Mødedato: 04.12.2018, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Evaluering af borgerrådgiverfunktionen i Københavns Kommune

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen vedtog på deres møde den 15. januar 2004, at der skulle etableres en borgerrådgiverfunktion i Københavns Kommune.

En kommune kan efter styrelsesloven vælge at have en borgerrådgiverfunktion. Borgerrådgiverfunktionen er fastlagt i Københavns Kommunes styrelsesvedtægt, hvori det fremgår, at Borgerrådgiveren bistår Borgerrepræsentationen med dennes tilsyns- og kontrolfunktion i forhold til udvalg, borgmestre og forvaltninger samt varetager opgaver vedr. borgerrådgivning og borgervejledning. Derudover er det også borgerrådgiverfunktionen, som varetager kommunens whistleblowerordning. 

Der har ikke siden oprettelsen i 2004 været gennemført en mere grundlæggende evaluering af funktionens organisering og de kompetencer, der er tillagt funktionen. Derfor anbefales det, at der nu foretages en evaluering af Borgerrådgiverfunktionen.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at det godkendes, at borgerrådgiverfunktionen evalueres, jf. vedlagte kommissorium i bilag 1,
  2. at det godkendes, at resultatet af evalueringen og eventulle ændringsforslag forelægges for Gruppeformandskredsen, forinden forelæggelse for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
  3. at det godkendes, at udgifter til evalueringen holdes inden for Økonomiudvalgets egen ramme, jf. økonomiafsnittet.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog på deres møde den 15. januar 2004, at der skulle etableres en borgerrådgiverfunktion efter dispensation fra Økonomi- og Indenrigsministeriet. Funktionen har i dag hjemmel i kommunestyrelseslovens § 65e, som fastslår, at borgerrådgiverfunktionen ikke henhører under de stående udvalgs eller Økonomiudvalgets umiddelbare forvaltning af kommunens anliggender, at borgerrådgiverfunktionen ikke henhører under en borgmesters daglige ledelse af administrationen, og at borgerrådgiverfunktionen kun kan varetage opgaver vedrørende rådgivning og vejledning af borgere og tilsyn med kommunens administration.

Borgerrådgiverfunktionen er overordnet fastlagt i Københavns Kommunes styrelsesvedtægt, hvori det fremgår, at Borgerrådgiveren bistår Borgerrepræsentationen med dennes tilsyns- og kontrolfunktion i forhold til udvalg, borgmestre og forvaltninger samt varetager opgaver vedr. borgerrådgivning og borgervejledning. Derudover har borgerrådgiverfunktionen også til formål at modtage, undersøge og videreformidle oplysninger som led i kommunens whistleblowerordning.  

Borgerrepræsentationen har også nedsat Borgerrådgiverudvalget, som har til opgave at følge Borgerrådgiverens virksomhed og behandle Borgerrådgiverens årsberetning inden forelæggelse for Borgerrepræsentationen.

Borgerrådgiverfunktionen er en del af Københavns Kommune og refererer til Borgerrådgiverudvalget og Borgerrepræsentationen, men fungerer i udøvelsen af sit hverv uafhængig af disse.

Seneste evaluering af borgerrådgiverfunktionen var i 2006 (Borgerrepræsentationens møde den 14. december 2006), hvor temaet var kendskab til og tilfredshed med Borgerrådgiveren blandt borgere, brugere og ansatte i Københavns Kommune.

Der har ikke siden oprettelsen været gennemført en mere grundlæggende evaluering af funktionens organisering og de kompetencer der er tillagt funktionen. Økonomiudvalget har på et tidligere møde udtrykt ønske om at blive forelagt en indstilling om muligheden for en evaluering af borgerrådgiverfunktionen.

På den baggrund anbefaler Økonomiforvaltningen (ØKF), at der nu foretages en evaluering af Borgerrådgiverfunktionen.

Løsning

Evalueringens indhold

Økonomiforvaltningen har udarbejdet vedlagte forslag til kommissorium (bilag 1) som grundlag for evalueringen af borgerrådgiverfunktionen i Københavns Kommune. Selve evalueringen skal foretages af et advokatfirma.

Vedlagte kommissorium har været i høring i alle forvaltninger. Børne- og Ungdomsforvaltningen(BUF) er kommet med bemærkninger, jf. bilag 2. Bemærkningerne har ikke givet anledning for Økonomiforvaltningen til at ændre i kommissoriet.

Evalueringen skal omhandle følgende temaer: 1) borgerrådgiverfunktionens organisering, 2) de kompetencer og opgaver som er tillagt Borgerrådgiveren samt 3) Borgerrådgiverens fysiske rammer.

Evalueringen skal bl.a. belyse, om organiseringen af borgerrådgiverfunktionen er hensigtsmæssig, herunder om Borgerrådgiverudvalgets virksomhed generelt er understøttende for opnåelse af formålet med borgerrådgiverfunktionen, og i hvilket omfang Borgerrådgiverudvalget pålægger Borgerrådgiveren at iværksætte nærmere undersøgelse af udvalgte forvaltningsområder.  

Evalueringen skal også belyse, om de opgaver, der er fastlagt i § 65 e i den kommunale styrelseslov, er udmøntet tilstrækkeligt præcist og entydigt i vedtægterne for Borgerrådgiveren.

Det skal endvidere belyses, om der kan identificeres tilfælde, hvor grænsedragningen mellem Borgerrådgiverens kompetencer og kompetencer for kommunens stående udvalg, forvaltninger og eksterne myndigheder har givet anledning til tvivl.

Evalueringen skal endvidere belyse på hvilken måde, Borgerrådgiveren har varetaget de opgaver, der er fastlagt i vedtægten for Borgerrådgiveren.

Evalueringen skal også belyse hvorvidt formålet med placeringen af whistleblowerordningen i regi af Borgerrådgiveren må antages at være opfyldt, og endelig skal evalueringen belyse fordele og ulemper ved, at Borgerrådgiveren ikke fysisk er placeret på Rådhuset.

Evalueringen foretages på baggrund af skriftligt materiale fra perioden 2014-2018 vedrørende Borgerrådgiverudvalgets arbejde og beslutninger, Borgerrådgiverens årsberetninger, interviews med de syv borgmestre, de syv administrerende direktører eller andre medlemmer af direktionen, andre relevante medarbejdere i kommunen, Borgerrådgiveren, formanden for Borgerrådgiverudvalget samt øvrige relevante interessenter.

Evalueringen skal så vidt muligt pege på konkrete løsningsforslag.

Forelæggelse for Gruppeformandskredsen

Resultatet af evalueringen og eventuelle ændringsforslag vil blive forelagt for Gruppeformandskredsen med henblik på efterfølgende forelæggelse for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Da der vil være tale om en udvidelse af Gruppeformandskredsens sædvanlige opgaveportefølje, kræver det godkendelse i Borgerrepræsentationen, at sagen skal drøftes i Gruppeformandskredsen.

Økonomi

Evalueringen vil blive foretaget af et advokatfirma på baggrund af det i bilag 1 vedlagte kommissorium. Udgifterne til den eksterne evaluering skønnes at være 600.000-700.000 kr., som finansieres inden for Økonomiudvalgets egen ramme.  

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, vil Økonomiforvaltningen igangsætte evalueringen. Evalueringen tilstræbes gennemført med udgangen af 1. kvartal 2019. Det forventes, at Gruppeformandskredsen vil blive forelagt resultatet af evalueringen før sommerferien 2019 og Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen vil få forelagt sagen efter sommerferien 2019.

 

Peter Stensgaard Mørch                                     /Mads Grønvall          

Beslutning

Dagsordenspunkt 8: Evaluering af borgerrådgiverfunktionen i Københavns Kommune (2018-0167665)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 4. december 2018

Økonomiudvalget besluttede at sende kommissoriet for evaluering af borgerrådgiverfunktionen i Københavns Kommune i høring i Borgerrådgiverudvalget med følgende ændringer indarbejdet:

"Det Centrale Samarbejdsorgan (CSO), Ældrerådet, Udsatte Rådet, Handicaprådet samt borgere skal inddrages i evalueringen."

"Det skal i overensstemmelse med kommissoriet fremgå af indstillingens videre proces, at resultatet af evalueringen kommer i høring hos Borgerrådgiverudvalget og Borgerrådgiveren forinden behandlingen heraf i Gruppeformandskredsen, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen."


Til top