).

Hvis København og Frederiksberg ønsker at bestille denne løsning, skal det meddeles Movia inden udgangen af maj, da busoperatøren ellers vil videresælge de otte gasbusser. I aftalen er der en opsigelsesmulighed med seks måneders varsel, så der kan evalueres på brugen af gasbussernes efter f.eks. et år. Kommunerne vil derved have mulighed for at komme ud af aftalen, hvis driften på elbusser og ladestandere på linje 2A bliver stabil. Dette vil kræve enighed mellem de to kommuner.

Frederiksberg Kommune følger Movias anbefaling og indstiller en løsning med bestilling af beredskab af otte gasbusser på sit Miljø- og Trafikudvalg den 11. maj og i Magistraten den 1. juni.

Potentiale for besparelse på eventkørsel

Hvis der indgås aftale om bestilling af de otte gasbusser, forventer Movia, at København kan opnå fordelagtige priser på eventkørsel, hvor der indsættes ekstrabusser til fx Distortion og Copenhell på Refshaleøen, og anden ekstrakørsel, der kan gennemføres med 18 meter busser. Det skyldes, at Movia vil indgå aftale med operatøren på linje 2A (GoCollective) om, at gasbusserne i sommerperioden, hvor elbusserne på linje 2A er mere robuste over for eventuelle pantografnedbrud, vil kunne anvendes til andre ture end linje 2A. De fordelagtige priser forventer Movia at kunne opnå fra 2027, da eventkørslen i 2026 aktuelt er i udbud.

Økonomi

Bestilling af beredskabet på otte gasbusser vil give en merudgift for Frederiksberg og København:

  • Der vil være en engangsudgift for klargøring af kørsel med gasbusser på linje 2A. Tilretning af gasterminal mv.
  • Der vil være en fast årlig pris for at holde beredskabet med gasbusser klar.
  • Der vil være en variabel pris for de perioder, hvor der bliver behov for drift med gasbusserne. Det er svært at vurdere, hvor ofte det vil ske, men med de hidtidige erfaringer vurderer Movia, at der skal køres med gasbusser i ca. 1-2 måneder i alt i løbet af et år.

 

Tabel 1. Fordeling af meromkostninger mellem kommuner

1.000 kr.

Frederiksberg

København

Engangsudgift minimum

47

198

Årlig fast pris for beredskab

495

2.112

Eksempel på pris for fuld drift med 7 gasbusser i én måned

30

127*

Note: *Prisen er baseret på en merpris på gas i stedet for el på 48 kr. pr. køreplanstime (oplyst af operatøren til Movia i marts 2026)

Tabel 2 nedenfor viser den forventede udgift fordelt over årene for Københavns Kommune baseret på to måneders kørsel om året. Udgifterne er dog et estimat og kan variere over årene ift. til faktiske behov for kørsel, gaspriser mv.

Tabel 2. Udgiftsoverblik

1.000 kr.

2026

2027-2029

Engangsudgift minimum

198

-

Årlig fast pris for beredskab

1.232*

2.112

Drift af 7 gasbusser i 2 måneder

127**

254

I alt

1.557

2.366

Note: Estimat af årlige udgifter til beredskabsbusser på linje 2A. *Første år skal der betales for beredskab i syv måneder ved kontraktindgåelse i juni 2026. **Der er forudsat én måneds drift i 2026.

Merudgifterne i 2026 på forventeligt 1,6 mio. kr. kan håndteres sammen med afregningen for regnskabet for 2026. Typisk indarbejdes evt. merbetaling i budgettet for 2028, men Movia kan også give mulighed for, at kommunerne kan afregne i indeværende år.

Fra 2027 til og med 2029 indarbejdes udgifterne i budgetforslaget i forbindelse med den årlige tilpasning af busbudgettet på baggrund af Movias budgetforslag.

Videre proces

Godkender Borgerrepræsentationen indstillingen, vil Økonomiforvaltningen meddele Movia, at Københavns Kommune ønsker at følge Movias anbefaling om bestilling af beredskab af otte gasbusser på linje 2A. I forbindelse med Økonomiudvalgets førstebehandling af kommunens budget, vil de bevillingsmæssige konsekvenser blive indarbejdet i betalingen til Movia sammen øvrige korrektioner på baggrund af Movias budget.

 

Søren Hartmann Hede    / Nanna Westerby Jensen
Til top