Mødedato: 06.02.2001, kl. 15:00

Istandsættelse af Refshalevej (Bygge- ogTeknikudvalget)

Istandsættelse af Refshalevej (Bygge- ogTeknikudvalget)

for mødet «MDAT» kl

Økonomiudvalget

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 6. februar 2001


J.nr. ØU 37/2001

7. Istandsættelse af Refshalevej (Bygge- ogTeknikudvalget)

INDSTILLING OG BESLUTNING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiforvaltningen og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at der gives en kapitalbevilling på 16,5 mio. kr. (konto 2.22.3) til istandsættelse af den fredede delstrækning af Refshalevej. Udgiften finansieres af det under Vej & Park afsatte rådighedsbeløb

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 17. januar 2001

Anbefalet

Økonomiforvaltningens indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form.

Bygge- og Teknikforvaltningen har oplyst, at der er trykfejl i indstillingens økonomiafsnit således, at de samlede udgifter vedrørende delstrækning 1 er på 3,3 mio. kr. og udgifterne vedr. istandsættelsen incl. bortskaffelse af forurenet jord er på 2,6 mio. kr. eksklusiv moms. De samlede udgifter for projektet er korrekt angivet. Udgifterne skal holdes indenfor Bygge- og Teknikudvalgets ramme.

Det bemærkes endvidere, at det i indstillingen omtalte anlæg af dobbeltrettet cykelsti, ikke indgår i de samlede udgifter for projektet, og at Borgerrepræsentationen efterfølgende vil blive forelagt særskilt indstilling herom."

 

 

 

 

Økonomiudvalgets beslutning: Der blev begæret afstemning om indstillingen.

For stemte 9 medlemmer: B, A, L, F og Ø.

Imod stemte 1 medlem : O.

Indstillingen blev dermed anbefalet.

Ø ønskede følgende tilført protokollen:

"Enhedslisten tiltræder med forudsætningen om, at der efterfølgende bevilges anlæg af den dobbeltrettede cykelsti." L tilsluttede sig denne bemærkning.

O tog forbehold, og ønskede følgende tilført protokollen:

"Dansk Folkeparti kan ikke tilslutte sig lokalplanen. Dansk Folkeparti mener, at der med kapitalbevillingen på 16, 5 mio. kr., brugen og udmøntningen heraf, er tale om accept af Christianias rolle i forhold til beslutningen. Dansk Folkeparti minder om, at politiet ikke kan komme på Christiania, medmindre der medbringes 60 – 80 mand til beskyttelse af betjentene. Der er derfor ingen grund til at anerkende Christianias rolle her. I stedet burde området ryddes og omdannes til boliger og rekreativt areal. Dansk Folkepartis protokolbemærkning relaterer sig ikke til, at vejvedligeholdelse ikke skal foretages, men udelukkende i protest mod accepten af Christianitterne og deres medindflydelse."

 

Behandling: Til Borgerrepræsentationen.

RESUME

Københavns Kommune har ved indgåelse af en aftale med Freja Ejendom A/S overtaget Refshalevej som offentlig vej. Vejen består af to delstrækninger med hver sin funktion. På denne baggrund har forvaltningen udarbejdet et skitseprojekt, der tilgodeser vejens todelte funktionskrav. Dette medfører blandt andet etablering af to spærringer for motoriseret trafik, jf. lokalplan nr. 331 "Holmen II".

På den første delstrækning, fra Prinsessegade frem til "Multimediehuset", vil vejen fremstå som bygade og betjene dels børne- og ungdomsinstitutionerne på Trekantsgrunden dels Christiania. Strækningen, der ikke er fredet og for tiden er udmatrikuleret som privat fællesvej, forsynes med en række parkerings- og afsætningslommer og en spærring med vendemulighed der tillige sikrer, at det fremover ikke vil være muligt at benytte Refshalevej til gennemkørsel for motoriseret trafik.

Ved udformningen af vendepladsen sikres det fornødne areal til den fremtidige Christianshavns cykelrute.

Delstrækning 2, fra "Multimediehuset" frem til Frederiks Bastion, istandsættes med et tværprofilmål svarende til eksisterende tværprofil for dermed at tilgodese Skov- og Naturstyrelsens krav til denne strækning, som er en del af det fredede fortidsminde Christianshavns Vold. Skov- og Naturstyrelsen forventes at godkende belægningsvalget, som består af en asfalteret kørebane og chausséstensbelagte "sidearealer". Hermed opnås en æstetisk afbalanceret løsning, der er med til at understrege områdets opholdskvaliteter og værdien af det fredede område samtidigt med, at vejens funktionalitet sikres.

Ved Vilhelms Bastion anlægges en vendeplads udformet som et asymmetrisk hammerhoved. Der vil således mellem de to vendepladser være en strækning på omkring 380 m uden motoriseret trafik. For begge vendepladser gælder, at det fornødne areal skal tilvejebringes ved ekspropriation.

Cyklister vil på hele strækningen være henvist til kørebanen. Den motoriserede trafik på Refshalevej vil være meget begrænset, idet blandt andet muligheden for gennemkørsel ikke opretholdes for motoriseret trafik.

I aftalen med Freja A/S er der reserveret 15 mio. kr. til istandsættelse af den fredede del af Refshalevej (delstrækning 2). Herudover foreslås afsat 1,5 mio. kr. på Vej & Parks investeringsramme til istandsættelse af den øvrige del af vejen.

 

Til top