Mødedato: 08.05.2018, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Revideret proces- og tidsplan for undersøgelse af mulighed for højhuse i Ydre Nordhavn, Østerbro

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget skal tage stilling til Teknik- og Miljøforvaltningens og Økonomiforvaltningens reviderede forslag til en mulig proces for undersøgelse af mulighed for højhuse i Ydre Nordhavn.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller,

  1. at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget godkender Teknik- og Miljøforvaltningens og Økonomiforvaltningens reviderede proces- og tidsplan (bilag 2 og 3), som er et forslag til undersøgelse af mulighed for højhuse i Ydre Nordhavn.

Problemstilling

På Teknik- og Miljøudvalgets møde den 19. marts 2018 fremlagde Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen en sag om undersøgelse af mulighed for højhuse i Ydre Nordhavn. På mødet fremsatte Enhedslisten følgende ændringsforslag til erstatning af 1. at-punkt: ”At sagen sendes tilbage til forvaltningerne med henblik på at fremlægge en ny tidsplan.” Ændringsforslaget blev vedtaget af et samlet udvalg.

På baggrund af den reviderede proces- og tidsplan fremlægger Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen denne nye indstilling i sagen med reviderede bilag.

Løsning

Ved godkendelse af indstillingen vil udvalgene igen i december 2019 skulle tage stilling til ændring af rækkefølgeplanen i Kommuneplanen og godkende en helhedsplan med eller uden højhuse, jf. afsnittet om den videre proces.

Supplerende procesplan og tidsplan
Ændringerne i den reviderede procesplan (bilag 3) og tidsplan (bilag 2) er, at trafikanalyse, proces for højhusdesign og program for helhedsplan fremlægges til politisk beslutning medio 2018, og at øvrige foranalyser, borgerinddragelse og helhedsplanlægning for hele Ydre Nordhavn kan udarbejdes sideløbende med arbejdet med rækkefølgeplanen i Kommuneplan 2019. Dermed kan en helhedsplan for hele Ydre Nordhavn ligge klar samtidig med vedtagelsen af Kommuneplan 2019 ultimo 2019. Foranalyser, trafikanalyse og helhedsplan skal finansieres og udarbejdes af grundejer By & Havn og i samarbejde med Københavns Kommune.

Hvis teamet bag H.C. Andersen Adventure Tower (HCAAT) fortsat viser interesse for at udvikle et højhusprojekt i Ydre Nordhavn inden for rammen af den redigerede procesplan og tidsplan, ønsker Københavns Kommune, at HCAAT-teamet fremlægger en plan for processen omkring højhus og design af højhuse for politikerne medio 2018 jf. arkitekturpolitikken.

Efter der er taget stilling til byudvikling af Ydre Nordhavn med rækkefølgeplanen i Kommuneplan 2019 og efter helhedsplanlægning i revideret proces- og tidsplan ultimo 2019, kan en proces følge med bebyggelsesplan, startredegørelse, projekt/højhusdesign samt plangrundlag i form af lokalplan, kommuneplantillæg og miljøvurdering (VVM), eventuelt for konkrete højhusprojekter.

Forvaltningerne bemærker samtidig, at Sundkrogsgadekrydset ved Kalkbrænderihavnsgade ikke er dimensioneret til at kunne afvikle trafikken fra byudvikling i Ydre Nordhavn. Derfor vurderer forvaltningen, at et byggeretsgivende plangrundlag i Ydre Nordhavn tidligst bør vedtages to år før Nordhavnstunnelens åbning (foreløbigt planlagt åbning i 2027) for at hindre alvorlige trafikproblemer, med mindre trafikanalysen for Nordhavn konkluderer andet. Hvis Nordhavnstunnellen bliver forsinket i forhold til den nuværende tidsplan, foreslår forvaltningerne, at udskyde plangrundlaget tilsvarende, så det først vedtages tidligst to år inden åbningen og så tunnelen er klar, når byggeriet ibrugtages. Derved undgås trafikproblemer i Sundkrogsgade.

Fremrykket metro til Ydre Nordhavn
Åbning af metrostationer i Ydre Nordhavn er ikke en planjuridisk forudsætning for opstart af byggeri. Der kan således planjuridisk planlægges i området, selvom stationerne endnu ikke er fastlagt tidsmæssigt. Det er dog forvaltningernes vurdering, at byudvikling i Ydre Nordhavn medfører behov for effektiv kollektiv trafikbetjening. Såfremt det er et politisk ønske, at byggeriet afventer åbningen af metro, så byudviklingen bliver understøttet med kollektive trafik, og så der undgås uhensigtsmæssige trafikmønstre, skal der tages hensyn til dette ved ændring af kommuneplanens rækkefølgeplan og med vedtagelsestidspunkt af byggeretsgivende lokalplan og kommuneplanramme.

Den planlagte forlængelse af metroen til Ydre Nordhavn bør undersøges sideløbende med udarbejdelsen af helhedsplanen, således at der er klarhed omkring, hvornår metrostationerne er i funktion, og hvorvidt der er mulighed for, at HCAAT-teamet kan indregne et bidrag til tidsmæssig fremrykning af metroudvidelsen i deres projekts business case. By & Havn vil som grundejer være ansvarlig for at tilvejebringe denne information via Metroselskabet. Forhold vedrørende den tidsmæssige fremrykning af metro kan behandles som en del af trafikanalysen, og der skal være klarhed over muligheder/aftaler, inden der skabes byudvikling af betydelig størrelse i Ydre Nordhavn.  

Bemærkninger fra By & Havn

By & Havn oplyser, at med den af forvaltningerne fremlagte reviderede tidsplan - så vel som med forvaltningernes oprindeligt fremlagte tidsplan - vil der først med endelig vedtagelse af lokalplan medio 2025 (afhængigt af Nordhavnstunnelens åbning) være sikkerhed for, at HCAAT projektet vil kunne realiseres.

Dermed er der ifølge By & Havn for nuværende fortsat ikke grundlag for at indgå den af HCAAT- teamet ønskede betingede købsaftale, idet By & Havn ikke har interesse i at binde et areal og en betydelig byggeret til et specifikt salg og en specifik udnyttelse af det pågældende grundareal for så lang en periode, jf. forvaltningernes indstilling behandlet på Teknik- og Miljøudvalget møde den 19. marts 2018 (bilag 4).

Forvaltningernes bemærkninger  
Forvaltningerne bemærker, at økonomiske hensyn ikke er et relevant planlægningsmæssigt hensyn i planlovens forstand. Såfremt udvalgene beslutter at godkende forvaltningernes indstilling og fastholde, at vedtagelse af lokalplan og tilhørende kommuneplantillæg skal koordineres med åbningen af Nordhavnstunnelen, ønsker By & Havn ikke at reservere arealet til HCAAT-projektet på nuværende tidspunkt, og analysearbejderne til HCAAT-projektet vil ikke blive igangsat for nuværende. Forvaltningerne anbefaler ikke HCAAT’s tidsplan, som beskrevet og argumenteret i Bilag 4, som er sagen der blev fremlagt på Teknik- og Miljøudvalget den 19. marts 2018, da man derved ikke opnår en tilstrækkeligt oplyst og helhedsorienteret planproces.

Alternativ
Såfremt projektet ønskes fremmet politisk, kan udvalgene vælge at støtte HCAAT’s tidsplan, som bl.a. indebærer, at der kun udarbejdes ændring af Kommuneplanens rækkefølgeplan og forstudie til bebyggelsesplan for en begrænset del af Ydre Nordhavn i løbet af 2018. Med Sundkrogsgade som eneste adgangsvej vurderer Teknik- og Miljøforvaltningen på det foreliggende grundlag ikke, at det er muligt at afvikle trafikken til og fra Nordhavn, når Ydre Nordhavn udvikles. Det vil således betyde lange bilkøer og store gener for både ydre og indre Nordhavn. Manglende metrobetjening i de første år vil endvidere betyde, at der skal planlægges for at håndtere mere biltrafik og parkering. Der vil dermed være risiko for udvikling af et uønsket trafikmønster, der går mod tankerne bag udviklingen af Nordhavn som bæredygtig bydel. Herudover vil manglende helhedsorienteret planlægning i Ydre Nordhavn risikere at medføre uhensigtsmæssige beslutninger om anvendelse, herunder sikring af arealer til kommunale funktioner, bebyggelsesstrukturer, sammenhæng mellem høj og lav bebyggelsestæthed og infrastruktur som hovedadgangsveje og cykelruter.

Økonomi

Indstillingen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningerne orientere projektudvikler og grundejer om udvalgenes beslutning. Hvis By & Havn som grundejer ønsker det, er der mulighed for at de kan opstarte trafikanalyse, proces for højhusdesign og program for helhedsplan og borgerinddragelsesproces, som kan fremlægges til politisk beslutning medio 2018.

Herefter fremlægges sagen politisk med mulighed for, at politikerne kan tage stilling til sagen, jf. bilag 2:

  • (1) April 2018, nærværende sag om proces for undersøgelse af muligheder for placering af højhuse i Nordhavn.
  • (2) Medio 2018, trafikanalyse, herunder muligheder for fremrykning af metro, proces for design af højhuse, program for helhedsplan og borgerinddragelsesproces. (jf. beslutning på TMU 19. marts 2018)
  • (3) Medio 2019, forslag til Kommuneplan.
  • (4) December 2019, vedtagelse af Kommuneplan 2019 – rækkefølgeplan og godkendelse af helhedsplan med eller uden højhuse.
  • (5) Ultimo 2022, godkendelse af bebyggelsesplan, startredegørelse samt orientering om forudgående offentlighed for kommuneplantillæg.
  • (6) Ultimo 2023, orientering om højhusdesign.
  • (7) Ultimo 2024, forslag til lokalplan og tilhørende kommuneplantillæg for projektområdet (tidligst 2 år før åbning af metro og Nordhavnstunnel).
  • (8) Primo 2025, endelig vedtagelse af lokalplan og tilhørende kommuneplantillæg (tidligst 2 år før åbning af Nordhavnstunnel).

 

Peter Stensgaard Mørch                        Pernille Andersen

 

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller,

  1. at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget godkender Teknik- og Miljøforvaltningens og Økonomiforvaltningens reviderede proces- og tidsplan (bilag 2 og 3), som er et forslag til undersøgelse af mulighed for højhuse i Ydre Nordhavn.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 23. april 2018

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1)
”At HCAAT’s tidsplan, som beskrevet i indstillingens ”alternativ” vedtages.”

Ændringsforslaget (ÆF1) blev ikke vedtaget med tre stemmer mod seks. Ingen undlod at stemme.

For stemte: C, I og O.

Imod stemte: A, B, F, Ø og Å.

Indstillingen blev godkendt med otte stemmer mod en. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, C, F, O, Ø og Å.

Imod stemte: I.

Socialistisk Folkeparti og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”SF og Alternativet støtter, at vi nu hurtigere end hidtil fastlægger rammerne for byudvikling af resten af Nordhavn. Det vil betyde, at byggeri hurtigere kan komme igang, så boligefterspørgslen kan dækkes.

Ønske om park i Nordhavn, som blev rejst i forbindelse med budgetaftalen for 2017 skal ind i helhedsplanen og trafikforholdene skal afklares. SF og Alternativet har ikke taget stilling til H C Andersen Adventure Projektet.”

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Det Konservative Folkeparti støtter, at det undersøges, om der er mulighed for højhuse i Nordhavn med særlig fokus på trafikafvikling og betydning for detailhandel. Der er ikke hermed taget stilling til de fremlagte projekter.”

Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne har sagt ja til tidsplanen for afklaring af muligheden for højhusbygger i Ydre Nordhavn. Partierne konstaterer med undren, at den i juni 2017 efterspurgte trafikanalyse, som en væsentlig del af beslutningsgrundlaget, endnu ikke foreligger.” 

Beslutning

Dagsordenspunkt 11: Revideret proces- og tidsplan for undersøgelse af mulighed for højhuse i Ydre Nordhavn, Østerbro (2018-0094973)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 8. maj 2018

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag til erstatning af indstillingens 1. at-punkt:

”At HCAAT’s tidsplan, som beskrevet i indstillingens ”alternativ” vedtages.”

 

Det af Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag blev forkastet med 3 stemmer mod 10. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: V, C og O.

Imod stemte: A, Ø, Å, B og F.

 

Indstillingen blev herefter godkendt uden afstemning.

 

Socialistisk Folkeparti og Alternativet videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 23. april 2018:

”SF og Alternativet støtter, at vi nu hurtigere end hidtil fastlægger rammerne for byudvikling af resten af Nordhavn. Det vil betyde, at byggeri hurtigere kan komme igang, så boligefterspørgslen kan dækkes. Ønske om park i Nordhavn, som blev rejst i forbindelse med budgetaftalen for 2017 skal ind i helhedsplanen og trafikforholdene skal afklares. SF og Alternativet har ikke taget stilling til H C Andersen Adventure Projektet.”

Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne ønsker at fremme skabelsen af arbejdspladser, beboelse og fremrykning af væsentlige infrastruktur såvel som etablering af grønne, rekreative arealer i Ydre Nordhavn. Partierne er positivt indstillede overfor HCAAT-projektet og støtter derfor, at forvaltningerne skal arbejde videre med den proces- og tidsplan for HCAAT-projektet i Ydre Nordhavn, som Rådgivningsfirmaet Rambøll har fremlagt på vegne af HCAAT, og som bakkes op af By & Havn. Dvs. med startredegørelse i 2019 og fremlæggelse af lokalplan for projektet ultimo 2020.”

Til top