Mødedato: 10.12.2019, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Aktivering af Økonomiudvalgets akutpulje til øget brug af SSP beredskab

Økonomiudvalget skal tage stilling til, om udvalgets akutpulje skal aktiveres som konsekvens af det øgede beredskab som SSP bidrager med i forbindelse med demonstrationer afholdt af partileder for Stram Kurs, Rasmus Paludan.

SSP har anmodet om udmøntning af 200.000 kr. til de mange indsatser, som det indtil videre har krævet - og forventes fortsat at kræve - fra henholdsvis Socialforvaltningen (primært Københavnerteamet) og Børne- og Ungdomsforvaltningens klubber.

Økonomiforvaltningen vurderer, at ansøgningen fra SSP-sekretariatet opfylder kriterierne for at kunne bevilges midler fra akutpuljen.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,    

  1. at det godkendes, at der bevilges 200.000 kr. fra Økonomiudvalgets akutpulje til Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen til øget beredskab ved demonstrationer afholdt af partileder for Stram Kurs, Rasmus Paludan. 

Problemstilling

Rasmus Paludan og hans parti Stram Kurs afholder løbende demonstrationer i flere bydele af København. I SSP-regi udføres et omfattende arbejde med at forhindre, at unge over og under 18 år involverer sig i eventuelle uroligheder afledt af Rasmus Paludans demonstrationer.

Rasmus Paludan har i oktober 2019 afhold 21 demonstrationer mod Københavns Politis overtrædelse af grundlovens § 79. Københavns Politi har ved alle disse demonstrationer anmodet om SSP-beredskab i kommunalt regi. Københavns Politi har til SSP sekretariatet oplyst, at Rasmus Paludan planlægger at afholde demonstrationer i København alle dage i hele november og december 2019, og politiet har derfor planlagt et beredskab derefter. Københavns Politi anmoder også i den forbindelse SSP om et beredskab i kommunalt regi. Via en tæt koordinering mellem SSP-parterne skal der i forbindelse med hver demonstration arrangeres koordinerede indsatser, som kan sikre tryghed blandt byens unge samt forældre og øvrige borgere.

Hvis det høje beredskab skal fastholdes, har SSP-sekretariatet skønnet, at der er behov for at aktivere Økonomiudvalgets akutpulje. De mange indsatser har indtil videre krævet - og forventes fortsat at kræve - mange ressourcer fra henholdsvis Socialforvaltningen (primært Københavnerteamet) og Børne- og Ungdomsforvaltningens klubber. Der er i forbindelse med demonstrationerne et øget behov for agilt at kunne mobilisere sig, idet Københavns Kommune med meget kort varsel bliver informeret om tid og sted for demonstrationerne.

Løsning

SSP ansøger om en udmøntning på 200.000 kr. til at dække en del af de øgede omkostninger til medarbejderressourcer, som Rasmus Paludans demonstrationer indtil videre har krævet og fortsat forventes at kræve.

Det er Sikker By styregruppens indstilling, at der i den aktuelle situation er behov for at aktivere akutpuljen. Sikker By styregruppen består af ledelsesrepræsentanter fra alle forvaltninger, SSP og Københavns Politi.

Økonomiudvalgets akutpulje

I Budget 2019 blev der bevilget 300 t. kr. i driftsmidler til en akutpulje under Økonomiudvalget, som kan anvendes til særlige, akutte indsatser med kriminalpræventivt eller tryghedsskabende formål. Sikker By styregruppen udmøntede 20. maj 2019 100.000 kr. til Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen til merudgifter i forbindelse med håndtering af Rasmus Paludans demonstrationer.

Økonomiforvaltningen er bekendt med Københavns Politi anmodning om SSP beredskab i kommunalt regi. Økonomiforvaltningen er enig i SSP's vurdering af, at de mange indsatser forventes fortsat at kræve mange ressourcer fra henholdsvis Socialforvaltningen (primært Københavnerteamet) og Børne- og Ungdomsforvaltningens klubber.

Økonomiforvaltningens vurdering af ansøgningen

Økonomiforvaltningen vurderer, at ansøgningen fra SSP-sekretariatet opfylder kriterierne for at kunne bevilges midler fra Økonomiudvalgets akutpulje til de øgede medarbejderressourcer i forbindelse med Rasmus Paludans demonstrationer.

Økonomiforvaltningen indstiller derfor, at ansøgningen imødekommes med det ansøgte beløb på 200.000 kr.

Økonomi

De 200.000 kr. fordeles med henholdsvis 160.000 kr. til Socialforvaltningen og 40.000 kr. til Børne- og Ungdomsforvaltningen. Afregningen af midlerne sker internt mellem udvalgene efter godkendelse af indstillingen.

Alle bevilgede driftsmidler i akutpuljen for 2019 vil dermed være brugt.

Videre proces

Hvis Økonomiudvalget godkender denne indstilling, vil Økonomiforvaltningen indgå en aftale med SSP-sekretariatet om udmøntning af midlerne.

 

Søren Hartmann Hede     / Søren Tegen Pedersen

Beslutning

Dagsordenspunkt 6: Aktivering af Økonomiudvalgets akutpulje til øget brug af SSP-beredskab (2019-0305586)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 10. december 2019

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top