Mødedato: 08.09.2026, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Revisionsberetning vedrørende årsregnskabet 2025

Se alle bilag

Københavns Kommune har modtaget revisionsberetningen for 2025, som indeholder fem revisionsbemærkninger. Alle bemærkninger er videreført fra regnskab 2024. Der er med beretningen lukket fire bemærkninger.

Økonomiudvalget skal godkende Økonomiforvaltningens handleplaner til revisionsbemærkningerne og oversende alle forvaltningers handleplaner til Kontrol- og Rådgivningsudvalget. De øvrige forvaltningers handleplaner er blevet behandlet af fagudvalgene i løbet af juni-august 2026.

Processen for udvalgenes behandling af revisionsrapporter med prioritet 1 bemærkninger (røde), prioritet 2 bemærkninger (gule) og særlige undersøgelser præciseres, således processen ensrettet. Udvalgene skal godkende handleplaner til rapporterne. Derudover skal rapporterne så vidt muligt forelægges for fagudvalgene inden for tre uger, under hensyntagen til udvalgenes mødeplan, efter at Kontrol- og Rådgivningsudvalget har behandlet rapporterne.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at ’Revisionsberetning vedrørende årsregnskabet 2025’, jf. bilag 2, tages til efterretning,
  2. at Økonomiforvaltningens handleplaner på baggrund af revisionsberetningen for 2025, jf. bilag 3, godkendes,
  3. at forvaltningernes handleplaner, jf. bilag 3, tages til efterretning,
  4. at det godkendes, at den samlede revisionsberetning og de udarbejdede handleplaner oversendes til Kontrol- og Rådgivningsudvalget,
  5. at processen for revisionsrapporteringen justeres som følge af anbefalinger fra Kontrol- og Rådgivningsudvalget.

Problemstilling

Københavns Kommune modtog den 1. juni 2026 revisionsberetningen til regnskabet for 2025. Der gives med beretningen fem revisionsbemærkninger, hvor alle er videreført fra regnskab 2024. Der lukkes med rapporten fire revisionsbemærkninger.

Det fremgår af kommunens revisionsregulativ, at Økonomiudvalget efter styrelsesloven har til opgave at foranledige, at der sker besvarelse af revisionens bemærkninger til årsregnskabet – både for bemærkninger til forvaltninger under Økonomiudvalget og under de stående udvalg. Økonomiudvalget skal godkende Økonomiforvaltningens handleplaner til revisionsbemærkningerne samt tage de øvrige forvaltningers handleplaner til efterretning. Desuden skal Økonomiudvalget godkende, at den samlede revisionsberetning og de udarbejdede handleplaner oversendes til Kontrol- og Rådgivningsudvalget.

Justering af retningslinjerne for revisionsrapportering og Fast Track

Borgerrepræsentationen besluttede på mødet den 27. november 2014, at fremtidige ændringer af revisionsrapporteringen og Fast Track behandles af Økonomiudvalget. Som følge af en anbefaling fra Kontrol- og Rådgivningsudvalget foreslås med indstillingen en række præciseringer af retningslinjerne for revisionsrapportering og fast track-processen for rapporter udarbejdet af Den Uafhængige Kontrol- og Rådgivningsfunktion.

Løsning

På baggrund af revisionsberetningen har de forvaltninger, der har modtaget revisionsbemærkninger, udarbejdet handleplaner hertil. Handleplanerne indeholder de enkelte forvaltningers arbejde for at imødekomme indholdet i revisionsbemærkningen. Handleplanerne er godkendt af de respektive fagudvalg i løbet af juni og august 2026. Økonomiudvalget bliver med denne indstilling forelagt revisionsbemærkningerne, jf. bilag 2, og handleplanerne hertil, jf. bilag 3.

Revisionsbemærkninger

Af tabel 1 fremgår en oversigt over de fem revisionsbemærkninger, der er afgivet med revisionsberetningen for regnskab 2025.

Tabel 1 – Revisionsbemærkninger til regnskab 2025

 

Gives til

Givet år

Forventes

afsluttet

(regnskabsår)

Nr. 1

Informationssikkerhed

ØKF

2024-2025

2028

Nr. 2

Godkendelse af indkøb BUF

BUF

2024-2025

2026

Nr. 3

Ejendomsvedligehold

KFF

2024-2025

2026

Nr. 4

Revision af balancen

BIF, KFF, ØKF

2025*

2026

Nr. 5

Anlægsprojekter

KFF, SOF, SUF

2025*

2026

BIF: Beskæftigelses-, Integration- og Erhvervsforvaltningen, BUF: Børne- og Ungdomsforvaltningen, KFF: Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen, SOF: Socialforvaltningen, SUF: Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, ØKF: Økonomiforvaltningen

* Bemærkningerne er gentaget fra revisionen af regnskab 2024, men indholdet i de tidligere bemærkninger er blevet erstattet af nyt indhold i regnskab 2025.

Nr. 1 – Informationssikkerhed

Det er løbende blevet påpeget af revisionen, at behovet for styring og gennemsigtighed af arbejdes med informationssikkerhed i Københavns Kommune skal styrkes. Dertil kommer, at nye lovgivninger og reguleringer kræver en større grad af gennemsigtighed, hvor ledelsen vil blive afkrævet svar om prioriteringer, dokumentation og det ledelsesmæssigt vedtagne sikkerhedsniveau, hvilket bl.a. kræver, at Københavns Kommune har et ISMS (Information Security Management System).

Revisionen henstiller bl.a., at arbejdet med ISMS-implementeringen gennemføres hurtigst muligt. Derudover henstilles det, at implementering af CIS 18-kontroller på cybersikkerhedsområdet sker hurtigst muligt.

Handleplanen er en videreførelse af handleplanen fra den løbende revision 2025 om generelle IT-kontroller, som Økonomiudvalget godkendte på mødet den 24. februar 2026. Der er lavet en tilføjelse til handleplanen, således risikovurderingerne, som udarbejdes af Koncern IT (KIT) fremadrettet også omhandler Pædagogisk IT i Børne- og Ungdomsforvaltningen.

KIT har sammen med forvaltningerne afdækket, hvor og hvilken IT-infrastruktur i forvaltningerne, der driftes af Københavns Kommune. På den baggrund er der udarbejdet en forretningsgang for den tværgående IT-infrastruktur ved hjælp af CIS18-kontroller. I tredje kvartal 2026 påbegyndes arbejdet med forvaltningsspecifik implementering af CIS18-kontroller.

Den samlede handleplan for informationssikkerhed forventes afsluttet i tredje kvartal 2028, men de enkelte delprocesser afsluttes løbende, hvorefter nye delprocesser påbegyndes.

Nr. 2 – Godkendelse af indkøb Børne- og Ungdomsforvaltningen

Revisionen har konstateret, at godkendelse og varemodtagelse af indkøb i Børne- og Ungdomsforvaltningen i mange tilfælde ikke sker af den person, som har bestilt/indkøbt varen/tjenesteydelsen, hvilket kommunens regler herfor ellers tilskriver. I stedet sker godkendelsen ofte ved brug af stedfortræderrollen, hvor godkenderen ikke har tilstrækkelig viden om indkøbet. Det henstilles, at Børne- og Ungdomsforvaltningen følger kommunens vedtagne regler om varemodtagelse, og at stedfortræderrollen i Kvantum anvendes i overensstemmelse med de beslutninger, der er truffet i Københavns Kommune.

Børne- og Ungdomsforvaltningen har lavet en systemunderstøttet varemodtagelsesproces for fakturaer sendt via EAN-numre uden om Kvantum. Processen er ved at blive udrullet, og den skal sikre, at varemodtagelsen sker hos rekvirenten. Derudover vil der blive lavet en bagudrettet kontrol af fakturaer, der ikke indgår i processen. Børne- og Ungdomsforvaltningen har ligeledes opsat et nyt kontrol-setup, der skal minimere risikoen ved udbetalinger til eksterne. Arbejdet forventes udført ultimo 2026.

Nr. 3 - Ejendomsvedligehold

I 2015-2018 vedtog Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen en række principper for den fremtidige varetagelse af vedligehold af Københavns Kommunes ejendomsportefølje. Udførelse af bygningssyn har dog været nedprioriteret i en midlertidige periode fra 2022 til 2025, og der foreligger ikke en dækkende opgørelse af bygningernes tilstand. Det manglende overblik over bygningernes vedligeholdelsesstand og det deraf følgende vedligeholdelsesbehov medfører, at de politiske målsætninger for ejendomsvedligehold ikke kan overholdes. Revisionen henstiller bl.a., at styringsmodellen implementeres således, at de politiske målsætninger for ejendomsvedligehold kan overholdes.

Københavns Ejendomme har etableret et program, FUNDAMENT, der skal forelægge en ny politisk styringsmodel og 10-årig budgetramme til politisk forhandling. Programmet indeholder projektspor, der blandt andet skal sikre en transparent prioriteringsmode og spor, der gør det muligt at følge udviklingen i de konkrete projekter over året. Arbejdet forventes afsluttet ultimo 2026.

Nr. 4 - Revision af balancen

Der er konstateret fejl på balancekonti i forvaltningerne. De væsentligste fejl kan henføres til registrering af køb af nye ejendomme og hensatte forpligtigelser til tjenestemænd. Fejlen vedrørende registrering af køb af nye ejendomme er korrigeret i regnskabet forelagt for Borgerrepræsentationen, hvorimod fejlen vedr. hensatte forpligtigelser ikke er rettet.

Kommunens egenkapital er, som følge af de samlede observerede fejl og mangler 73,7 mio. kr. for lav (netto).

Det henstilles bl.a., at Økonomiforvaltningen genbesøger de nuværende processer, hvorved det i højere grad sikres, at regnskabet kan aflægges uden væsentlige fejl.

For at imødekomme revisionens henstillinger sker der bl.a. et genbesøg af de nuværende processer og forretningsgange med henblik på, om der skal indføres supplerende forebyggende kontroller. Det samlede arbejde forventes afsluttet inden udgangen af 2026.

Nr. 5 - Anlægsprojekter

Revisionen har konstateret, at flere forvaltninger mangler at aflægge anlægsregnskaber for et eller flere ibrugtagne anlægsprojekter. I kommunens regler herfor skal anlægsprojekter aflægges senest den 31. maj i det andet år efter, at anlægget er ibrugtaget. Revisionen henstiller, at kommunens regler vedrørende aflæggelse af anlægsregnskaber efterleves.

Forvaltningerne vil sikre, at de udestående anlægsprojekter bliver regnskabsaflagt i løbet af 2026, samt at der fremadrettet løbende udarbejdes oversigter i forvaltningerne over, hvilke anlægsprojekter, der skal regnskabsaflægges i løbet af året for at sikre, at kommunens retningslinjer overholdes. Det samlede arbejde forventes afsluttet inden udgangen af 2026.

Der lukkes med beretningen fire bemærkninger, som fremgår af tabel 2.

Tabel 2 – Oversigt over lukkede revisionsbemærkninger fra 2024 og tidligere år

Revisionsbemærkninger vedrørende årsregnskabet

Omtalt år

Nr. 1

Ibrugtagningstilladelser på it-systemer

2022-2024

Nr. 2

Ekstern forsikring i KK

2024

Nr. 5

Fritagelse for ejendomsskat

2024

Nr. 9

Egenbetaling

2023-2024

 

Proces for revisionsrapporter og fast track

Økonomiudvalget besluttede på mødet den 30. august 2022 at revidere processen for revisionsrapportering og fast track. Den gældende proces er:

  • Fagudvalgene skal godkende handleplaner til revisionsrapporter med prioritet 1 markeringer (røde), samt at udvalgene kan beslutte, at revisionen skal deltage under behandlingen af disse sager,
  • Revisionsrapporter med prioritet 1 (røde) skal forelægges for fagudvalgene hurtigst muligt og så vidt muligt inden for tre uger under hensyntagen til udvalgenes mødeplan,
  • Revisionsrapporter med prioritet 2 markeringer (gule) samt særlige undersøgelser fra revisionen skal forelægges for fagudvalgene på en dagsorden, fx som en B-sag,
Revisionsrapporter med prioritet 3 markeringer (grønne) tilgår forvaltningernes direktioner.

Kontrol- og Rådgivningsudvalget har den 17. juni 2026 besluttet at anbefale Økonomiudvalget, at rapporter vedrørende særlige undersøgelser ikke behandles på fagudvalg, før det har været behandlet på et møde i Kontrol- og Rådgivningsudvalget. Indtil dette tidspunkt er rapporterne fortrolige.

På baggrund af Kontrol- og Rådgivningsudvalget samt drøftelser med Den Uafhængige Kontrol- og Rådgivningsfunktion præciseres og ensrettes reglerne for revisionsrapportering for revisionsrapporter og særlige undersøgelser med følgende:

  • Handleplaner til revisionsrapporter med prioritet 1 markeringer (røde) og/eller prioritet 2 markeringer (gule) samt særlige undersøgelser skal godkendes af fagudvalgene. Præciseringen følger eksisterende praksis
  • Revisionsrapporter, som udarbejdes i løbet af året, med prioritet 1 markeringer (røde) og/eller prioritet 2 markeringer (gule) samt særlige undersøgelser skal forelægges for fagudvalgene inden for tre uger efter, at rapporterne er blevet behandlet på et møde i Kontrol- og Rådgivningsudvalget, eller førstkommende møde herefter under hensyntagen til udvalgenes mødeplan. Fagudvalgene må ikke behandle rapporterne før, at Kontrol- og Rådgivningsudvalget har behandlet rapporterne. Indtil behandlingen i Kontrol- og Rådgivningsudvalget er rapporterne fortrolige.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Efter behandlingen i Økonomiudvalget oversendes handleplanerne til Kontrol- og Rådgivningsudvalget, der herefter udarbejder revisionsbetænkningen på baggrund af udvalgenes handleplaner.

Revisionsbetænkningen er Kontrol- og Rådgivningsudvalgets betænkning over årsregnskabet og revisionen heraf. Betænkningen danner grundlag for Borgerrepræsentationens behandling og godkendelse af årsregnskabet i november 2026.

I henhold til den gældende proces for revisionsopfølgningen vil Økonomiudvalget få forelagt de løbende revisionsrapporter for 2026 samt status for handleplanerne til revisionsbemærkningerne primo 2027.

 

Søren Hartmann Hede      /         Nicolai Kragh Petersen

 

Til top