Mødedato: 11.06.2002, kl. 15:00

Redegørelse om kompetenceudvikling i Københavns Kommune - Udsat - (Indstilling samt bilag tidligere udsendt)

Redegørelse om kompetenceudvikling i Københavns Kommune - Udsat - (Indstilling samt bilag tidligere udsendt)

for mødet «MDAT» kl

Økonomiudvalget

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 11. juni 2002


J.nr. ØU 134/2002

2. Redegørelse om kompetenceudvikling i Københavns Kommune - Udsat - (Indstilling samt bilag tidligere udsendt)

INDSTILLING OG BESLUTNING

Økonomiforvaltningen indstiller,

  • at Økonomiudvalget godkender den foreslåede vision om kompetenceudvikling,
  • at Økonomiudvalget godkender de foreslåede indsatsområder, herunder at første fase i det kommende arbejde med den overordnede kompetenceudvikling i Kommunen tager afsæt i visionen om kompetenceudvikling,
  • at Økonomiudvalget anbefaler forvaltningerne at tage stilling til, hvordan de foreslåede indsatsområder kan gennemføres,
  • at Økonomiudvalget godkender, at Økonomiforvaltningen overfor forvaltningerne tager initiativ til at styrke
  1. en generel fælles lederuddannelse,
  2. videndeling i kommunen, samt
  3. indsatsen for de kortuddannedes kompetenceudvikling.

Dette skal foregå på baggrund af en nærmere analyse af PLS-rapporten og med henblik på iværksættelsen af konkrete aktiviteter.

  • at behovet for afsættelse af midler til at iværksætte, koordinere og understøtte det overordnede arbejde med kompetenceudvikling i Københavns Kommune, som denne redegørelse afføder, indtænkes i forhandlingerne om budgetforslaget for 2003.

Økonomiudvalgets beslutning den 28. maj 2002

Udsat ved mødets start.

 

Økonomiudvalgets beslutning: Ø havde fremsat følgende ændringsforslag:

"Alternativ til visionen:

At sikre attraktive arbejdspladser præget af effektivitet, samarbejde og udvikling, og hvor initiativ, helhedsvurderinger, engagement og ansvar skal kunne udfolde sig og blive udnyttet i det daglige arbejde.

At vedligeholde og forbedre medarbejdernes faglige, sociale og personlige kompetencer, således at de hele tiden kan bidrage til at opfylde organisationens værdier og mål.

At sikre kommunen er attraktiv for borgerne, fordi kompetente medarbejdere leverer serviceydelser, der løbende tilpasser sig borgernes behov, demonstrerer åbenhed, ligeværd, tillid og gensidig respekt og inddrager borgerne gennem dialog.

Opstilling af mål:

Fraværende i indstillingen. Følgende er ideer:

  • Alle medarbejdere skal have mindst en uges systematisk vidensdeling gennem besøg, konferencer m.m. og efter- og videreuddannelse. (bedre mål end penge kirol/amu)
  • Dannelse af netværk med henblik på inspiration og vidensdeling, som rækker ud over den snævre arbejdsplads
  • Synliggørelse af kompetenceudviklingen, opstilling af kompetenceudviklingsmål og -planer på alle niveauer og systematisk evaluering
  • Bredere rekruttering og bedre fastholdelse af medarbejdere, f.eks. målt gennem antal ansøgere til en stilling og formindskelse af andelen af medarbejdere, som forlader en fast stilling inden for 2 år efter ansættelsen.

Indsatsområder:

  • Udvikling i videndelingen i kommunen
  • En generelt styrkelse af medarbejdernes og især de kortuddannedes kompetenceudvikling
  • En styrkelse af ledelsesudviklingen bl.a. gennem fælles fokusområder og elementer i lederuddannelserne.

Høring af de faglige organisationer, herunder indtænkning af krav i overenskomsterne.

BR-behandling i forbindelse med budgettet".

Der blev foretaget afstemning om det af Ø fremsatte forslag:

For stemte 6 medlemmer: V, F og Ø.

Imod stemte 6 medlemmer: A, B, O og D.

Forslaget var dermed bortfaldet som følge af stemmelighed.

Udvalget godkendte derefter indstillingen med den ændring, at nr. 1 i 4. at udgår og erstattes med 3. pind under "indsatsområder" i Ø's forslag, samt med bemærkning om, at kompetenceudvikling skal indgå som tema i budgetbehandlingen.

 

Behandling: Iværksættes.

RESUME

I denne indstilling fremlægges redegørelse om kompetenceudvikling i Københavns Kommune.

Redegørelsen indeholder en status på, hvordan det står til med kompetenceudviklingen, overvejelser om fremtidens behov på området samt forslag til indsatsområder.

Konklusionerne i redegørelsen er baseret på en antagelse af, at kompetenceudvikling får størst værdi, når der arbejdes systematisk og strategisk med den.

Det billede, der tegner sig i Københavns Kommune er, at der kompetenceudvikles på livet løs – og at det gøres forskelligt afhængig af, hvor man befinder sig i Kommunen. Der bruges også ganske mange ressourcer til kompetenceudvikling. Undersøgelsen viser, at der i hvert fald anvendes 1% af den samlede lønsum til udvikling – og det må karakteriseres som tilfredsstillende. Knap så godt går det med at sikre, at kompetenceudviklingen sker strategisk og systematisk.

Det foreslås, at der opstilles følgende vision for kompetenceudviklingsarbejdet i Kommunen som helhed:

 

 

Københavns Kommune skal være en kompetent kommune. Det betyder, at kompetenceudvikling i kommunen skal

  • sikre attraktive arbejdspladser præget af effektivitet, samarbejde og udvikling med afsæt i forvaltningerne
  • sikre markedsværdien hos medarbejderne båret af såvel faglige som personlige kompetencer og
  • sikre, at kommunen er attraktiv for borgerne, fordi kompetente medarbejdere leverer serviceydelser, der løbende tilpasser sig borgernes behov

 

I konsekvens heraf kan det udledes, at der er behov for en indsats på følgende områder:

  • Styrk kompetenceudvikling som strategisk og systematisk disciplin. Indled med at skabe et fælles sprog på området.
  • Styrk ledelse i forhold til kompetenceudvikling, herunder lederens egen kompetenceudvikling, udbredelsen af ledelsesværktøjer om strategisk og systematisk kompetenceudvikling, samt ledernes kompetence til at inddrage medarbejderne.
  • Styrk videndeling i kommunen.
  • Legalisér kompetenceudvikling – både i ord og handling. Visioner om kompetenceudvikling skal følges op med ressourcer.

Sæt fokus på de kortuddannedes kompetenceudvikling.

Det er forvaltningernes ansvar at prioritere og gennemføre de opregnede indsatsområder på lige fod med de øvrige opgaver i forvaltningsregi.

Økonomiforvaltningens overordnede opgave i den forbindelse er at igangsætte, koordinere og understøtte processen med inspiration, sparring, rådgivning og udvikling af værktøjer om kompetenceudvikling.

Herudover vil Økonomiforvaltningen tage initiativ til overfor forvaltningerne at iværksætte konkrete aktiviteter til at styrke

  1. en generel fælles lederuddannelse
  2. videndeling i Kommunen samt
  3. indsatsen for de kortuddannedes kompetenceudvikling.

Der er tale om en langsigtet proces, hvor denne redegørelse med formuleringen af en overordnet vision skal ses som første fase i opnåelsen af en kompetenceudvikling, der er strategisk og systematisk.

Økonomiforvaltningen vil evaluere forvaltningernes arbejde med gennemførelsen af indsatsområderne og sammen med resultatet af de konkrete aktiviteter vedrørende en generel fælles lederuddannelse, videndeling og de kortuddannedes kompetenceudvikling forelægge resultatet for Økonomiudvalget.

De faglige organisationer har løbende været inddraget i processen, og de vil ligeledes blive inddraget i det videre arbejde.

 

Til top