Mødedato: 11.04.2000, kl. 15:00

Indgåelse af aftale mellem Københavns Kommune og Staten om principperne for byggeri af skuespilhus på Turbinehalsgrunden.

Indgåelse af aftale mellem Københavns Kommune og Staten om principperne for byggeri af skuespilhus på Turbinehalsgrunden.

for mødet «MDAT» kl

Økonomiudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 11. april 2000

 

 

J.nr. ØU 108/2000

 

8. Indgåelse af aftale mellem Københavns Kommune og Staten om principperne for byggeri af skuespilhus på Turbinehalsgrunden.

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler

at Borgerrepræsentationen godkender den med Kulturministeren indgåede aftale med henblik på, at de indledende forberedelser til byggeriet kan igangsættes, og at Kulturministeriet og kommunen senere tiltræder en mere detaljeret, juridisk bindende aftale herom.

 

RESUME

Efter forhandlinger mellem Kulturministeriet og kommunen er udarbejdet en aftale (hensigtserklæring) om, at der opføres et nyt skuespilhus for Det Kongelige Teater på en del af ejendommen, hvor Gothersgade El- og Varmeværk er beliggende i dag. Aftalen indeholder de foreløbige vilkår for parternes deltagelse i processen og hovedretningslinierne for de økonomiske omkostninger, men forudsætter, at såvel Staten som kommunen senere i år tiltræder en mere detaljeret aftale herom.

 

SAGSBESKRIVELSE

Efter at repræsentanter fra Københavns Borgerrepræsentation på et møde i Kulturministeriet den 20. april 1999 udtrykte tilslutning til et byggeri af et nyt skuespilhus på grunden mellem Borgergade og Adelgade, besluttede et flertal af Folketingets partier den 22. april 1999, at et sådant byggeri skulle realiseres, men at den endelige placering og byggeriets udformning måtte afhænge af Københavns Kommunes medfinansiering af det endelige projekt.

Det nu foreliggende aftaleudkast er forhandlet mellem repræsentanter fra Økonomiforvaltningen, Bygge- og Teknikforvaltningen og Københavns Energi, samt repræsentanter fra Kulturministeriet og Forskningsministeriets Byggedirektorat.

Der har været flere forskellige forslag om byggeriets nærmere placering til drøftelse, men ministeriet anser den nu foreliggende løsning for mest hensigtsmæssig. Forslaget indebærer, at skuespilhuset etableres på grunden mellem Borgergade og Adelgade med en facadeløsning, der strækker sig op langs Borgergade mod Gothersgade og middelalderbyen, og at Københavns Energi samler deres aktiviteter i området på et mindre areal.

Der vil senere i år blive udarbejdet en mere detaljeret, juridisk bindende aftale mellem parterne.

Økonomi

Forslaget medfører, at Københavns Kommune stiller byggegrunden gratis til rådighed for Staten. Grunden repræsenterer en handelsværdi på ca. 63 mio. kr. Yderligere forventes kommunen at skulle bidrage med omlægning af vejarealerne efter en nærmere vurdering/projektering til et anslået rammebeløb på ca. 20 mio. kr.

Københavns Energi afholder udgifter til asbestoprydning i en af de bygninger, der nedrives til et anslået beløb på 50 mio. kr. Endelig udgøres kommunens andel af omkostningerne af en generel oprydning for forurening på ejendommen indenfor et maksimalt beløb af 5 mio. kr.

Alt i alt forventes kommunens samlede bidrag til byggeriets gennemførelse at ville udgøre en kapitaliseret værdi på knap 140 mio. kr.

Staten afholder øvrige udgifter, som - udover opførsel af skuespilhuset - vil være nedrivning af bebyggelse på grunden samt anlæg af de ubebyggede arealer på grunden og tilslutning til de omliggende veje.

I alt en forventet omkostning på ca. 750 mio. kr. Heraf vil Københavns Energi få tilført et beløb på ca. 76 mio. kr. til flytning af de eksisterende anlæg og ledninger, hvilket er nødvendigt for byggeriets gennemførelse.

Andre konsekvenser

Kommunen forpligter sig til at tilvejebringe det fornødne plangrundlag - kommuneplantillæg og lokalplan - til gennemførelse af et byggeri. Staten vil udskrive en arkitektkonkurrence om byggeriet. Resultatet af konkurrencen og planforslagenes endelige vedtagelse forudsættes koordineret.

Staten forpligter sig til at skaffe et antal parkeringspladser, som Københavns Energi kan anvende - som kompensation for en del af de pladser, der er på grunden i dag. Pladserne forventes at kunne tilbydes Københavns Energi i et parkeringsanlæg i Adelgade på markedsvilkår.

Forslaget indebærer, at en nyopført ejendom på hjørnet af Gothersgade og Borgergade skal erhverves af Staten med henblik på nedrivning. Forslaget kan i øvrigt få konsekvenser for friareal- og lysforholdene for en Andelsboligforening på naboejendommen til den ejendom, der forudsættes nedrevet. Der vil - i det omfang der nedlægges helårsbeboelse - blive tilvejebragt erstatningsboliger af Staten.

Der kræves speciel hjemmel til, at kommunen kan overlade byggegrunden til Staten samt til, at Staten kan erhverve yderligere ejendomme i området, der måtte blive nødvendige af hensyn til byggeriet. Denne hjemmel vil blive tilvejebragt af Staten.

 

BILAG

Udkast til aftale

 

 

Kurt Bligaard Pedersen

/Paul Sax Møller

 

 

Til top