Mødedato: 09.01.2018, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Antagelse af forhørsleder i Københavns Kommune

Der skal tages stilling til antagelse af den nuværende forhørsleder ved disciplinær undersøgelse af tjenestemænd i Københavns Kommune (KK) for en ny 3-årig periode.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at det godkendes, at dommer ved Københavns Byret, Anette Burkø, pr. den 1. februar 2018 på ny antages til hvervet som forhørsleder i Københavns Kommune for en periode af 3 år,

  2. at det godkendes, at forhørslederordningen herefter revideres igen.

Udgiften afholdes inden for Koncernservices budgetramme på 48.000 kr. (2017 P/L)

Problemstilling

Københavns Kommune (KK) har hidtil valgt at have en fast forhørsleder ved de forhør, der i henhold til tjenestemandsreglerne afholdes i forbindelse med disciplinær undersøgelse mod en tjenestemand for tjenstlig forseelse.

I en stor kommune med relativt mange disciplinærsager har det været en fordel at have en fast forhørsleder, der er fortrolig med københavnske forhold. Ordningen betyder, at der typisk spares 2-3 måneders løn til den suspenderede tjenestemand, fordi iværksættelse af forhøret kan ske med det samme og ikke skal afvente landsrettens udpegning af forhørsleder. Samlet set lettes det sekretariatsmæssige arbejde betydeligt og gør tillige, at sagerne kan gennemføres langt hurtigere end i KL’s øvrige forhandlingsområde.

Siden den 1. februar 2012 har byretsdommer Anette Burkø været forhørsleder i KK ved de forhør, der i henhold til tjenestemandsreglerne afholdes i forbindelse med disciplinær undersøgelse mod en tjenestemand for tjenstlig forseelse.

Siden 2002 har der i alt været 15 sager behandlet i forhørslederinstitutionen. To af disse sager har været behandlet i den seneste 3-årsperiode (2015-2017). Antallet af forhørssager forventes at falde set i et længere tidsperspektiv, idet antallet af tjenestemænd (pt. ca. 1.700) fortsat falder.

Der er derfor behov for at revidere ordningen jævnligt, og der lægges derfor op til, at hvervet gælder for en periode af 3 års varighed, hvorefter ordningen skal revideres igen. Perioden vil, ved Økonomiudvalgets tiltræden af indeværende indstilling, udløbe med udgangen af januar måned 2021.

Løsning

Grundet ovenstående anses det fortsat for at være mest hensigtsmæssigt at antage en fast forhørsleder foreløbig for endnu en 3-årig periode. Herefter revideres ordningen igen.

Dommer Anette Burkø har varetaget opgaven som forhørsleder siden 2012 og er villig til at påtage sig opgaven i yderligere 3 år. Det indstilles derfor, at hun på ny antages til hvervet som forhørsleder i KK for en periode af 3 år.

Økonomi

Det anbefales at fastholde den nuværende vederlæggelse af forhørslederen. Vederlæggelsen består af et fast honorar på kr. 1.000/ mdr. (niveau 1. oktober 2010) for at stå til rådighed for kommunen som forhørsleder. Dertil kommer honorering pr. sag i forhold til tidsforbruget som afregnes med 550 kr. pr. time. Udgiften forventes holdt inden for Koncernservices budgetramme på 48.000 kr. (2017 P/L).

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, antages Anette Burkø pr. den 1. februar 2018 på ny til hvervet som forhørsleder i Københavns Kommune for en periode af 3 år.

 

Peter Stensgaard Mørch

                                                                                        /Mads Grønvall

Beslutning

Dagsordenspunkt 6: Antagelse af forhørsleder i Københavns Kommune (2017-0372708)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 9. januar 2018

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top