Dispositionsforslag for skybruds- og klimatilpasning på Bellahøjvej/Brønshøjvej, Vanløse
Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.
I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til dispositionsforslag for Bellahøjvej/Brønshøjvej, der kombinerer indsatser for skybrudssikring, sikre skoleveje, vejgenopretning og begrønningstiltag. Projektet er udpeget som en del af den samlede skybrudsplan for København. Projektet bidrager til at håndtere store mængder skybrudsvand og derved forebygge oversvømmelser syd for Bellahøjvej. Krydset ved Bellahøjvej/Brønshøjvej mangler sikre krydsningsmuligheder, hvorfor krydset indsnævres, oversigtsforholdene forbedres og farten begrænses på Bellahøjvej/Brønshøjvej via begrønningstiltag. Projektet vurderes at opfylde formålet med de tre indsatser ligesom Vanløse Lokaludvalg støtter indsatserne.
Tidligere beslutninger
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at der frigives en anlægsbevilling på 2,6 mio. kr. til ” Sikre Skoleveje ved Rødkildeskole” på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. økonomiafsnittet og bilag 6.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at Teknik-og Miljøudvalget efter udmøntningen af anlægsbevillingen fortsat overholder udvalgets samlede anlægsmåltal.
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Problemstilling
Bellahøjvej og Brønshøjvej er udpeget i Masterplan Grøndalsparken som en vital del af skybrudssikringen i Vanløse. Strækningen er præget af forældet infrastruktur og uhensigtsmæssige forhold for cyklister og fodgængere, som gør krydset Bellahøjvej/Brønshøjvej utrygt og farligt. Projektet er en del af den samlede skybrudsplan for København (BR 26. november 2015), og har opnået finansiering via skybrudsprojektpakke 2023 med 18,2 mio. kr. (BR 21. september 2023).
Der er afsat midler henholdsvis til ”Sikre Skoleveje ved Rødkildeskole - nære tiltag”, som omfatter krydsningspunkter i krydset Bellahøjvej/Brønshøjvej, i alt 3,8 mio. kr. i Budget 2024 (BR 5. oktober 2023) (A, B, C, F, I, O og V), og til Bedre byrum ved Bellahøjvej/Brønshøjvej, som er med til at sikre yderligere byrumsforbedring og begrønning, i alt 2,3 mio. kr. (BR 29. januar 2025). Desuden forventes i synergi til skybrudsprojektet udført genopretning af 330 m af Bellahøjvej, såfremt der ultimo 2025 afsættes midler hertil jf. delafsnit ”Genopretning”.
Løsning
Skybruds-og Klimatilpasningsprojekt
Formålet med projektet er at forbygge oversvømmelser i området med fokus på området syd for Bellahøjvej ned mod Vanløse bymidte. Strækningen på Bellahøjvej til Brønshøjvej er ca. 330 m lige vejstrækning med parallelparkering på begge sider. Brønshøjvej fra Fuglesangs Allé til Bellahøjvej er ca. 310 m med parallel-parkering på begge sider. For at opnå den fornødne volumen på 2000 m3 er det nødvendigt at anlægge grønne vejbede, med underliggende faskiner. Hverdagsregn vil blive tilbageholdt i nyetablerede grønne vejbede, mens skybrudsvand vil blive ledt til faskiner under Bellahøjvej og Brønshøjvej, samt et mindre grønt privat område ved krydset Bellahøjvej/Slotsherrensvej. Skybrudsdelen finansierer i alt 22 klimabede som sammen med tiltag finansieret af den øvrige begrønningspulje, er med til at gadestrækningerne får et mere markant grønt udtryk. Det er forudsat, at der kan etableres en lavning på privat areal, som en integreret del af skybrudsløsningen. Der har været positiv tilkendegivelse fra Grundejerforeningen som ejer grunden i dag, ift. etablering af en lavning. Arealet er i dag driftet af Københavns kommune, på grund af placering af bunkers. Der udestår dog en endelig aftale om etablering af skybrudsbassin på privat areal.
Skybrudsdelen finansieres af HOFOR’s spildvandstakster, der muliggør en skybrudssikring op til et 100 års serviceniveau jf. gældende skybrudsplan, såfremt projektet er påbegyndt fysisk anlæg inden 1. januar 2027.
Genopretning
Vejbanen på Bellahøjvej, samt fortove og kantsten på den nordlige side af Bellahøjvej, genoprettes 1:1 for at bringe vejen op til moderne standard, såfremt Borgerrepræsentationen i december 2025 frigiver 14,9 mio. kr. hertil som en del af Genopretningsrammen 2028. Hvis der ikke bevilliges midler til Genopretningsramme, udføres skybrudsprojektet uden genopretningsdelen.
Trafikregulerende tiltag
Rødkilde Skole oplyser, at der særligt i morgen- og i eftermiddagstimerne er meget trafik til og fra skolen, og at krydset Bellahøjvej/Brønshøjvej mangler sikre krydsningsmuligheder. Forvaltningen vurderer, at der er et krydsningsbehov, hvor vejens udformning og kraftige hældning skaber dårlig oversigt og høje hastigheder særligt for cyklister. Krydset indsnævres, og oversigtsforholdene forbedres ved etablering af støttepunkter, indsnævring af krydset og etablering af overkørsler ved Brønshøjvej og Dybendalsvej. Formålet er således at forbedre trafiksikkerheden for fodgængere og cyklister. Vejbede beplantet med græsser og blomster vil understøtte gadens grønne udtryk og placeres på en måde, så de får en hastighedsdæmpende funktion. Yderligere etableres to støttepunkter samt en ny overkørsel mellem Bellahøjvej og Brønshøjvej, som giver fodgængere og cyklister øget sikkerhed og giver større opmærksomhed imellem trafikanterne.
Begrønning
Der anlægges i alt ni træer og otte grønne bede med ”Bevilling til grønne initiativer og byrum” fra Budget 2025 (BR 3. oktober 2024) (A, B, F, I, O, V og Ø), jf. bilag 7. Der var oprindeligt bevilliget midler til 10 træer, men pga. underliggende ledninger mv. har det ikke været muligt at indpasse det sidste træ i projektet. De grønne tiltag og i særdeleshed træerne vil skabe en ny oplevelse af byrummet, som kan understøtte et lokalt byliv.
Høring
Dispositionsforslaget har været i høring hos Vanløse Lokaludvalg fra den 18. september til den 23. oktober 2025. Lokaludvalget fulde høringssvar fremgår af bilag 5.
Vanløse Lokaludvalg udtrykker overordnet støtte til projektet og peger i deres høringssvar på følgende forhold, at der:
- Udarbejdes en samlet tidsplan for trafikafviklingen i anlægsperioden, særligt i lyset af samtidige arbejder på Sallingvej og Bellahøjvej.
- Indarbejdes en jævn belægning i overkørsler, fx ved brug af jetslebne brosten.
- Anvendes støjdæmpende og lys asfalt med hvidt tilslag.
- Ved renovering af fortove på nordsiden af Bellahøjvej overvejes grus i stedet for asfaltkant.
Forvaltningens bemærkninger
- Forvaltningen arbejder på at udbyde begge projekter samlet til én entreprenør for at sikre en koordineret anlægsfase og en samlet plan for trafikafvikling.
- Forvaltningen vil indarbejde jetbrændte brosten i det endelige projekt.
- Forvaltningen har i en årrække anvendt lyst tilslag og støjdæmpende asfalt i slidlag, og dette vil også blive anvendt på Bellahøjvej.
- Forvaltningen vil tage forslag om grus med i den videre projektering med rådgiver og entreprenør.
Parkering
Der vil i det samlede projektområde, der ligger uden for betalingszonen, blive nedlagt og erstattet p-pladser, så der i alt vil være tre pladser mere end i dag. Det forventes, at der nedlægges 18 p-plader på Bellahøjvej, som reetableres på Brønshøjvej, hvor der tilføjes tre yderligere parkeringspladser. Bellahøjvej går således fra at have 67 p-pladser til 49, mens Brønshøjvej går fra 56 til 77 p-pladser.
Træer
I projektområdet er der 14 træer. Projektet planter yderligere ni træer på Bellahøjvej og Brønshøjvej. Forvaltningen vil i den forbindelse plante hjemmehørende arter, som harmonerer med eksisterende beplantning.
Politisk handlerum
Det kan besluttes, at
- Henvise finansiering til Overførselssagen 2025-2026 på yderligere begrønning på et areal svarende til tre parkeringspladser, så der ikke oprettes flere parkeringspladser end der nedlægges i projektet.
- Erstatningsparkeringen på Brønshøjvej og Bellahøjvej etableres med en minimumsbredde på 2,0 m frem for dispositionsforslagets 2,3 m. Det vil give en øget plads til begrønning, da vejbede kan blive op til 30 cm bredere, og det vil virke yderligere fartdæmpende, da vejbanen bliver smallere, hvilket dog medfører mindre plads til forbikørende biler ift. parkerede biler.
Større projektændringer, der medfører omprojektering, fx ændring af vejbede, kan betyde, at projekts tidsplan forsinkes og dermed ikke kan nå anlægsstart inden 2027, hvorved finansieringen af skybrudsdelen mistes.
Økonomi
Borgerrepræsentationen vedtog 21. september 2023 at igangsætte seks skybrudsprojekter i Vanløse som del af skybrudsprojektpakke 2023, herunder at afsætte og frigive 18,2 mio. kr. (2024 p/l) til Bellahøjvej.
I Budget 2024 blev der afsat 3,8 mio. kr. (2024 p/l) til ”Sikre Skoleveje ved Rødkildeskole - nære tiltag”. Heraf blev 1,3 mio. kr. stjernemarkeret og dermed frigivet ved budgetvedtagelsen. I forbindelse med 3. anlægsoversigt (BR 13. november 2025) blev der yderligere afsat og frigivet 0,2 mio. kr. (2026 p/l) til projektet. Men denne indstilling skal de resterende 2,5 mio. kr. (2024 p/l) frigives. Det svarer til 2,6 mio. kr. i 2026 p/l, jf. bilag 6.
På Borgerrepræsentationens møde 29. januar 2025 blev der yderligere afsat og frigivet 2,3 mio. kr. (2025 p/l) til ”Bedre byrum ved Bellahøjvej/Brønshøjvej”, som er med til at sikre yderligere byrumsforbedring og begrønning.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, igangsætter forvaltningen detailprojekteringen af projektet, som sendes i udbud til ultimo 2025. Det fysiske anlægsarbejde forventes igangsat sommeren 2026 og projektet ibrugtages sommeren 2028.
Søren Wille / Peter Højer
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at dispositionsforslaget danner grundlag for den videre detailprojektering samt anlæg af projektet Bellahøjvej/Brønshøjvej i Vanløse, jf. bilag 4.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at der frigives en anlægsbevilling på 2,6 mio. kr. til ” Sikre Skoleveje ved Rødkildeskole” på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. økonomiafsnittet og bilag 6
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 24. november 2025
Skamløse Demokrater stillede følgende ændringsforslag (ÆF1) som tilføjelse til 1. at-punkt:
”dog således, at de tre parkeringspladser udgår, så der ikke oprettes flere pladser end der nedlægges.”
Ændringsforslaget (ÆF1) blev forkastet med 4 stemmer mod 6. 1 undlod at stemme.
For stemte: T og Ø
Imod stemte: A, B, C og V
Undlod at stemme: F
Socialistisk Folkeparti stillede følgende ændringsforslag (ÆF2) som tilføjelse til 1. at-punkt:
”dog således, at erstatningsparkering på Brønshøjvej og Bellahøjvej etableres med en minimumsbredde på 2,0 m frem for dispositionsforslagets 2,3 m, jf. politisk handlerum.”
Ændringsforslaget (ÆF2) blev vedtaget med 8 stemmer mod 3. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, T og Ø
Imod stemte: C og V
Den således ændrede indstillings 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning.
Indstillingens 2. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Det Konservative Folkeparti glæder sig over projektet, som viser, at intelligente løsninger kan sikre både parkeringspladser og sikre skoleveje.”