Mødedato: 04.11.2025, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Godkendelse af årsregnskab 2024

Se alle bilag

Københavns Kommunes regnskab for 2024 og forvaltningernes handleplaner til revisionsberetningen fremlægges til godkendelse på baggrund af Revisionsudvalgets behandling af regnskabet i revisionsbetænkningen.

Revisionsudvalget vurderer, at det er positivt, at trenden med et faldende antal revisionsbemærkninger fortsætter. I indstillingen fremgår Økonomiforvaltningens svar på udvalgets bemærkninger.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at revisionsbetænkningen om revisionen af Københavns Kommunes regnskab for 2024, jf. bilag 1, tages til efterretning,
  2. at udvalgenes besluttede foranstaltninger som følge af revisionens bemærkninger, jf. bilag 3, godkendes,
  3. at Københavns Kommunes regnskab for 2024, jf. bilag 4 og 5, godkendes.

Problemstilling

Regnskabsresultatet

Regnskabsresultat for 2024 viser et mindreforbrug på service på 373 mio. kr. i forhold til den eksterne ramme (det udmeldte sigtepunkt fra KL inklusive udgifter til Ukraine).

På bruttoanlæg er der et mindreforbrug på 118 mio. kr. i forhold til korrigeret budget, men et merforbrug på 95 mio. kr. i forhold til kommunens anlægsramme (vedtaget budget).

På overførsler mv. er der et mindreforbrug på 78 mio. kr.

Revisionsberetningen og Revisionsudvalgets betænkning

Københavns Kommune modtog den 2. juni 2025 revisionsberetningen vedrørende regnskabet for 2024. Med beretningen godkendte kommunens eksterne revisor, EY, årsregnskabet for 2024 uden forbehold.

Revisionen anførte desuden, at det generelt er vurderingen, at forretningsgange mv. i Københavns Kommune er designet i overensstemmelse med de gældende regler, og at efterlevelse heraf understøtter kommunens regnskabsaflæggelse og økonomistyring på betryggende vis.

På baggrund af forvaltningernes handleplaner, som blev forelagt Økonomiudvalget på mødet den 26. august 2025 samt 23. september 2025, har Revisionsudvalget udarbejdet sin betænkning over revisionen af årsregnskabet 2024, som danner grundlag for Borgerrepræsentationens endelige behandling af regnskabet.

Løsning

Revisionsudvalget har med sin revisionsbetænkning behandlet den eksterne revisor, EYs, revisionsberetning, samt de handleplaner, Økonomiudvalget og de stående udvalg har knyttet til revisionsberetningen.

Revisionsudvalget bemærker i sin betænkning, at det er positivt, at trenden med et faldende antal revisionsbemærkninger ser ud til at fortsætte.

Revisionsudvalget har derudover nedenstående bemærkninger som følge af de væsentligste forhold i revisionsberetningen.

”Den første kategori omfatter indkøb og regnskab. Der er afgivet tre bemærkninger som kan henføres til godkendelse af indkøb i BUF, anlægsprojekter og balanceposter.

Revisionsudvalget noterer sig, at der er fremgang på området og forvaltningerne arbejder godt med at få lukket de kritiske forhold.

Bemærkning nr. 6 Godkendelse af indkøb i BUF skiller sig ud fra tidligere års afgivne bemærkninger. BUF har i forbindelse med etablering af administrative fællesskaber besluttet ikke fuldt ud at følge de regler, som Økonomiudvalget har besluttet om varemodtagelse i forbindelse med indkøb af varer og tjenesteydelser. I perioden september 2023 indtil oktober 2025, hvor BUF oplyser, at de vedtagne regler følges, er der således en betydelig risiko for, at der er foretaget betaling for varer og tjenesteydelser, som ikke er bestilt, eller hvor det modtagne ikke svarer til det aftalte.

At det er ikke muligt for BUF at udføre kontrollen bagudrettet i overensstemmelse med de gældende regler, så forvaltningen er nødt til at acceptere procesrisikoen og det økonomiske tab som evt. har ramt Københavns Kommune, er selvfølgelig uheldigt. Revisionsudvalget noterer sig, at BUF bevidst har valgt ikke at følge de regler og retningslinjer, som er politisk besluttet. Hvis forvaltningen mener, at reglerne bør ændres, kan der rejses en sag politisk. Indtil en eventuel ændring af reglerne er politisk besluttet, skal forvaltningerne følge disse. At man politisk i de respektive udvalg og i BR efterfølgende er nødsaget til at godkende og acceptere en procesrisiko og et eventuelt økonomiske tab, er uacceptabelt.”

Økonomiforvaltningens kommentarer

Godkendelse af indkøb i BUF

Forvaltningen har fra oktober ændret processen for indkøb, så de administrative fællesskaber kontrollerer varemodtagelsen og godkendelsen af fakturaer for at leve op til reglerne på området.

Økonomiforvaltningen fortsætter dialog med Børne- og Ungdomsforvaltningen og Intern Revision om tilpasning af processer, systemer og regler med henblik på en afbureaukratisering og automatisering af indkøbsprocessen.

Revision af balancen

Alle forvaltninger har udarbejdet handleplaner og har rettet eller er i gang med at rette de påpegede fejl på balancen.

Anlægsprojekter

De berørte forvaltninger forventer at få aflagt de udestående anlægsregnskaber inden afslutningen af regnskab 2025.

”Den anden kategori omfatter informationssikkerhed. Der er videreført en bemærkning, som kan henføres til manglende ibrugtagningstilladelser for it-systemer og en ny generel bemærkning vedrørende informationssikkerhed i KK.

Siden 2021 har revisionen løbende påpeget behovet for, at styringen og gennemsigtigheden af arbejdet med informationssikkerhed i KK styrkes væsentligt. Dertil kommer, at nye lovgivninger og reguleringer (aktuelt NIS2, AI Act og forventede yderligere reguleringer de kommende år) kræver en større grad af gennemsigtighed, hvor ledelsen vil blive afkrævet svar om prioriteringer, dokumentation og det ledelsesmæssigt vedtagne sikkerhedsniveau, hvilket bl.a., kræver at KK har et ISMS.

Revisionsudvalget noterer sig, at revisor henstiller, ”at arbejdet gennemføres hurtigst muligt, således at den periode, hvor den øverste ledelse må acceptere et ”uklart” billede af den samlede informationssikkerhed, herunder manglende viden om foranstaltninger og effektiviteten af kontroller samt residualrisikoen, reduceres mest muligt”.

Revisionsudvalget bemærker i forlængelse heraf, at Økonomiudvalget bør følge arbejdet og fremdriften tæt, så perioden, hvor risikoen for væsentlige sikkerhedshændelser og brud, som kan være kritiske, i forhold til at KK kan løse sine kerneopgaver, begrænses mest muligt.

Revisionsudvalget anbefaler desuden, at Økonomiudvalget snarest muligt får afklaret Københavns Kommunes fremtidige organisering i forhold til, at det i forbindelse med Økonomiaftalen for 2026 er aftalt, at kommunerne skal etablere sig i 4-5 it-driftscentre fra 2027. Den fremtidige organisering vurderes at få betydelig indflydelse på det igangsatte arbejde på informationssikkerhedsområdet.” 

Økonomiforvaltningens kommentarer

Ibrugtagningstilladelser på it-systemer

Der udestår klarmeldinger fra forvaltningerne på fem systemer, som herefter vil kunne risikovurderes mhp. ibrugtagningstilladelse. Risikovurdering af tre systemer er under udarbejdelse. Handleplanerne forventes afsluttet ultimo 2025.

Informationssikkerhed

Der er udarbejdet en tværgående handleplan på området mhp. implementering af et ISMS, implementering af CIS18-rammeværk for standardiserede kontroller på it-sikkerhedsområdet, samt en revurdering af it-anskaffelsesmodellen.

”Den tredje kategori omfatter bemærkninger rettet mod specifikke delområder i forvaltningerne. Der er afgivet fire bemærkninger heraf er tre nye:

  • Forsikringsområdet
  • Ejendomsvedligehold
  • Fritagelse for ejendomsskat

Revisionsudvalget noterer sig, at der er tale om bemærkninger på områder med væsentlig økonomisk betydning, hvor der særligt vedrørende forsikringsområdet og ejendomsvedligehold er et politisk handlerum og truffet nogle politiske beslutninger, som ikke er efterlevet af forvaltningen.

Revisionsudvalget finder det positivt, at Økonomiudvalget har stillet krav til og følger forvaltningens handleplaner på de to områder.

I forhold til den videreførte bemærkning nr. 9 Indtægter ved egenbetaling i SOF, er det væsentligt at være opmærksom på, at SOF ikke er i stand til at tilvejebringe oplysninger om de konkrete huslejer m.v. for en række af borgerne tilbage i tid, hvilket gør, at det ikke er muligt at foretage en beregning i overensstemmelse med de gældende regler.

Således kan revisor ikke bekræfte, at beregning og evt. tilbagebetaling er foretaget i overensstemmelse med gældende regler og retningslinjer, og således skal procesrisikoen og det medfølgende økonomiske tab godkendes politisk.

Revisionsudvalget bemærker, at det er uheldigt, at man politisk i de respektive udvalg og BR er nødsaget til at godkende og acceptere en procesrisiko og et eventuelt økonomiske tab på grund af fejl og mangler i forvaltningens administration.”

Økonomiforvaltningens kommentarer

Forsikring ØKF

Der udarbejdes et nyt forretningscirkulære på området, som tager højde for Økonomiudvalgets bemærkninger og forelægges for udvalget primo 2026.

Ejendomsvedligehold

Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen orienteres ultimo 2025 om prioriteringen af vedligehold i 2026. Frem mod budget 2027 vil Økonomiforvaltningen udarbejde et beslutningsoplæg om en ny 10-årig styringsmodel for vedligehold.

Fritagelse for ejendomsskat

Økonomiforvaltningen er ved at udarbejde en forretningsgang på området og forventer at have gennemgået alle relevante ejendomme inden udgangen af 2025.

Egenbetaling – indtægter SOF

Socialforvaltningen har udarbejdet en handlingsplan på området og følger løbende op på de iværksatte tiltag.

Økonomiforvaltningen følger løbende op på revisionsbemærkningerne og forvaltningernes handleplaner. Økonomiudvalget forventes at få forelagt de løbende revisionsrapporter samt opfølgning på årsrevisionen primo 2026.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Den endelige godkendelse af regnskabet for 2024 inkl. handleplaner til revisionens bemærkninger sker på Borgerrepræsentationens møde den 13. november 2025. Herefter oversendes regnskabet til tilsynsmyndighederne.

 

Søren Hartmann Hede / Nicolai Kragh Petersen

Til top