Redegørelse om implementering af kommunens beslutning om partikelfiltre (Miljø- og Forsyningsudvalget)
Redegørelse om implementering af kommunens beslutning om partikelfiltre (Miljø- og Forsyningsudvalget)
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 4. marts 2003
J.nr. ØU 43/2003
18. Redegørelse om implementering af kommunens beslutning om partikelfiltre (Miljø- og Forsyningsudvalget)
INDSTILLING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at den i indstillingen beskrevne plan for det videre arbejde tages til efterretning, og
at Borgerrepræsentationen i 3. kvartal 2004 får forelagt en ny redegørelse om forvaltningernes arbejde med implementering af beslutningen om partikelfiltre.
Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 27. januar 2003
Udsat.
Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 3. februar 2003
Tiltrådt med følgende ændringer:
2. at rettes, så der i stedet for 3. kvartal 2004 står 3.kvartal 2003
Tilføjelse af 3.at: at hver forvaltning skal komme med en handlingsplan for implementering af partikelfiltre i kommunens egne dieselkøretøjer inden 1. juni 2003.
Udvalget var enig om, at det er et utilfredsstillende niveau forvaltningerne pt. har nået, med hensyn til indførelse af partikelfiltre.
Økonomiforvaltningen indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form."
RESUME
Borgerrepræsentationen besluttede i 1999, at der inden 2003 skal være partikelfiltre på kommunens egne dieselkøretøjer og på de dieselkøretøjer, der anvendes ved transport for kommunen.
En opgørelse viser, at der pr. 1. juli 2002 kun er partikelfiltre på ca. ¼ af kommunens lastbiler og materiel. Kravet om filtre i forbindelse med kommunens udbud mv. kan ikke overholdes, da der ikke findes nok køretøjer med filtre. Bedst er det gået med kommunens nye indkøb, hvor der kun er få dieselkøretøjer, der ikke har filter.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår følgende:
- Forvaltningerne skal inden 1. april 2004 eftermontere filtre på de lastbiler, busser samt store arbejdsmaskiner og materiel, der er indkøbt efter den 1. januar 2000.
- Forvaltningerne skal inden den 1. juli 2003 foretage en konkret vurdering af alle øvrige køretøjer, og inden 1. april 2004 gennemføre montering af filtre på lastbiler, busser samt store arbejdsmaskiner og materiel, hvor der kan monteres effektive filtre.
- Forvaltningerne skal i nye udbud og aftaler mv., der omfatter transport, kræve, at der fra den 1. juli 2004 er partikelfiltre på lastbiler, busser samt store arbejdsmaskiner og materiel, hvor der kan monteres effektive filtre.
Udgifterne til partikelfiltre mv. afholdes inden for de enkelte udvalgs budgetrammer.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Borgerrepræsentationen besluttede den 28. oktober 1999 følgende:
- Alle dieselkøretøjer, der anvendes af og for kommunen, skal pr. 1. januar 2000 anvende svovlfattig dieselolie som brændstof.
- Alle de dieselkøretøjer, som kommunen indkøber efter den 1. januar 2000, skal være forsynet med partikelfiltre og katalysatorer.
- Alle de dieselkøretøjer, der anvendes af og for kommunen, hvor det er miljømæssigt fornuftigt, skal være forsynet med partikelfiltre og katalysatorer pr. 1. januar 2003.
- Kommunens forvaltninger sikrer, at ovennævnte forslag også implementeres for så vidt angår de af kommunen tilknyttede selvejende institutioner, hvor der er hjemmel til det.
- I 2003 udarbejder Miljø- og Forsyningsforvaltningen en status over implementeringen af beslutningerne.
Baggrunden for beslutningen var den nyeste viden om partiklers sundhedsskadelige virkning. Ved montering af partikelfiltre på dieselkøretøjer reduceres udslippet af partikler fra de enkelte køretøjer væsentligt.
For at gøre opmærksom på beslutningen udsendte Miljøkontrollen i februar 2002 en informationspjece til offentligheden, samarbejdspartnere og kommunens institutioner. Der blev samtidig holdt et møde med alle forvaltninger.
Erfaringerne fra blandt andet forsøget med partikelfiltre i Odense (jf. bilag) viser, at der kan monteres effektive filtre på mange tunge køretøjer. Der er dog køretøjer, hvor driftsmæssige forhold mv. indebærer, at det ikke er muligt at montere effektive filtre. Det er nødvendigt at foretage en konkret vurdering og test af det enkelte køretøj for at afgøre, om der kan monteres et effektivt filter, og hvilken type det skal være. Når køretøjer er forsynet med filtre, er der større krav til service og vedligeholdelse.
Filtrene reducerer udslippet af partikler i alle størrelser med omkring 80%. Levetiden på filtrene er op til seks år. Prisen på eftermontering af filtre ligger fortsat på 40 – 50.000 kr. Der er dog køretøjer, hvor det kan blive betydeligt dyrere at eftermontere filtre. Ved nyindkøb af køretøjer skal man typisk give 30.000 kr. i merpris.
Det er ikke muligt p.t. at eftermontere filtre på personbiler og varevogne. Der vil formentlig gå et par år, inden det vil være muligt.
Færdselsstyrelsen har lavet en vejledning med kravspecifikation til partikelfiltre, og styrelsen er endvidere i færd med at udarbejde en slags typegodkendelse i form af en positivliste for filtre.
Status
Selvom kommunens beslutning i 1999 om partikelfiltre relativt hurtigt blev kendt i de relevante afdelinger i kommunen og i transportbranchen, var der i de første år en vis afventen med hensyn til at foretage sig noget. Der har været usikkerhed med hensyn til filtrenes effekt, og på hvilke køretøjer det var muligt at montere filtre. Mange har ventet på erfaringerne fra Odenseforsøget, der blev afrapporteret i juni 2002. Det økonomiske aspekt er også blevet angivet som årsag. Vognmandsbranchen har oplyst, at man afventer Færdselsstyrelsens positivliste, så man ikke kommer til at foretage fejlinvesteringer.
I det følgende gives en status pr. 1. juli 2002 for forvaltningernes arbejde med implementering af Borgerrepræsentationens beslutning.
Svovlfattig dieselolie
Beslutningen om anvendelse af svovlfattig dieselolie er realiseret, da der siden sommeren 1999 kun sælges dieselolie med 50 ppm svovlindhold i Danmark.
Partikelfiltre fungerer bedst, når svovlindholdet i dieselolien er så lille som muligt. I både Sverige og Tyskland kan man købe dieselolie med et svovlindhold på 10 ppm. Hvis denne type var tilgængelig i Danmark, ville filtrene fungere mere effektivt og deres anve ndelsesområde være større.
Kommunens egne dieselkøretøjer
I skemaet er vist en oversigt over, hvor mange af kommunens lastbiler, busser og materiel, der har partikelfiltre pr. 1. juli 2002:
Køretøjstype | Antal i alt incl. Nyindkøb | Heraf med filter | Antal nyindkøb | Heraf med filter | |
Lastbiler | 152 stk. | 25 stk. (17%) | 21 stk. | 15 stk. (71%) | |
Materiel | 231 stk. | 63 stk. (27%) | 57 stk. | 41 stk. (72%) | |
Busser incl. minibusser | 46 stk. | 0 | 4 stk. | 0 |
Som det fremgår af skemaet er kommunens beslutning om at der skal være filtre på alle nyindkøb, samt at der skal eftermonteres filtre på egne køretøjer, ikke opfyldt pr. 1. januar 2003.
Køretøjer der anvendes for kommunen
Flere institutioner har stillet krav om partikelfiltre i en række udbud. Tilbagemeldingen har været, at meget få entreprenører kan opfylde kravene.
Miljøkontrollen vurderer, at det ikke vil være muligt at sikre overholdelse af kravet om filtre i forbindelse med kommunens udbud og andre transportforrretninger pr. 1. januar 2003, da der ikke findes nok køretøjer, der er forsynet med filter.
Plan for det videre arbejde
I september 2002 afholdt Miljøkontrollen et møde med alle forvaltninger. Formålet med mødet var at give en foreløbig status for implementeringen af Borgerrepræsentationens beslutning. På mødet blev nedsat en mindre gruppe med repræsentanter fra Kommune Teknik København, Vej & Park, Københavns Energi og Miljøkontrollen. Gruppen skal udveksle erfaringer om kommunens håndtering af kravet om partikelfiltre, både med hensyn til kommunens egne køretøjer og i forbindelse med kommunens udbud mv. Gruppen skal videregive sine erfaringer til alle forvaltninger.
Nedenfor følger Miljøkontrollens anbefalinger til det videre arbejde:
Hvilke køretøjer er omfattet
Der er p.t. kun én bilproducent, der kan levere personbiler og varevogne med partikelfilter. Det vurderes, at der vil gå et par år, inden der er flere producenter på markedet.
Det foreslås, at kommunens forvaltninger i det næste års tid koncentrerer indsatsen om lastbiler, busser samt store arbejdsmaskiner og materiel, hvortil der findes effektive filtre.
Hvornår er det miljømæssigt fornuftigt at montere filter
Det foreslås, at forvaltningerne anvender resultaterne fra Odenseforsøget samt Færdselsstyrelsens vejledning ved vurderingen af, hvor det er miljømæssigt fornuftigt at montere filtre.
Krav til filtertype, montering og drift
Det foreslås, at der vælges filtertyper i henhold til i Færdselsstyrelsens vejledning om partikelfiltre. Når Færdselsstyrelsens positivliste foreligger, foreslås det, at denne anvendes.
Håndhævelse af kravene
Det foreslås, at kommunens egne institutioner, entreprenører og andre som kommunen har aftaler med, skal kunne dokumentere, at de anvender godkendte filtertyper, og at der foretages forskriftsmæssig vedligeholdelse. Dokumentationen opbevares i bilen.
De enkelte forvaltninger skal sikre, at kravene overholdes og udføre stikprøvekontrol, fx i forbindelse med den kontrol, der i øvrigt udføres ved udbud o.l.
Det skal sikres, at kravene ikke får den utilsigtede virkning, at institutionerne og transportørerne anvender gammelt materiel for at undgå kravet om filtre og dermed spare penge.
Tidsplan for montering af filtre
Miljøkontrollen foreslår følgende tidsplan for det videre arbejde med partikelfiltre:
- Forvaltningerne skal inden 1. april 2004 eftermontere filtre på de lastbiler, busser samt store arbejdsmaskiner og materiel, der er indkøbt efter den 1. januar 2000.
- Forvaltningerne skal inden den 1. juli 2003 foretage en konkret vurdering af alle øvrige køretøjer, og inden 1. april 2004 gennemføre montering af filtre på lastbiler, busser samt store arbejdsmaskiner og materiel, hvor der kan monteres effektive filtre.
- Forvaltningerne skal i nye udbud og aftaler mv., der omfatter transport, kræve, at der fra den 1. juli 2004 er partikelfiltre på lastbiler, busser samt store arbejdsmaskiner og materiel, hvor der kan monteres effektive filtre. Forvaltningen vil informere branchen herom.
- Den længere frist i forbindelse med udbud er begrundet i, at kommunen dokumenterer sin indsats, inden man kræver det af andre.
- Borgerrepræsentationen får i 3. kvartal 2004 forelagt en ny redegørelse om forvaltningernes arbejde med implementering af beslutningen om partikelfiltre.
Øvrige, nye initiativer med hensyn til begrænsning af partikelforurening
De nævnte forslag til det videre arbejde skal ses i sammenhæng med en række øvrige initiativer på partikelområdet:
- Borgerrepræsentationen har besluttet, at kommunen skal indføre miljøzoner i København i efteråret 2003, blandt andet for at begrænse partikelforureningen.
- Kommunens egne dieselkøretøjer vil på lige fod med andre køretøjer blive omfattet af kravene til kørsel i miljøzonerne uagtet at miljøzonerne planlægges indført før 1. april 2004.
- Miljø- og Forsyningsforvaltningen og Bygge- og Teknikforvaltningen gennemfører et pilotprojekt om mulighederne for at stille miljøkrav til entreprenørmateriel i forbindelse med udbud. Det forventes, at der i 2003 foreligger udkast til en fælles manual.
- Et flertal i Folketinget besluttede i september 2002, at de i foråret 2003 får forelagt en redegørelse over tiltag, der kan begrænse partikelforureningen.
MILJØVURDERING
En reduktion af den samlede partikelforurening vil forbedre befolkningens sundhed. Ved at forsyne et dieselkøretøj med partikelfilter, opnås der en reduktion af partikelemissionen samt andre sto ffer på op til 80% fra det enkelte køretøj. En negativ effekt er, at nogle filtersystemer medfører en øget udledning af NO2.
ØKONOMI
Borgerrepræsentationen besluttede i 1999, at de udgifter, som kravet om partikelfiltre medfører, skal afholdes inden for de enkelte udvalgs budgetrammer.
HØRING
Miljøkontrollen har i efteråret 2002 holdt et orienteringsmøde med alle forvaltninger samt med vognmandsbranchen.
ANDRE KONSEKVENSER
Der vurderes ikke at være andre konsekvenser.
BILAG
Notat om udviklingen på partikelfilterområdet.
Peter Elsman
Hjalte Aaberg