Mødedato: 06.12.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Amager Partnerskab for tryghed og kriminalitetsforebyggelse 2017-2020

Se alle bilag
Økonomiudvalget skal tage stilling til forslag fra Amager Partnerskab til udmøntning af midler afsat i budget 2017 til at fortsætte Amager Partnerskab for tryghed og kriminalitetsforebyggelse 2017-2020, en partnerskabsaftale for perioden 2017-2020 samt forslag til tryghedsplan for partnerskabet i 2017.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at godkende forslag til partnerskabsaftale for Amager Partnerskab 2017-2020 (bilag 2),
  2. at godkende forslag til tryghedsplan for Amager Partnerskab 2017 (bilag 3),
  3. at godkende, at Styregruppen for Amager Partnerskab træffer beslutning om anvendelse af resterende midler i 2017, såfremt enkelte aktiviteter viser sig at have et mindre finansieringsbehov end budgetteret i tryghedsplanen,
  4. at tage Amager Partnerskabs status og resultater i 2016 til efterretning (bilag 1).

Problemstilling

Amager Partnerskab har eksisteret siden 2013. Med budget 2017 blev der afsat midler til at fortsætte Amager Partnerskab for øget tryghed og mindre kriminalitet i 2017-2020 en effektiviseret model. Partnerskabets deltagere er: Københavns Kommunes syv forvaltninger, Københavns Politi, SSP København, og boligselskabet 3B. Partnerskabsområdet udgøres af Urbanplanen og Hørgården (se bilag 2). Der er årligt afsat 1,2 mio. kr. (2017 p/l) i årene 2017-2020 til partnerskabets aktiviteter.

Erfaringer i Amager Partnerskab viser, at den tværgående samarbejdsmodel er effektiv. Amager Partnerskab har i perioden 2013-2016 oplevet en positiv fremgang, hvor antallet af anmeldelser af borgerrettet kriminalitet er faldet med 17 % i hele perioden og andelen af utrygge beboere er faldet fra 15 % (2014) til 12 % (2016). På trods af den positive fremgang, opleves området stadig mere utrygt end resten af København. De opstillede mål for partnerskabet 2013-2015 er næsten nået ift. kriminalitet (-20%). Ift. utryghed, er målet at falde 1 procentpoint årligt (2014-2016: fald på 3 procentpoint).

Partnerskabsmidlerne skal anvendes med udgangspunkt i de lokale, tværgående udfordringer og behov med respekt for og i dialog med den eksisterende kernedrift. Partnerskabet kan derudover i samarbejde med SSP agere hurtigt ifht. kritiske situationer og med bred involvering af alle forvaltninger.

Partnerskabet indgår i strategiske samarbejder. I perioden 2017-2020 er der særlig fokus på at koordinere med de fysiske udviklingsplaner for Amager, og den nye områdefornyelse i Sundby, som på det strukturelle niveau skal løfte området og gøre det til et endnu bedre sted at bo og arbejde. Der vil som følge af byudviklingsplanerne ske fysiske omdannelser i løbet af partnerskabsperioden, herunder bl.a. ungdomsboliger på Solvangscenterets gamle arealer, renovering af Remiseparken, samt handel og boliger i den sydlige del af området omkring Røde Mellemvej.

Tryghedspartnerskabets organisering tænkes sammen og i videst muligt omfang koordineret med den boligsociale bydelsbestyrelse for området, hvor der i forvejen er samlet beslutningskompetencer på tværs af de kommunale forvaltninger og de relevante boligorganisationer. 

Løsning

Der er nedsat en arbejdsgruppe og styregruppe for partnerskabet med repræsentanter fra alle partnerskabets parter. Styregruppen har den 24. oktober 2016 godkendt vedlagte forslag til en partnerskabsaftale og tryghedsplan for partnerskabet (bilag 3). Partnerskabsaftalen fastlægger de overordnede rammer for partnerskabets virke i 2017-2020 og tryghedsplanen udfolder partnerskabsaftalens indsatsområder i konkrete aktiviteter.

Partnerskabsaftalen 2017-2020

Amager Partnerskab har som sine overordnede målsætninger at øge den oplevede tryghed og begrænse kriminaliteten i partnerskabsområdet.

Partnerskabsaftalen tager udgangspunkt i partnerskabsaftalen for 2013-2016. I forhold til målsætningen om øget tryghed, vurderes det ikke muligt at opnå forbedringer på et tilsvarende niveau som tidligere, jo tættere partnerskabet når på københavnerniveau.

For antallet af anmeldelser af borgerrettet kriminalitet, vurderes det ikke muligt at opnå et tilsvarende fald i den kommende partnerskabsperiode, som det har været tilfældet i den nuværende partnerskabsperiode. For partnerskabsområdet gælder, at det generelle antal af anmeldelser for borgerrettet kriminalitet per indbygger, ligger under københavnergennemsnittet.

Konkret arbejder partnerskabet derfor efter følgende målsætninger:

  1. Andelen af utrygge borgere i Amager Partnerskab skal nærme sig københavnerniveau i 2020, også hvad utryghed i aften- og nattetimer angår. Der måles ud fra Københavns Kommunes Tryghedsundersøgelse, som årligt udkommer i foråret.

  2. SSP Københavns ressourceforbrug i distrikt 15 Sundbyvester (Amager Vest) skal holdes på et normalt niveau. Der måles ved optælling af antallet af ekstraordinære aktiveringer af SSP beredskabet (fx handleplaner, rådgivningsmøder og ekstraordinært indkaldte ledergruppemøder) som fremgår af afrapporteringen af urolige områder i København. Baseline for 2016 er 1 ekstraordinær aktivering.

  3. Det samlede antal anmeldelser på de fire gerningstyper i partnerskabsområdet skal som minimum fastholdes på 2015-niveau. For kategorierne ’narkotika’ og ’chikane’ opstilles ikke mål, men moniteres blot, da disse to kategorier er meget ustabile. Der måles ud fra Københavns Politis årlige opgørelser over antal anmeldelser:

Gerningstype

Mål

Baseline 2015 (antal anm.)

Indbrud

Minimum fastholdelse

48

Tyveri/Røveri

Minimum fastholdelse

128

Vold/Trusler/Våben

Minimum fastholdelse

66

Hærværk

Minimum fastholdelse

21

Samlet antal

Minimum fastholdelse

263

Narkotika

Moniteres

24

Chikane

Moniteres

37

Området for Amager Partnerskab har gennemgået en positiv udvikling siden det startede i 2013. Partnerskabet har i forbindelse med fortsættelsen i 2017-2020 i mindre grad revideret de indsatsområder, der i den kommende periode skal fokuseres på for nå målsætningerne. Indsatsområderne er fremover:

1. Dialog og kommunikation

2. Tryggere byliv

3. Børn, unge og beboere

Tryghedsplanen 2017

Tryghedsplanen for Amager Partnerskab beskriver de konkrete aktiviteter og tiltag, der skal bidrage til at øge trygheden og reducere kriminaliteten i området. Tryghedsplanen er tænkt dynamisk, hvilket indebærer, at den løbende kan justeres, således at partnerskabets konkrete aktiviteter kontinuerligt imødekommer de aktuelle behov.

Partnerskabet vil løbende evaluere de enkelte aktiviteter og drøfte, hvilke der fortsat er behov for, den konkrete udfoldelse af elementerne i de enkelte aktiviteter (budget, ansvarlig, leverancer mv.), og endeligt, om der skal igangsættes nye aktiviteter. Økonomiudvalget skal årligt godkende de af partnerskabet foreslåede justeringer. Tryghedsplanen for 2017 foreslås således udmøntet (se uddybning af indsatsområder og aktiviteter i bilag 3):

Indsats-område

Aktivitet

Finansiering (kr.)

2017

2018

2019

2020

1

Dialog, kommunikation og begivenheder

235.000

235.000

235.000

235.000

2

Bylivspuljen

233.000

?

?

?

3

Opsøgende familierådgiver

330.000

165.000

0

0

3

Ungeengagement i læringsrum

100.000

0

0

0

3

Lommepengejob

10.000

0

0

0

3

Streetaktiviteter og gadeplan

190.000

190.000

?

?

3

Ung i Job

100.000

50.000

0

0

3

Skolefravær

0

?

?

?

3

Utryghedsgruppe

0

?

?

?

-

Mødefacilitering

2.000

?

?

?

       

I alt

1.200.000

1.200.000

1.200.000

1.200.000

Økonomi

Budget 2017 omfatter bevilling til at opretholde og gennemføre aktiviteter i Amager Partnerskab i perioden 2017 - 2020. Der afsættes 1,2 mio. kr. årligt (p/l 2017) i drift i 2017-2020. Beløbet er effektiviseret i forhold til det nuværende Amager Partnerskab, idet det er forventningen, at allerede høstede erfaringer kan skabe effektivisering. I 2013-2016 var bevillingen på 1,5 mio. kr.

I alle årene 2017 - 2020 afsættes 0,3 mio. kr. svarende til et halvt årsværk til sekretariatsbetjening, der sker fra Sikker By i Økonomiforvaltningen.

Midlerne udmøntes af de i budget 2017 afsatte midler. 

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, vil partnerskabsaftalen for Amager Partnerskab blive underskrevet af styregruppens medlemmer og træde i kraft. De aktiviteter, der er beskrevet i  tryghedsplanen vil blive implementeret af partnerskabet. Styregruppen for Amager Partnerskab vil årligt tage stilling til arbejdsgruppens forslag til justeringer i tryghedsplanen. Efterfølgende ved udgangen af hvert år i partnersabsperioden, vil Økonomiudvalget blive forelagt forslag til justering af tryghedsplanen.

Partnerskabsaftalen blev behandlet og godkendt i organisationsbestyrelsen i Boligforeningen 3B den 17. november 2016.

 

Søren Tegen Pedersen                                               / Mads Grønvall 

Beslutning

Dagsordenspunkt 14: Amager Partnerskab for tryghed og kriminalitetsforebyggelse 2017-2020 (2016-0385809)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 6. december 2016

Indstillingens 1.- 3. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

Indstillingens 4. at-punkt blev taget til efterretning uden afstemning.

 

Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:

”Liberal Alliance ønsker at sætte fokus på indbrud i partnerskaber for tryghed og kriminalitetsforebyggelse. ”
Til top