Opfølgning på medlemsforslag om planlægning af ungdomsuddannelser i Nordhavn
Borgerrepræsentationen har pålagt Økonomiforvaltningen at undersøge mulighederne for at etablere en ungdomsuddannelse i Nordhavn, herunder et gymnasium, på baggrund af bydelens forventede befolkningstilvækst og den eksisterende mangel på uddannelsespladser i København. Økonomiforvaltningen giver en status på den gennemførte dialog med staten, regionen, By & Havn og Gefion Gymnasium og orienterer om den videre proces.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at det tages til efterretning, at Økonomiforvaltningen har afsøgt mulighederne for at understøtte planlægningen af en ungdomsuddannelse i Nordhavn, navnlig et gymnasium, jf. afsnittet ’Løsning’,
- at det tages til efterretning, at Økonomiforvaltningen vil fortsætte dialogen med staten, Region Hovedstaden og evt. interesserede gymnasier, jf. afsnittet ’Videre proces’,
- at det godkendes, at medlemsforslag om planlægning af ungdomsuddannelser i Nordhavn stillet af Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Venstre hermed er håndteret.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen vedtog den 22. august 2024 et medlemsforslag, som pålægger Økonomiforvaltningen at understøtte arbejdet for etablering af ungdomsuddannelser herunder stx-uddannelse i Nordhavn i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen, By og Havn og Staten. Medlemsforslaget med beslutningsprotokol er vedlagt i sin helhed som bilag 1.
Forslagsstillerne henviser til, at der i dag er mangel på kapacitet på det almene gymnasium (stx) i og nord for København, og at dette formodes at blive værre i takt med udbygningen af Nordhavn.
Økonomiforvaltningen vurderer ligeledes med udgangspunkt i kommunens befolkningsprognose, at der i takt med byudviklingen af Nordhavn vil være behov for et gymnasium, der kan tage imod bydelens unge.
Samtidig har Nordhavn med sin geografisk isolerede placering en særlig udfordring med, at bydelens elever vil have vanskeligt ved at få plads på et nærliggende gymnasium i byen. Dette skyldes den gældende fordelingsmodel, hvor ansøgere placeres efter transporttid.
Befolkningsudviklingen, kapacitetsudfordringer og den særlige geografiske udfordring for elever i Nordhavn er uddybet i bilag 2. Dette tager ikke hensyn til den nye uddannelsesreform med en professionsrettet gymnasieuddannelse (epx), herunder de nye mulige søgemønstre på tværs af de gymnasiale uddannelser, men såfremt et nyt gymnasie i Nordhavn også indeholder epx, vil det være robust ift. eventuelle nye mønstre.
Løsning
Baggrund
Gymnasier er selvejende institutioner, der hører under Børne- og Undervisningsministeriet. Regionerne har dertil en koordinerende rolle på ungdomsuddannelsesområdet, herunder at sikre tilstrækkelig kapacitet. Siden strukturreformen i 2007 har kommunerne ikke haft ansvar for oprettelse af ungdomsuddannelser.
Københavns Kommune har som planmyndighed en interesse i at sikre velfungerende byområder med en hensigtsmæssig fordeling af institutioner og servicetilbud, hvilket understøttes gennem vedtagelsen af kommune- og lokalplaner. For at sikre en hensigtsmæssig udvikling i kommunens byudviklingsområder kan kommunen gå i dialog med de statslige og regionale myndigheder omkring kapaciteten på ungdomsuddannelsesområdet. Kommunen har desuden mulighed for at give tilskud til almene gymnasiers anlægsudgifter, hvilket er uddybet i bilag 3.
Dialog med staten
Økonomiforvaltningen har i efteråret 2024 været i dialog med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK), Region Hovedstaden og By & Havn om muligheden for at etablere en ungdomsuddannelse i Nordhavn med særligt fokus på et gymnasium. Børne og Undervisningsministeriet var også inviteret. STUK har siden udarbejdet et notat til kommunen med vejledning om processen for oprettelse af gymnasiale institutioner, som er vedlagt som bilag 3.
Ifølge STUKs notat kan ministeren oprette nye statslige selvejende institutioner, hvis institutionerne indgår som et hensigtsmæssigt led i opfyldelsen af det konstaterede eller forventede behov herfor. Der findes ingen fast procedure for, hvordan en enkeltstående institution oprettes. Ved nyoprettelse af en gymnasial institution er der flere økonomiske og organisatoriske overvejelser f.eks. vedr. nedsætning af en bestyrelse samt udgifter til bygninger, udstyr og udgifter, hvilket er uddybet i bilag 3.
Alternativt til en nyoprettelse er der mulighed for, at en eksisterende gymnasial institution opretter en afdeling på en ny placering, eller spaltes til to institutioner. Dette er der større erfaring med, og det sker altovervejende på lokalt initiativ. Ministeriet godkender den stedlige placering efter indstilling fra regionen. Oprettelse af en institution på ny lokation kan efter ministeriets vurdering tage mellem fra et halvt og op til flere år alt efter de nærmere omstændigheder.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet informerede i ovennævnte dialog også om, de tager udgangspunkt i befolkningsprognosen fra Danmarks Statistik, når der skal vurderes ansøgninger af nye gymnasiale udbud og at udviklingen der viser et fald i befolkningstallet for 15-17-årige frem mod 2050 – og dermed på den baggrund ikke umiddelbart et behov for mere kapacitet. Københavns Kommunes befolkningsprognose viser omvendt en stigning i antallet af 15-17-årige, hvilket hovedsageligt skyldes, at prognosen korrigerer for atypiske flyttemønstre i coronaårene. STUK anerkender, at der kan være en særlig udfordring i Nordhavn pga. geografien som halvø. Dette er uddybet i bilag 2.
Dialog med Gefion Gymnasium
Økonomiforvaltningen har været i dialog med Gefion Gymnasium, som har udtrykt interesse i at etablere en afdeling af gymnasiet i Nordhavn. Gefion foreslår, at en eventuel afdeling etableres gradvist i takt med befolkningsudviklingen med mulighed for senere at blive en selvstændig institution. Gefion fremhæver, at det er vigtigt at komme tidligt i gang med opstarten af en sådan ny afdeling, da organisering, finansiering og byggeri medfører et langt etableringsforløb. Gefion er også umiddelbart åben for at gymnasiet skal tilbyde epx udover stx, hvorved det er robust ift. eventuelle ændrede søgemønstre.
Økonomiforvaltningen vurderer, at dette forslag er administrativt enklere at gennemføre end oprettelsen af et helt nyt gymnasium, samtidig med at det sikrer fleksibilitet i forhold til det fremtidige kapacitetsbehov.
Økonomiforvaltningens vurdering
Økonomiforvaltningen vurderer, at Nordhavns befolkningsvækst vil skabe behov for et gymnasium i bydelen. Forvaltningen vurderer desuden, at placering af et gymnasium tæt på dets opland vil understøtte visionen for byudviklingen i Nordhavn som en funktionsblandet og attraktiv by. Økonomiforvaltningen anbefaler, at et gymnasium placeres stationsnært i et endnu ikke færdigudviklet område, så institutionen kan indtænkes i planlægningen. Forvaltningens vurdering støttes af By & Havn. De bystrategiske overvejelser omkring placering af gymnasiet er uddybet i bilag 2.
Økonomiforvaltningen vurderer, at det er nødvendigt med kontakt til staten og regionen på politisk niveau for at sikre opbakning og en god forankring for det videre arbejde videre med etableringen af ungdomsuddannelser i Nordhavn. På den baggrund har overborgmesteren på forvaltningens initiativ den 10. april 2025 sendt et brev til børne- og undervisningsministeren samt regionsrådsformanden for Region Hovedstaden med henblik på at opnå opbakning til at udlægge gymnasiekapacitet i Nordhavn i de kommende år. Brevet er vedlagt som bilag 4.
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Forvaltningen vil følge op på dialogen med staten og regionen efter overborgmesterens henvendelse og afsøge mulighederne for at understøtte planlægningen for nye ungdomsuddannelser i Nordhavn. Herunder vil Økonomiforvaltningen fortsætte dialogen med evt. interesserede gymnasier om oprettelse af en gymnasieafdeling i Nordhavn. I det omfang det bliver aktuelt, vil Økonomiforvaltningen understøtte lokaliseringen af ungdomsuddannelser gennem kommuneplanlægningen.
Søren Hartmann Hede / Nanna Westerby Jensen