Mødedato: 04.11.2025, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Københavns værtskab for Copenhagen Sprint 2026

Se alle bilag

Copenhagen Sprint 2026 består af elementerne elitecykelløb for kvinder og mænd, cykelfestival, folkecykelløb, aktivering langs ruten, cykeldiplomatiske indsatser, kommunikation og udsmykning af byen. Indholdet til værtskabet for Copenhagen Sprint udvikles løbende i samarbejde med byens aktører og kommunens forvaltninger. Økonomiudvalget skal godkende det foreløbige værtsbykoncept for 2026 og drøfte, hvorvidt yderligere initiativer skal inkorporeres i projektet. Den eksterne publikumsevaluering af Copenhagen Sprint 2025 er vedlagt som bilag til sagen.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at det godkendes, at Copenhagen Megaevents arbejder videre med værtskabet af Copenhagen Sprint 2026, som forelagt i denne sag.

Problemstilling

Copenhagen Sprint, det danske World Tour-cykelløb, skal afholdes igen fra den 13.-14. juni 2026. Første udgave løb af stablen i juni 2025 med stor tilskuertilslutning og folkefest.

Fra Budget 2024 er der afsat 5 mio. kr. årligt i tre år til værtskabet i København. Midlerne dækker bl.a. folkecykelløb og cykelfestival, heppezoner og aktivering i København, cykeldiplomatiske indsatser, og kommunikation og udsmykning af byen. Disse elementer skal udvikles og planlægges i samarbejde mellem forvaltningerne i Københavns Kommune (KK) og med byens eksterne aktører.

Partnerkredsen bag Copenhagen Sprint har fået udarbejdet en officiel publikumsevaluering i forlængelse af Copenhagen Sprint 2025. Den er udarbejdet af Wilke og er bl.a. baseret på interviews med ca. 1.700 publikum under løbsweekenden samt teledata fra 3. Evalueringen viser stor tilfredshed med værtsbyaktiviteterne i København, hvor over 80 % syntes godt om folkecykelløbet og festivalen i Østre Anlæg. Hele 86 % af de adspurgte forventer at vende tilbage til Copenhagen Sprint i 2026. Den fulde evaluering kan læses i bilag 1.

Der er i evalueringen af Copenhagen Sprint 2025 anvendt to forskellige metoder for beregning af, hvor mange personer, der har oplevet cykelløbene.

I den ene metode har et nationalt repræsentativt udvalg af danskere (+18år) svaret på, om de har overværet løbet fysisk. Når deres svar opskrives i relation til den samlede befolkning, estimeres det, at 257.000 danskere har været tilskuere langs ruten, fra Roskilde til København.

Med den anden metode er der anvendt teledata. Her opgøres det, at der har været samlet set 752.631 unikke personer fordelt ved fire hotspots langs ruten, i løbet af Copenhagen Sprint weekenden. Dette tal inkluderer både overnattende, endagsbesøgende, korttidsbesøgende, pendlere og beboere i området ved de 4 hotspots.

Løsning

Copenhagen Megaevents, det tværforvaltelige samarbejde omkring byens megaevents bestående af Økonomiforvaltningen (ØKF), Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) og Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF), inddrager løbende de øvrige forvaltninger samt eksterne partnere i arbejdet omkring Københavns værtskab for Copenhagen Sprint.

Der vil blive bygget videre på erfaringerne fra afviklingen i 2025 ifm. planlægningen af næste års værtskab. Planerne for værtskabet i 2026 vil blive uddybet i afsnittene herunder.

Paraelitecykelløb

Copenhagen Megaevents er i dialog med eventselskabet og Danmarks Cykle Union om at afsøge mulighederne for at inkludere et elitecykelløb for paracyklister ifm. Copenhagen Sprint 2026.

Cykelfestival

Cykelfestivalen for Copenhagen Sprint 2026 afholdes igen i Østre Anlæg ved målstregen for elitecykelløbet. De øvrige rammer for festivalen forventes også at være de samme som i 2025 med bl.a. storskærme, en hovedscene, en talk-scene, områder med cykelfagligt og kommercielt indhold samt mad og drikke. Indholdet i festivalen vil sigte mod en bred målgruppe, herunder bl.a. børnefamilierne, de cykelinteresserede og de nysgerrige københavnere. Cykelfestivalen vil være åben begge dage.

Folkecykelløb

Folkecykelløbet er et signaturevent, hvor både københavnere og besøgende inviteres til at cykle på den lukkede rundstrækning. Der afholdes særlige starter for forskellige målgrupper som en del af folkecykelløbet for at sikre mangfoldighed og tilgængelighed. ØKF er i tæt dialog med flere aktører, som er interesserede i at være partnere på folkecykelløbet, bl.a. Hverdagsaktivisterne og A-team i Socialforvaltningen, Cyklistforbundet og DGI Storkøbenhavn.

Der arbejdes på en plan for, hvordan man bedst udnytter tidsrummet for afspærringen. I dette arbejde indgår også eventuel ændring af tidspunktet for folkecykelløbet for at sikre den bedst mulige udnyttelse af den lukkede rute.

Heppezoner og aktivering i København

Heppezonerne ifm. Copenhagen Sprint 2026 skal skabe borgernær aktivering af værtskabet. De to heppezoner på Sankt Hans Torv og Nørrebros Runddel udvikles i samarbejde med lokale aktører. Derudover arbejdes der på at gøre Rådhuspladsen til en mulig heppezone. I heppezonerne vil der være storskærme og aktiviteter for flere målgrupper.

Derudover arbejdes der på igen at skabe samarbejde med bl.a. kulturhusene via KFF, folkeskoler via BUF og lokaludvalg omkring forskellig aktivering ifm. Copenhagen Sprint 2026. Det er desuden tanken, at sideaktiviteten ”Prøv en specialcykel” gentages i 2026 i et samarbejde mellem KK, Cyklistforbundet, Wonderful Copenhagen og Elsassfonden.

Cykeldiplomatiske indsatser

Hvor cykeldiplomatiske indsatser i 2025 resulterede i et stort cykeltopmøde, er planen for 2026 at afholde et high-level event med udvalgte internationale partnere og byer i forbindelse med Copenhagen Sprint, hvor centrale aktører kan mødes og forpligte hinanden på at fortsætte det politiske momentum omkring at løfte cykling, både i Danmark og internationalt. Indsatsen i 2026 kan tage udgangspunkt i erfaringerne og drøftelserne fra cykeltopmødet, herunder global finansiering af liveable streets.  

Kommunikation og udsmykning af byen

Den visuelle kommunikation og city dressing-kampagne i byrummet i forbindelse med Copenhagen Sprint 2025 var stemningsfuld, informativ og kendskabsopbyggende. Fokus i 2026 vil derfor være at videreudvikle city dressing og kampagnen i byrummet, så der sikres en kommunikation og udsmykning, der understøtter folkefest, aktiviteter og aktivering på ruten. Flere af city dressing-elementerne fra 2025 er blevet produceret mhp. på genbrug i 2026 og 2027.

Som i 2025 gennemføres en presse- og kommunikationsindsats i 2026 i samarbejde med den nationale partnerkreds. Det omfatter bl.a. samarbejde med DR som mediepartner om redaktionel dækning af eventen.

Fremkommelighed og beboerinformation

Copenhagen Sprint 2025 har vist et behov for at forbedre fremkommeligheden under afviklingen af cykelløbet, så både erhvervsdrivende og beboere tæt på og langs ruten i København ikke generes unødigt af afspærringen.

Der arbejdes på initiativer for at forbedre fremkommeligheden i byen og information herom ifm. Copenhagen Sprint 2026. Det fulde overblik fremgår af bilag 2.

Initiativerne omhandler bl.a. følgende:

  • Opgradering af personale ved overgangene på gadeniveau.
  • Det undersøges, hvorvidt UCI-regler og Beredskabet vil tillade et antal gangbroer over vejarealet.
  • Tydeligere trafikkort inkl. fokus på fremkommelighed for borgere med funktionsnedsættelser.
  • Dialog med erhvervsdrivende langs rundstrækningen.
  • Styrket trafikkommunikationsindsats op til afvikling.

Økonomi

Der er afsat 5 mio. kr. årligt i 3 år fra Budget 2024. Midlerne til Copenhagen Sprint 2026 fordeles, som vist herunder. 

Poster til værtsbykonceptet

Budget (i mio. kr.)

Cykeldiplomatiske indsatser

0,75

Heppezoner og aktivering i København

0,5

Kommunikation og City Dressing

1,0

Folkecykelløb

0,4

Cykelfestival – indhold og aktiviteter

1

Myndighedsarbejde, beboerinformation og ekstraordinær rutetilpasning

1,25

Buffer

0,1

I alt

5

Videre proces

Projektgruppen på tværs af KK’s forvaltninger arbejder videre med værtskabet i København og involverer interne og eksterne aktører i planlægningen af Copenhagen Sprint 2026.

 

Søren Hartmann Hede / Nanna Westerby Jensen

Til top