Regnskabsprognose for 2003 pr. 21. januar 2003
Regnskabsprognose for 2003 pr. 21. januar 2003
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 4. marts 2003
J.nr. ØU 53/2003
3. Regnskabsprognose for 2003 pr. 21. januar 2003
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget, at:
- Økonomiudvalget meddeler Revisionsdirektoratet, Kultur- og Fritidsudvalget, Uddannelses- og Ungdomsudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalget samt Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget at indberetningen om forventet regnskab 2003 tages til efterretning.
- Bygge- og Teknikudvalgets indberetning om forventet regnskab for 2003 tages til efterretning med en bemærkning om, at Bygge- og Teknikudvalget til næste prognose skal redegøre for de evt. økonomiske konsekvenser i 2003 af KTKs underskud i regnskabet for 2002.
- Miljø- og Forsyningsudvalget indberetning om forventet regnskab 2003 tages til efterretning med bemærkning om, at Økonomiudvalget kan frafalde kravet om, at Miljø- og Forsyningsudvalget månedligt skal rapportere udviklingen på udvalgets finansposter til Økonomiudvalget. Udvalget anmodes om til regnskabsprognosen i juli at redegøre for status for de aktiviteter til forbedring af KEs prognoser, der er nævnt i orienteringen til Økonomiudvalget af 28. januar 2003.
RESUME
I denne indstilling redegøres der for den første regnskabsprognose for 2003, herunder kommunens likviditet, på grundlag af udvalgenes indberetninger pr. 21. januar 2003.
Københavns Kommune havde primo 2003 en kassebeholdning på 2.172 mill. kr.
Udvalgene har indberettet følgende afvigelser til budgettet:
Tabel 1. Regnskabsprognose for Københavns Kommune.
Bevillingsområde | Vedtaget | Tillægs- | Korrigeret | Forventet | Forventet | ||
(Mill. Kr.) | budget | bevilling | budget | regnskab | afvigelse | ||
(1) | (2) | ||||||
Rammebelagt drift & anlæg | 22.191 | 13 | 22.203 | 22.168 | 35 | ||
Indtægtsdækket drift & anlæg | -267 | 4 | -263 | -245 | -18 | ||
Lovbundne områder | 6.294 | 0 | 6.294 | 6.334 | -40 | ||
Skatter og udligning | -28.623 | 0 | -28.623 | -28.613 | -10 | ||
Øvrige finansielle poster | 397 | 0 | 397 | 318 | 78 | ||
Kassebevægelse | -9 | 17 | 8 | -38 | 46 | ||
[1] Tiltrådt af Borgerrepræsentationen ultimo december 2002. | |||||||
[2] - angiver merudgift/mindreindtægt. |
I forhold til kassebeholdningen ultimo 2002 kan indtil 1.057 mill. kr. af mindreforbruget i regnskab 2002 ventes overført til udvalgenes budget 2003 forudsat, at betingelserne for overførslerne er opfyldte.
Udvalgenes indberetninger af forventet regnskab viser merindtægter/mindreudgifter for i alt 46 mill. kr. Forbedringen skyldes hovedsagligt en forventet merindtægt på 105 mill. kr. på Miljø- og Forsyningsudvalgets finansposter. Beløbet vedrører forsinkede opkrævninger fra 2002.
På finansposterne i øvrigt forventer Økonomiudvalget samlede merudgifter på 9 mill. kr., der skyldes pensionisters øgede brug af ordningen for udskydelse af ejendomsskat.
På det lovbundne område forventer Sundheds- og Omsorgsudvalget merudgifter på 35 mill. kr., der skyldes øgede udgifter til medicin.
Alle udvalg forventer at overholde budgetrammen på de rammebelagte områder for 2003.
Samlet forventes kassebeholdningen ultimo 2003 at udgøre 365 mill. kr.
Tages der højde for beslutninger, som Borgerrepræsentationen har truffet vedrørende tidligere budgetår og overslagsårene 2004-2006, ventes kommunens reelle kasse at udgøre 561 mill. kr.
Det er 240 mill. kr. mindre end i oktoberprognosen. Hovedårsagen til faldet er en forværring af finansposterne mellem det forventede regnskab i oktober 2002 og det foreløbige regnskab 2002, der er opgjort i februar 2003.
I det foreløbige regnskab 2002 har Sundheds- og Omsorgsudvalget, Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Bygge- og Teknikudvalget relativt store afvigelser på finansposterne i forhold til budgettet. Eksempelvis udviser Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets finansposter i regnskab 2002 en forværring på 490 mill. kr. i forhold til, hvad udvalget indberettede i oktoberprognosen. Disse forskydninger skal vurderes nærmere, når udvalgenes endelige forklaringer til regnskab 2002 foreligger.
SAGSBESKRIVELSE
1. Regnskabsprognose for 2003
Udvalgene har indberettet den første regnskabsprognose for 2003. De modtagne indberetninger er vedlagt som bilag 5.
Nedenfor er der opstillet forventet regnskab og en likviditetsprognose for hele kommunen.
Det forventede regnskab omfatter forskellen mellem korrigeret budget 2003 og det forventede årsregnskabsresultat for 2003, som det er indberettet pr. 21. januar 2003.
2. Tillægsbevillinger til budget 2003
Borgerrepræsentationen har tiltrådt tillægsbevillinger til budget 2003 i form af omflytninger indenfor eller mellem udvalg, herunder en omflytning fra Sundheds- og Omsorgsudvalget til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget på 22 mill.kr. til dækning af driftsudgifter på Verahus og Vibegården. (BR 631/02).
Desuden er der tiltrådt tillægsbevillinger i form af udmøntning af puljen til Agende 21 (BR 607/02).
Opplaceringer og puljeudmøntningerne er budgetneutrale for kommunen som helhed, idet de ikke medfører merudgifter i forhold til det vedtagne budget for 2003.
Der er herudover tiltrådt tillægsbevillinger for 17 mill. kr.
Nedenstående tabel omfatter tillægsbevillinger til budget 2003 tiltrådt pr. 31.12. 2002.
Tabel 2. Tillægsbevillinger til budget 2003, der er tiltrådt til og med 31.12.2002 (mill.kr.)
Ov erførsler fra 2002 | 7 |
Interne lån, hvor midlerne tilbagebetales til kassen i det følgende år | 8 |
Tillægsbevillinger, der modsvares af engangsindtægter | 2 |
I alt | 17 |
- angiver mindreudgift/merindtægt (kasseopbygning). |
Der er tiltrådt tillægsbevillinger til merudgifter på 17 mill. kr. herunder:
- Overførsler af 7 mill. kr. fra budget 2002 vedrørende uforbrugte midler (BR 642/02, BR 622/02).
- Interne låneordninger for 8 mill. kr., til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget til etablering af 5 nye sikrede pladser på Sønderbro (BR 640/02).
- Tillægsbevillinger, der modsvares af engangsindtægter på 2 mill. kr. i forbindelse med overdragelse af transmissionsudstyr til KE-Tele (BR 634/02).
3. Regnskabsprognose for hele kommunen
Tabel 3. Forventet regnskab 2003 for Københavns Kommune.
Bevillingsområde | Vedtaget | Tillægs- | Korrigeret | Forventet | Forventet |
(Mill. Kr.) | budget | bevilling | budget | regnskab | afvigelse |
(1) | (2) | ||||
Rammebelagte driftsområder | 20.638 | 6 | 20.644 | 20.640 | 4 |
Rammebelagte anlægsområder | 1.552 | 7 | 1.559 | 1.528 | 31 |
Indtægtsdækkede driftsområder | -985 | 4 | -981 | -962 | -18 |
Indtægtsdækkede anlægsområder | 717 | 0 | 717 | 717 | 0 |
Lovbundne områder | 6.294 | 0 | 6.294 | 6.334 | -40 |
Skatter og udligning | -28.623 | 0 | -28.623 | -28.613 | -10 |
Øvrige finansielle poster | 397 | 0 | 397 | 318 | 78 |
Kassebevægelse | -9 | 17 | 8 | -38 | 46 |
[1] Tiltrådt af Borgerrepræsentationen ultimo december 2002. | |||||
[2] - angiver merudgift/mindreindtægt. |
For 2003 forventes der mindreudgifter/merindtægter på i alt 46 mill. kr.
På de rammebelagte driftsområder er der indberettet mindreudgifter på i alt 4 mill. kr.
Økonomiudvalget forventer mindreudgifter på 6 mill. kr., der dels skyldes mindreudgifter til Wonderful Copenhagen på 8 mill. kr., da udgiften i stedet afholdes som en del af HUR-tilskuddet under skatter og udligning, dels merudgifter på 2 mill. kr. til arbejdsskadeforsikringer.
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget forventer mindreudgifter på 4 mill. Mindreudgifterne dækker over samlede merudgifter på 25 mill. kr. vedrørende børnefamilier inden for døgnpleje og forebyggende foranstaltninger og et mindreforbrug på integrationsprogrammer, da der var budgetteret med, at et overgangstilskud fra staten bortfaldt, hvilket ikke blev tilfældet. Der er endvidere et mindreforbrug på 4 mill. kr. på handicapområdet, der skyldes en forskydning i udgifter til etablering af nye pladser.
Bygge- og Teknikudvalget forventer mindreindtægter på 5 mill. kr. fra parkeringsafgifter.
På de rammebelagte anlægsområder forventes der mindreudgifter på 31 mill. kr., der vedrører lavere aktivitet på byfornyelsesprojekter.
På det indtægtsdækkede driftsområde forventer Miljø- og Forsyningsudvalget mindreindtægter/merudgifter på 18 mill. kr. Merudgifterne på 10 mill. kr. forekommer i Miljøkontrollen og skyldes afvikling af et midlertidigt jorddepot. I Københavns Energi forventes mindreindtægter for 8 mill. kr., der skyldes lavere varmesalg, ændrede afregningspriser og mindreindtægter vedrørende investeringsbidrag pga. færre tilslutninger til el-nettet end forventet.
På de indtægtsdækkede anlægsområder er der ikke indberettet ændringer.
På det lovbundne område er der indberettet merudgifter på i alt 40 mill. kr., som især skyldes en merudgift i Sundheds- og Omsorgsudvalget på 35 mill., der skyldes øgede udgifter til medicin.
På skatter og udligning er der indberettet mindreindtægter på 10 mill. kr. Mindreindtægterne skyldes flere modsatrettede forhold:
- Mindreudgifter på 5 mill. kr. grundet at ophævelsen af spærretiden for pensionister ikke blev gennemført.
- Merudgifter på 7 mill. kr. vedrørende Wonderful Copenhagen på HUR-tilskuddet, der modsvares af et mindreforbrug under det rammebelagte driftsområde.
- Mindreindtægt på 21 mill. kr. vedrørende lavere provenu fra dødsboskat grundet ændret lovgivning.
- Merindtægt på 11 mill. kr. vedr. ejendomsskatter som følge af højere grundværdier ved billetudskrivningen end budgetteret.
Der forventes merindtægter på 78 mill. kr. på de øvrige finansposter herunder:
- Merudgifter på 15 mill. kr. under Økonomiudvalget, der bl.a. skyldes merudgifter på 10 mill. kr. vedrørende pensionisters lån til betaling af ejendomsskat, samt mindreudgifter på 6 mill. kr. vedrørende kommunens mellemværende med staten på skatteområdet.
- Merindtægter på 83 mill. kr. under Miljø- og Forsyningsudvalget der bl.a. skyldes en merindtægt på 105 mill. kr., som følge af en normalisering af rykkerproceduren overfor forbrugerne, hvor indtægten skulle været kommet i 2002, og merudgifter på 20 mill. kr. grundet øgede tilgodehavender hos forbrugerne.
4. Likviditetsprognose for 2003
Tabel 5. Likviditetsprognose for 2003, mill. kr.
Kassebeholdning primo 2003 | 2.172 |
Likviditetstræk i budget 2003 | 9 |
Tiltrådte tillægsbevillinger til budget 2003 pr. 30. december 2002 | -17 |
Indberettede afvigelser pr. 21. januar 2003 | |
Rammebelagte driftsområder | 4 |
Rammebelagte anlægsområder | 31 |
Indtægtsdækket virksomhed | -18 |
Lovbundne områder | -40 |
Skatter og udligning | -10 |
Finansposter i øvrigt | 78 |
Ikke indberettede afvigelser vedr. 2003 | |
Forventede overførsler 2001-2002 til 2003 | -1.096 |
Korrigeret afdrag i 2003 vedr. lån til byfornyelse | -75 |
Afdrag vedr. salg af ejendomme og betaling af lån fra E2 (BR 218/2000) | -674 |
Forventet kassebeholdning ultimo 2003 | 365 |
Boligpolitisk strategiplan 2004 (BR 137/00, BR 297/01, BR 237/02) | -131 |
Afdrag på interne lån i kassen i perioden 2004-2006 | 327 |
Amager Strandpark, byggemodning 2004-05 (ØU 324/2002) | -53 |
Amager Strandpark, indtægt fra af byggeret i 2005-06 (ØU 324/2002) | 53 |
Reel kassebeholdning (1) | 561 |
(1) Reel kassebeholdning er defineret som kommunens kassebeholdning ultimo året fratrukket beløb, Borgerrepræsentationen har disponeret over i budgetoverslagsårene 2004-2006.
Kommunens kasse ultimo året
Københavns Kommune havde primo 2003 en kassebeholdning på 2.172 mill. kr.
I vedtaget budget 2003 er indarbejdet en kasseopbygning på 9 mill. kr. Ultimo 2002 har Borgerrepræsentationen herudover tiltrådt tillægsbevillinger for 17 mill. til budget 2003, svarende til et likviditetstræk på 17 mill. kr.
Udvalgene har for 2003 indberettet en samlet forbedring på 46 mill. kr.
Økonomiforvaltningen skønner på nuværende tidspunkt, at der kan ventes overført i størrelsesordenen 1.096 mill. kr. af udvalgenes mindreforbrug fra 2002 samt et mindre beløb fra 2001.
Overførslerne til 2003 ventes korrigeret for en merindtægt på 146 mill. kr. vedrørende salg af tilbagekøbsrettigheder mv., en driftsbogført fremtidig merindtægt på 67 mill. kr. vedrørende underdækning i Københavns Energi og uudnyttede byfornyelsesmidler på 75 mill. kr., der er finansieret ved låneoptagelse. Herudover ventes overførselsadgangen korrigeret for en række mindre puljer og bevillinger under Økonomiudvalget.
Der ventes afdraget yderligere på gælden i 2003 med 674 mill. kr. som følge af ekstraordinære engangsindtægter, heraf vedrører 267 mill. kr. fra salg af ejendomme og tilbagekøbsrettigheder og 407 mill. kr. fra tilbagebetaling fra E2 af et lån, hvor midlerne er øremærket til gældsnedbringelse (BR 218/2000).
Der ventes blive fremlagt en indstilling herom i forbindelse med overførselssagen 2002-2003, der ventes forelagt Økonomiudvalget den 6. maj 2003.
Sammenlagt forventes kassebeholdningen ultimo 2003 dermed at udgøre 365 mill. kr.
Kommunens reelle kasse
Borgerrepræsentationen har truffet beslutning om anvendelse af i alt 131 mill. kr. i overslagsårene 2004-2006.
I forbindelse med aftalen om tilbagekøbsrettigheder med den almene boligsektor, har Borgerrepræsentationen besluttet, at 400 mill. kr. skal anvendes til investeringer og grundmodning mv. i 2002-2004, hvoraf 278 mill. kr. er udmøntet i 2002-2003. Der resterer således 131 mill kr., der ventes udmøntet i 2004.
I årene 2004-2006 tilbageføres 327 mill. kr. vedrørende afdrag fra udvalg og forsøgsbydele på lån optaget i kommunes kasse frem til og med 2002.
Heri indgår blandt andet et lån til dækning af et samlet merforbrug på 32,1 mill. kr. i forbindelse med renoveringen af Øbro-hallen (BR 579/02), som er forudsat tilbagebetalt i opgørelsen af den reelle kasse. Borgerrepræsentationen har besluttet, at Kultur- og Fritidsudvalget i 1. kvartal 2003 skal fremlægge en redegørelse for, hvordan styringen af anlægsprojekter o.lign. i KI fremadrettet kan forbedres samt redegøre for konsekvenserne for KIs aktiviteter af en tilbagebetaling af KIs interne lån. Økonomiudvalget skal på baggrund af redegørelsen udarbejde en indstilling til Borgerrepræsentationen om de økonomiske rammer for KI, herunder så Borgerrepræsentationen kan foretage en endelig stillingtagen til tilbagebetalingsperioden for de optagne lån og behovet for evt. hel eller delvis gældssanering af KI (BR579/02).
Endvidere har Borgerrepræsentationen besluttet, at der i overslagsårene 2004-2006 investeres 53 mill. kr. vedr. Ny Amager Strandpark i 2004-2005 (BR 317/01). Investeringen ventes at blive tilbagebetalt i 2005-2006 i forbindelse med salget af byggeret i Amager Strandpark.
Kommunens reelle kassebeholdning ventes med udgangspunkt i disse forudsætninger at udgøre 561 mill. kr.
I sidste prognose blev den reelle kassebeholdning opgjort til 801 mill. kr. Den reelle kassebeholdning er dermed reduceret med 240 mill. kr.
Reduktionen skyldes hovedsageligt, at kommunen samlet set har en forværring på finansposterne i regnskabet for 2002.
I det foreløbige regnskab 2002 har Sundheds- og Omsorgsudvalget, Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Bygge- og Teknikudvalget således relativt store afvigelser på finansposterne i forhold til budgettet. Eksempelvis udviser Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets finansposter i regnskab 2002 en forværring på 490 mill. kr. i forhold til, hvad udvalget indberettede i oktoberprognosen.
Disse forskydninger skal vurderes nærmere, når udvalgenes endelige forklaringer til regnskab 2002 foreligger, jf. også afsnit 5 nedenfor.
5. Udvalgenes og Revisionsdirektoratets indberetninger
Udvalgenes og Revisionsdirektoratets indberettede afvigelser kan sammenfattes således:
Tabel 4. Udvalgenes og Revisionsdirektoratets indberettede afvigelser.
Mill. kr. | Ramme | belagt | Indtægts- | Lov- | Finans- | |
Drift | Anlæg | dækket | bundne | poster* | I alt | |
REV | 0 | - | - | - | 0 | 0 |
ØU | 6 | 0 | - | 0 | -15 | -9 |
KFU | 0 | 0 | - | - | 0 | 0 |
UUU | 0 | 0 | - | - | 0 | 0 |
SOU | 0 | 0 | - | -35 | 0 | -35 |
FAU | 4 | 0 | - | -5 | 0 | -1 |
BTU | -5 | 31 | 0 | 0 | 0 | 26 |
MFU | -1 | 0 | -18 | - | 83 | 64 |
Kassebevægelse i alt | 4 | 31 | -18 | -40 | 69 | 46 |
Noter: - angiver en merudgift/mindreindtægt. | ||||||
* Finansposter for ØU omfatter også skatter- og udligning |
Udvalgenes og Revisionsdirektoratets indberetninger er vedlagt som bilag 5.
Revisionsdirektoratet
Revisionsdirektoratet forventer, at direktoratets rammebevilling for 2002 kan overholdes.
Det indstilles, at Revisionsdirektoratets indberetning om forventet regnskab 2003 tages til efterretning.
Økonomiudvalget
Det forventes, at Økonomiudvalgets rammebevilling for 2003 kan overholdes.
Kultur- og Fritidsudvalget
Kultur- og Fritidsudvalget forventer at overholde rammebevillingen for 2003.
Det indstilles, at Kultur- og Fritidsudvalgets indberetning om forventet regnskab for 2003 tages til efterretning.
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
Uddannelses- og Ungdomsudvalget havde i 2002 et samlet mindreforbrug på 145 mill. kr., som udvalget ventes at søge overført til budget 2003. Overførslen vedrører primært anlægsområdet.
Uddannelses- og Ungdomsudvalget har som nævnt i oktoberprognosen i regnskab 2001 bogført en indtægt på 43,5 mill. kr., som vedrører forskellen på beregnede og faktiske indtægter ved køb og slag af undervisningspladser for årene 1994-95.
Der er tale om en ompostering af beløbet fra finansposterne til driften, og som medførte en forbedring i regnskab 2001, og dermed et mindreforbrug vedrørende årene 1994-95, hvor der ikke var fuld overførselsadgang.
Økonomiforvaltningen vil som anført i oktoberprognosen i overførselssagen indstille til Økonomiudvalget, at der med udgangspunkt i praksis i tidligere sager korrigeres for dette beløb i udvalgets ramme i forbindelse med overførsel af midler fra 2002 til 2003.
Uddannelses- og Ungdomsudvalget har indberettet, at udvalget forventer at overholde rammebevillingen for 2003.
Det indstilles, at Uddannelses- og Ungdomsudvalgets indberetning om forventet regnskab for 2003 tages til efterretning.
Sundheds- og Omsorgsudvalget
På det lovbundne områder forventer udvalget et merforbrug på 35 mill. kr. på sygesikringsområdet. Merforbruget kan henføres til stigende udgifter på medicinområdet, hvor der ligeledes i 2002 var et stigende udgifter.
Medicinområdet har været præget af stigende udgifter siden indførelsen af det nye medicintilskudssystem 1. marts 2000. Af udvalgets indberetning fremgår, at Sundhedsforvaltningens Praksiskontor er ved at udarbejde et notat, som beskriver mulige udgiftsdæmpende tiltag på medicinområdet. Notatet ventes drøftes på udvalgets budgetseminaret i februar 2003, og som forudsættes at indgå i udvalgets næste prognose til Økonomiudvalget.
Herudover er en arbejdsgruppe med deltagelse af Sundhedsforvaltningen og Økonomiforvaltningen i færd med at færdiggøre en analyse af udviklingen i sygesikringsudgifter. Analysens resultater ventes at foreligge inden den næste regnskabsprognose.
På de rammebelagte områder forventer Sundheds- og Omsorgsudvalget at overholde rammebevillingen for 2003.
Det indstilles, at Sundheds- og Omsorgsudvalgets indberetning om forventet regnskab for 2003 tages til efterretning.
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har på det lovbundne område indberettet et merforbrug på 5 mill. kr. vedrørende merudgifter til husvilde. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har desuden på det lovbundne område et merforbrug på 21 mill. kr. husvilde i regnskab 2002.
Økonomiforvaltningen er som anført i oktoberprognosen i færd med at foretage en nærmere vurdering af konteringspraksis mv. på dette område samt områdets placering i budgettet. Økonomiudvalget besluttede ved udmeldingen af rammerne for 2004 (ØU 328/2003), at Økonomiforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i fællesskab skal udarbejde et oplæg til Økonomiudvalget om styring af husvildeområdet.
På de rammebelagte områder har Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget indberettet, at udvalget ventes at overholde rammebevillingen for 2003.
Det indstilles, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget indberetning om forventet regnskab for 2003 tages til efterretning.
Bygge- og Teknikudvalget
Umiddelbart op til regnskabsafslutningen for 2002 blev det kendt, at Kommune Teknik København (KTK) havde et underskud på 28,6 mill. kr. i 2002.
./. Økonomiudvalgets medlemmer er senest orienteret om sagen i notat af 7. februar 2003, der blev udsendt til Økonomiudvalgets medlemmer samme dag. Notatet er vedlagt som bilag 1.
Bygge- og Teknikudvalget har besluttet, at søge underskuddet finansieret af et forventede mindreforbrug på 75 mill. kr. på byfornyelsesområdet i regnskabet for 2002. Bygge- og Teknikudvalget har endvidere vurderet, at en tilpasning af KTKs aktiviteter vil beløbe sig til 10 mill. kr., hvilket ligeledes af udvalget er besluttet finansieret af det forventede mindreforbrug på byfornyelsesområdet.
De samlede meromkostninger i forbindelse med KTKs budgetoverskridelse kan således p.t. opgøres til 38,6 mill. kr.
Hvis et mindreforbrug fra byfornyelse, der er lånefinansieret, anvendes til at dække underskuddet i KTK, vil det svare til, at kommunen optager lån til dækning af en budgetoverskridelse i et udvalg. Økonomiforvaltningen finder det ikke hensigtsmæssigt at indføre en sådan praksis.
I stedet bør uudnyttede lånte midler til byfornyelse tilbagebetales således, at kommunens låneoptagelse på byfornyelsesområdet udelukkende svarer til faktiske forbrug, eller mindreforbruget kan søges overført til byfornyelsesaktiviteter i 2003 forudsat, at betingelserne herfor er opfyldte.
Denne praksis svarer til de beslutninger, som Borgerrepræsentationen og Økonomiudvalget har taget i tilsvarende sager, der vedrører byfornyelsesmidler (BR 632/200 1, ØU 56/2002 og BR 358/02).
I oktoberprognosen var anført, at mindreudgifterne til byfornyelse ikke kan ventes overført til 2003, da en stor del af midlerne til byfornyelse i budget 2002 er finansieret ved låneoptagelse (ØU 309/2002).
./. I vedlagte bilag 2 har Bygge- og Teknikforvaltningen redegjort yderligere for underskuddet i KTK. Sagen ventes dog belyst grundigere i de kommende måneder.
Økonomiforvaltningen er derfor indtrådt i en af Bygge- og Teknikforvaltningen nedsat arbejdsgruppe, der har til opgave at foretage en vurdering af rammerne for samt økonomistyringen i KTK.
./. Der vedlægges som bilag 3 et udkast til kommissorium for arbejdsgruppens videre arbejde.
En beslutning om håndteringen af underskuddet i KTK samt låneoptagelsen til byfornyelse i 2002 og evt. overførsel af mindreforbrug til byfornyelsesaktiviteter i 2003 ventes at ske i overførselssagen, som Økonomiudvalget ventes at behandle den 6. maj 2003.
Bygge- og Teknikudvalget har ikke indberettet afvigelser til rammebevillingen for 2003. Dog tager udvalget i sin indberetning af forventet regnskab 2003 forbehold for effekten af KTKs underskud. Økonomiforvaltningen anbefaler, at Bygge- og Teknikudvalget til næste prognose skal redegøre for evt. økonomiske konsekvenser i 2003 af KTKs underskud i regnskabet for 2002.
Det indstilles, at Bygge- og Teknikudvalgets indberetning om forventet regnskab for 2003 tages til efterretning med en bemærkning om, at Bygge- og Teknikudvalget til næste prognose skal redegøre for de evt. økonomiske konsekvenser i 2003 af KTKs underskud i regnskabet for 2002.
Miljø- og Forsyningsudvalget
Økonomiforvaltningen har i samarbejde med Miljø- og Forsyningsforvaltningen analyseret finansposterne for Københavns Energi i løbet af 2002 og 2003.
Hvis der ses bort fra en ekstraordinær indtægt på 407 mill. kr. vedrørende tilbagebetaling af et lån fra E2, der i 2003 ventes anvendt til gældsnedbringelse som besluttet af Borgerrepræsentationen (BR 218/2000), har udvalget en samlet forbedring af finansposterne på 60 mill. kr. i 2002, hvor af 50 mill. kr. skyldes KE.
Udvalget har herudover til denne prognose for 2003 indberettet en merindtægt på 105 mill. kr. vedrørende forsinkede opkrævninger af tilgodehavender hos KEs forbrugere i 2. halvår af 2002.
Økonomiforvaltningen kan konstatere, at der er gjort en betydelig indsats fra KE og Miljø- og Forsyningsforvaltningens side for at forbedre prognosearbejdet i de forløbne måneder.
Sammenfattende vurderer Økonomiforvaltningen ligeledes, at KE har fået afdækket og forklaret afvigelserne på finansposterne, så der fremadrettet kan forventes valide prognoser for, hvordan virksomheden påvirker kommunens økonomi.
./. I vedlagte bilag 4 er givet en sammenfatning af arbejdet med at afdække KEs finansposter.
Hertil kommer, at der er igangsat flere konkrete tiltag, der ventes at kunne styrke KEs prognoseværktøjer yderligere fremover. Disse tiltag ventes gennemført senest ved udgangen af juni måned.
Det anbefales, at udvalget anmodes om en status for de gennemføret aktiviteter til juliprognosen.
Det indstilles, at Miljø- og Forsyningsudvalget indberetning om forventet regnskab 2003 tages til efterretning med bemærkning om, at Økonomiudvalget kan frafalde kravet om, at Miljø- og Forsyningsudvalget månedligt skal rapportere udviklingen på udvalgets finansposter til Økonomiudvalget. Udvalget anmodes om til regnskabsprognosen i juli at redegøre for status for de aktiviteter til forbedring af KEs prognoser, der er nævnt i orienteringen til Økonomiudvalget af 28. januar 2003.
6. Kortlægning af visse udgiftsområder
Det foreløbige regnskab for 2002 viser en forbedring på finansposterne på 14 mill. kr., når der korrigeres for tilbagebetalingen af et lån fra E2. Det er en forværring på 277 mill. kr. sammenlignet med prognosen fra oktober 2002.
Forværringen har en direkte effekt på størrelsen af kommunens kassebeholdning primo 2003. Forværringen er endvidere hovedårsagen til faldet på 240 mill. kr. i kommunens reelle kassebeholdning siden oktoberprognosen.
Forværringen dækker over store bevægelser på finansposterne for de enkelte udvalg. Således har Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget på finansposterne i regnskab 2002 en merudgift på 421 mill. kr., hvilket er en forværring på 490 mill. kr. sammenlignet med oktoberprognosen.
Økonomiforvaltningen vil i særlige temaafsnit i de kommende prognoser sætte yderligere fokus mod udvalgte udgiftsområder samt områder af betydning for kommunens samlede økonomiske situation, herunder også ovenstående betydelige bevægelser på finansposterne.
Det sker for at få belyst en række udgiftsområder nærmere med henblik på at vurdere deres indflydelse på kommunens samlede økonomi og resultater, herunder på det på forventede regnskab på kort sigt og i mere langsigtet perspektiv.
ØKONOMI
-
MILJØVURDERING
-
ANDRE KONSEKVENSER
-
HØRING
-
BILAG
- Bilag 1. Kommune Teknik Københavns økonomi (notat som tidligere har været udsendt til Økonomiudvalgets medlemmer).
- Bilag 2. Brev og notat fra Bygge- og Teknikforvaltningen om regnskabsresultat 2002 for Kommune Teknik København.
- Bilag 3. Udkast til kommissorium for undersøgelser vedrørende KTK (eftersendes).
- Bilag 4. Notat om afdækning af KEs finansposter.
- Bilag 5. Udvalgenes og Revisionsdirektoratets indberetninger af forventet regnskab 2003 pr 21. januar 2003.(Fremlægges på aflæggerbordet).
Erik Jacobsen
/ Bjarne Winge