Mødedato: 09.09.2025, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Ændring af Københavns Kommunes styrelsesvedtægt - Valg af medlemmer til det regionale sundhedsråd

Se alle bilag

Med sundhedsreformen oprettes 17 sundhedsråd i regionerne fra 1. januar 2027. Allerede 1. januar 2026 oprettes forberedende sundhedsråd som skal fungere frem til 31. december 2026. Københavns Kommune skal besætte tre pladser i det regionale sundhedsråd og i det forberedende sundhedsråd. Alle kommuner skal senest den 1. november 2025 have fastsat bestemmelser i kommunens styrelsesvedtægt om kommunens repræsentation i sundhedsrådet.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at det godkendes, at overborgmesteren, sundheds- og omsorgsborgmesteren og socialborgmesteren bliver medlemmer af det forberedende sundhedsråd og det kommende Sundhedsråd Hovedstaden,
  2. at det godkendes, at børne- og ungdomsborgmesteren er første stedfortræder for overborgmesteren, socialborgmesteren og sundheds- og omsorgsborgmesteren i nævnte rækkefølge, 
  3. at det godkendes, at anden stedfortræder for overborgmesteren er næstforpersonen for Økonomiudvalget, at anden stedfortræder for sundheds- og omsorgsborgmesteren er næstforpersonen for Sundheds- og Omsorgsudvalget, og at anden stedfortræder for socialborgmesteren er næstforpersonen for Socialudvalget, 
  4. at ændringerne i Københavns Kommunes styrelsesvedtægt, som beskrevet i løsningsafsnittet, godkendes, jf. bilag 1 og 2, 
  5. at det godkendes, at 4. at-punkt oversendes til 2. behandling i Borgerrepræsentationen, jf. den kommunale styrelseslov § 2, stk. 2, med henblik på ikrafttræden den 1. november 2025, 
  6. at sundheds- og omsorgsborgmesteren udpeges til at være Københavns Kommunens observatør i øvrige regionale sundhedsråd.  

Problemstilling

Med sundhedsreformen oprettes 17 sundhedsråd i regionerne fra 1. januar 2027. Allerede 1. januar 2026 oprettes forberedende sundhedsråd som skal fungere frem til 31. december 2026. Københavns Kommune skal besætte tre pladser i det regionale sundhedsråd og i det forberedende sundhedsråd.

Alle kommuner skal senest den 1. november 2025 have fastsat bestemmelser i kommunens styrelsesvedtægt om kommunens repræsentation i de regionale sundhedsråd.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet er blevet bemyndiget til at udstede nærmere regler for sundhedsrådene, men disse foreligger ikke på nuværende tidspunkt. 

Valg af medlemmer til forberedende sundhedsråd og sundhedsråd

Københavns Kommune bliver repræsenteret med tre medlemmer i Sundhedsråd Hovedstaden, der nedsættes som stående udvalg under regionsrådet for Region Østdanmark. Sundhedsrådene har umiddelbart forvaltningsansvar og sammensættes med både regionale og kommunale medlemmer.

I overgangsåret 2026 er sundhedsrådene forberedende og fortsætter som permanente i perioden 2027-2029. I 2026 vil sundhedsrådene forberede sundhedsrådenes permanente opgaver og virke. Dertil kommer bl.a. forberedelse og implementering af flytningen af myndigheds- og finansieringsansvaret for en række sundhedsopgaver fra kommunen til regionen.

De kommunale repræsentanter i sundhedsrådene er valgt for hele den kommunale funktionsperiode (1. januar 2026 til 31. december 2029).

De to valgte fagborgmestre skal repræsentere den umiddelbare forvaltning af kommunens anliggender inden for sundheds-, omsorgs- og socialpsykiatriområdet eller inden for et myndighedsområde, der er sammenligneligt hermed. I Københavns Kommune er dette sundheds- og omsorgsborgmesteren og socialborgmesteren.

Valg af medlemmer til både det forberedende sundhedsråd og det permanente sundhedsråd skal fastsættes i styrelsesvedtægten, hvor det skal angives nærmere, hvilke borgmestre der skal have de tre pladser i sundhedsrådet.

Borgerrepræsentationen skal også fastsætte en eller flere stedfortrædere for hvert medlem i styrelsesvedtægten. Repræsentation ved stedfortræder kan ske ved lovligt forfald i en forventet periode af mindst 1 måned. Regionsrådet kan dog træffe bestemmelse i styrelsesvedtægten om, at en stedfortræder kan indtræde i sundhedsrådet, uanset at forfaldet forventes at vare kortere end 1 måned.

Samme stedfortræder kan dække flere medlemmer, men i så fald vil der være pligt til at vælge yderligere en stedfortræder pr. medlem, der kun dækker det pågældende medlem, for derved at få sikkerhed for, at der er mindst én stedfortræder pr. medlem. Der være også være pligt til at have en stedfortræderrækkefølge, således at det, når indkaldelse af stedfortræder bliver aktuel, er éntydigt, hvilken stedfortræder der skal indkaldes.

Borgerrepræsentationen og de stående udvalg har ikke instruktionsbeføjelser overfor de udpegede medlemmer, men kan vedtage ikke-bindende vejledende rammer for repræsentanternes deltagelse.

Der ydes ikke særskilt vederlag for borgmestrenes varetagelse af hvervet i sundhedsrådet.

Efter den nye Borgerrepræsentation har konstitueret sig, kan beslutningen om hvilke fagborgmestre, der skal repræsentere kommunen i sundhedsrådet alene ændres i den nye valgperiode, hvis Borgerrepræsentationen foretager en egentlig omkonstituering, hvor opgaverne mellem de stående udvalg ændres.

Valg af observatør i øvrige sundhedsråd

Et sundhedsråd kan efter en kommunalbestyrelses anmodning tillade, at et kommunalt medlem af et andet sundhedsråd kan deltage i sundhedsrådets møder som observatør, hvis særlige hensyn taler herfor. En kommune vil ikke kunne have flere observatører i et andet sundhedsråd. Observatøren har ikke stemmeret.

Borgerrepræsentationen skal vælge, hvilket af de valgte medlemmer af Sundhedsråd Hovedstaden, der kan deltage som observatør i øvrige regionale sundhedsråd. Valg af observatør skal ikke fremgå af styrelsesvedtægten.

Der ydes ikke særskilt vederlag for deltagelse i møder i et sundhedsråd som observatør.

Løsning

Da styrelsesvedtægten i øvrigt ikke indeholder bestemmelser om udpegning til eksterne hverv, foreslås det, at bestemmelserne om sundhedsråd i styrelsesvedtægten, mest hensigtsmæssigt fastsættes i et nyt selvstændigt Kapitel 8 ”Sundhedsråd”.  

Det foreslås, at der indsættes en ny § 23, der angiver, at Københavns Kommunes medlemmer af Sundhedsråd Hovedstaden er overborgmesteren, sundheds- og omsorgsborgmesteren og socialborgmesteren. Den oprindelige § 23 om ”Vederlag m.v.” bliver herefter § 24 osv.

Det foreslås, at børne- og ungdomsborgmesteren er første stedfortræder for overborgmesteren, socialborgmesteren og sundheds- og omsorgsborgmesteren i nævnte rækkefølge.

Det foreslås, at anden stedfortræder for overborgmesteren er næstforpersonen for Økonomiudvalget, at anden stedfortræder for sundheds- og omsorgsborgmesteren er næstforpersonen for Sundheds- og Omsorgsudvalget, og at anden stedfortræder for socialborgmesteren er næstforpersonen for Socialudvalget.

Det betyder, at hvis f.eks. overborgmesteren og sundheds- og omsorgsborgmesteren har forfald på samme tid, så vil børne- og ungdomsborgmesteren være rette stedfortræder for overborgmesteren, mens næstforpersonen i sundheds- og omsorgsudvalget, vil være rette stedfortræder for sundheds- og omsorgsborgmesteren.

Da valg af medlemmer og stedfortrædere til sundhedsrådet efter reglerne skal fastsættes i bestemmelser i Københavns Kommunens styrelsesvedtægt, skal indstillingen undergå to behandlinger (1. behandling den 18. september 2025 og 2. behandling den 9. oktober 2025) i Borgerrepræsentationen.

Forslag til ændringer af Københavns Kommunes styrelsesvedtægt med bemærkninger fremgår af bilag 1. Af bilag 2 fremgår den samlede Styrelsesvedtægt for Københavns Kommune med de foreslåede ændringer.

Det bemærkes, at der på samme møde i Borgerrepræsentationen bliver behandlet andre ændringer i styrelsesvedtægten om Implementering af aftale om ressortopdelingen i Københavns Kommune vedrørende etablering af en uafhængig kontrol- og rådgivningsfunktion mv. Økonomiforvaltningen vil foretage de fornødne tekniske tilpasninger i nummereringen i styrelsesvedtægten administrativt. 

Valg af observatør i øvrige sundhedsråd

Efter dialog med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen foreslås det, at Københavns Kommune udpeger sundheds- og omsorgsborgmesteren som observatør i øvrige regionale sundhedsråd.

Lovgivningen har ikke direkte forholdt sig til spørgsmålet om muligheden for, at der kan udpeges en stedfortræder for observatøren.

Hvis der på et senere tidspunkt måtte vise sig at blive mulighed for at kunne udpege en stedfortræder for observatøren, forventer Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i samarbejde med Socialforvaltningen at udarbejde en indstilling om, at socialborgmesteren udpeges som stedfortræder ved sundheds- og omsorgsborgmesterens forfald.

Økonomi

Ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Det følger af lov om kommunernes styrelse § 2, stk. 2, at ændringer i styrelsesvedtægten skal undergives to behandlinger i kommunalbestyrelsen med mindst seks dages mellemrum.

Såfremt indstillingen godkendes af Borgerrepræsentationen den 18. september 2025, oversendes indstillingens 4. at-punkt vedr. ændringer af styrelsesvedtægten til 2. behandling den 9. oktober 2025.

Godkendes indstillingen af Borgerrepræsentationen den 9. oktober 2025, træder den ændrede styrelsesvedtægt i kraft den 1. november 2025.

Efter andenbehandlingen i Borgerrepræsentationen vil den reviderede styrelsesvedtægt blive sendt til Ankestyrelsen til orientering, jf. lov om kommunernes styrelse § 2, stk. 3.

 

Søren Hartmann Hede
Til top