Håndtering af medlemsforslag om regulering af hoteller i Indre By
På baggrund af et medlemsforslag om regulering af hoteller i Indre By stillet af Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti skal Borgerrepræsentationen tage stilling til, om forslag til temalokalplan for stop af hoteller i Indre By og kommuneplantillæg skal sendes i offentlig høring. Planforslagene vil muliggøre, at der ikke kan etableres nye hoteller eller ske udvidelses af eksisterende hoteller i et område i Indre By. Indre By Lokaludvalg er i overvejende grad positive overfor forslaget.
Indstilling
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende forslag til lokalplan temalokalplan for stop for hoteller i Indre By (bilag 2) med henblik på udsendelse i offentlig høring i otte uger, dog således at afgrænsningen af temalokalplanen også inkluderer vandarealerne, dog således at området omfattet af gældende lokalplan 579 Laksegade Øst undtages fra området for temalokalplanen, dog således at Rådhuspladsen 55 (matrikel nr. 17, Vester Kvarter, København) undtages fra temalokalplanen.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
2. at godkende tillæg til Kommuneplan 2024 (bilag 2) med henblik på udsendelse i offentlig høring i otte uger.
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og
Borgerrepræsentationen anbefaler,
3. at medlemsforslag om regulering af hoteller i indre by stillet af Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti jf. Borgerrepræsentationen den 30. april 2026 hermed er håndteret (bilag 3).
Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets anbefalede indstillingen på sit møde den 26. oktober 2026, jf. oversigt over politisk behandling.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen vedtog den 30. april 2026 et medlemsforslag om regulering af hoteller i Indre By (bilag 3). Medlemsforslaget pålægger Økonomiforvaltningen og Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen at udarbejde et kommuneplantillæg og en lokalplan for et område i Indre By, hvor der ikke må etableres ny hotelkapacitet. Afgræsningen af området fremgår af medlemsforslaget.
Forud for indstilling og vedtagelse af medlemsforslaget har Klima-, Miljø- og Teknikudvalget på udvalgsmøder den 16. marts og den 1. juni 2026 besluttet at nedlægge forbud efter planlovens § 14 mod etablering af hotel på i alt ni ejendomme i Indre By, som er beliggende inden for den geografiske afgrænsning af medlemsforslaget. Udvalget besluttede samtidigt, at der ikke skulle nedlægges forbud efter planlovens § 14 mod hotel på i alt fire ejendomme inden for den geografiske afgrænsning af medlemsforslaget, bl.a. Kultorvet 14-16.
Løsning
Området med forbud mod etablering af ny hotelanvendelse omfatter Middelalderbyen, Gammelholm og Nyhavn, dele af Frederiksstaden samt Nansensgade-kvarteret. Der er tale om et tæt bebygget område med værdifulde kulturmiljøer og bevaringsværdig bebyggelse. En tredjedel af bygningsmassen i området anvendes i dag til boliger, mens resten anvendes til erhverv, herunder især kontorer.
Forslaget til kommuneplantillæg (bilag 2) fastlægger, at der i området ikke må etableres nye hoteller eller ske udvidelse af eksisterende hoteller. Dette er indarbejdet i kommuneplanforslagets retningslinjer og rammer for lokalplanlægningen. Planlægningen regulerer muligheden for at udvide etagearealet til hotelanvendelse, men kan ikke regulere antallet af værelser eller antallet af senge.
Forslaget til lokalplan (bilag 2) er udformet som en temalokalplan, som alene regulerer muligheden for hotelanvendelse. Lokalplanen er udarbejdet for de ejendomme inden for området, som er omfattet af gældende lokalplaner. I de gældende lokalplaner inden for området aflyses bestemmelser, som muliggør anvendelse til hotel.
Temalokalplanen omfatter kun de ejendomme inden for området, hvor der er gældende lokalplaner. De ejendomme, som ikke er omfattet af gældende lokalplaner, vil blive administreret i overensstemmelse med Kommuneplanen 2024. Det betyder, at Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen vil skulle afvise ansøgninger om etablering af hotel på disse ejendomme med henvisning til bestemmelserne i kommuneplanens rammedel.
Det bemærkes, at det ikke er muligt at nedlægge forbud med henvisning til kommuneplanen i de områder, som i kommuneplanen er udlagt til offentlige formål (O-områder). Der er tale om 15 områder, som bl.a. omfatter statslige institutioner såsom Christiansborg og Nationalbanken, ministerier, museumsinstitutioner, uddannelsesinstitutioner og kirker m.fl. Ejendommene er overvejende ejede af offentlige myndigheder. Her vil det være nødvendigt at nedlægge forbud efter planlovens § 14, hvis kommunen modtager et ønske om at etablere hotel, fx ifm. at offentlige myndigheder sælger ejendomme til private selskaber ifm. omstrukturering eller flytning af offentlige funktioner.
Vandarealer
Afgræsningen af området, hvor der ikke kan etableres ny hotelanvendelse, omfatter ikke vandarealer i kanalerne og havnen. Der er eksempler på, at gældende lokalplaner giver mulighed for etablering af hotel på husbåde i disse områder, fx i Nyhavn og langs Havnegade ved Inderhavnen. Disse muligheder fjernes ikke med det fremlagte forslag til temalokalplan og kommuneplantillæg. Hotelanvendelse vil således fortsat være muligt disse steder.
Tidligere beslutninger om §14-forbud mod etablering af hoteller v. Klima-, Miljø- og Teknikudvalget
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har på møde den 16. marts 2026 besluttet at nedlægge forbud efter planlovens § 14 mod etablering af hotel på otte ejendomme. Ejendommene omfattes af forslag til temalokalplan og kommuneplantillæg.
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget besluttede på samme møde ikke at nedlægge forbud efter planlovens § 14 mod etablering af hotel på de tre ejendomme inden for den geografiske afgrænsning af medlemsforslaget, Toldbodgade 13, Niels Juels Gade 5-7 og Kultorvet 14-16.
Ejendommen Toldbodgade 13 har opnået byggetilladelse den 16. juni 2026 til hotel. Ejendommen er ikke omfattet af gældende lokalplan og omfattes derfor heller ikke af temalokalplanen.
Ejendommen Niels Juels Gade 5-7 har opnået byggetilladelse den 16. september 2026 til hotel. Ejendommen omfattes af temalokalplanen.
Ejendommen Kultorvet 14-16 har endnu ikke ansøgt om forhåndsdialog eller byggetilladelse ved forvaltningen. Ejendommen undtages fra temalokalplanen og undtages forbud mod etablering af hotel. Kultorvet 14-16 vil fortsat være reguleret af gældende lokalplan, som giver mulighed for at etablere hotel, jf. Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets beslutning om ikke at nedlægge §14-forbud.
Hertil besluttede Klima-, Miljø- og Teknikudvalget på møde den 1. juni 2026 at nedlægge § 14-forbud mod etablering af hotel på yderligere én ejendom inden for den geografiske afgrænsning af medlemsforslaget, Købmagergade 48A. Ejendommen omfattes af forslag til temalokalplan og kommuneplantillæg.
Eksisterende lokalplaner med hotel som formål
Inden for afgrænsningen af det fremlagte forslag til kommuneplantillægget og temalokalplan er der to eksisterende lokalplaner, der bl.a. har til eksplicit formål at muliggøre hotel. Det drejer sig om tillæg 1 til lokalplan Nørregade (bekendtgjort den 6. maj 2015), hvor ”1 Hotel” ligger på Krystalgade 22, og lokalplan d’Angleterre (bekendtgjort den 19. juni 1992), hvor ”Hotel d’Angleterre” ligger på Kongens Nytorv 34.
Fordi det er en del af lokalplanernes formål, er det Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningens vurdering, at man i disse tilfælde har taget aktivt stilling til gerne at ville have hoteller i lokalplanområderne. De to lokalplaner ophæves derfor ikke med det fremlagte forslag til temalokalplan, og temalokalplanen omfatter ikke de to områder. Hotelanvendelse og etablering af hotel vil således fortsat være muligt disse to konkrete steder.
Håndtering af medlemsforslagets ønske om at kunne muliggøre hotelprojekter af høj æstetisk og arkitektonisk kvalitet
Ifølge medlemsforslaget kan man inden for forbudszonen på et senere tidspunkt muliggøre projekter af høj æstetisk og arkitektonisk kvalitet samt funktionelle og miljømæssige hensyn til lokalområdet, omkring pladsdannelser med metrobetjening (Kgs. Nytorv, Nørreport og Rådhuspladsen), gennem lokalplan- og kommuneplantillæg, hvis der findes flertal herfor.
Efter vedtagelse af planforslagene kan der fastlægges en proces for, hvordan konkrete hotelansøgninger inden for området fremadrettet forelægges politisk behandling. Denne proces skal udarbejdes i Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen med inddragelse af Økonomiforvaltningen.
Borgerinddragelse
Der er foretaget indledende høring af planforslagene, herunder af Indre By Lokaludvalg, der vil blive hørt igen, når forslaget sendes i offentlig høring. Følgende hovedsynspunkter har været fremført af lokaludvalget:
- Lokaludvalget er enig i, at der skal udarbejdes temalokalplan med kommuneplantillæg, som skal sikre forbud mod etablering af hoteller i Indre By. Lokaludvalget efterspørger, at hele Indre By (ment som lokaludvalgets afgrænsning), bliver omfattet af hotelforbuddet. Udvalget påpeger, at den foreslåede afgrænsning kan forøge antallet af hoteller i den øvrige del af Indre By.
Forvaltningernes bemærkninger
- Afgrænsningen for det generelle forbud mod etablering af hoteller i Indre By er i overensstemmelse med medlemsforslaget som pålægger forvaltningerne at udarbejde planforslagene. Forvaltningen tager høringssvaret til efterretning.
Politisk handlerum
Det kan besluttes,
- at ændre afgrænsningen af det område, hvor der ikke kan etableres ny hotelkapacitet, så det også omfatter kanalerne og de vandarealer i tilknytning til området, som ligger i havnen.
- at lade temalokalplanen omfatte de områder til offentlige formål, som ikke er omfattet af gældende lokalplaner.
- at de to gældende lokalplaner med formål om etablering af hoteller (Lokalplan d’Angleterre og tillæg 1 til lokalplan Nørregade) delvist skal ophæves med temalokalplanen, så hotelforbuddet også kommer til at gælde disse ejendomme ved fremtidige anmodninger om ændringer.
Hvis indstillingen tiltrædes, anses de nedlagte § 14-forbud om hotel besluttet af Klima-, Miljø- og Teknikudvalget som håndteret med nærværende indstilling.
Hvis indstillingen forkastes, vil Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen sende et lokalplanforslag i offentlig høring, der udelukkende håndterer de ni ejendomme, hvor Klima-, Miljø- og Teknikudvalget tidligere har besluttet at nedlægge forbud efter planlovens § 14 mod hotel. Udvalget vil ligeledes fortsat blive orienteret om fremtidige indkomne ønsker om etablering af hotel i Indre By, gennem listen ”Oversigt over sager vedr. konvertering fra bolig og erhverv til hotel” på Aflæggerbordet. Her har udvalget mulighed for at løfte sager op til politisk behandling.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Hvis Borgerrepræsentationen godkender planforslagene, sender forvaltningerne planforslagene i offentlig høring i otte uger. På baggrund af resultatet af høringen, vil forvaltningerne udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslagene. Indstillingen forventes forelagt Borgerrepræsentationen i andet kvartal 2027.
Søren Hartmann Hede Søren Wille
Oversigt over politisk behandling
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende forslag til lokalplan temalokalplan for stop for hoteller i Indre By (bilag 2) med henblik på udsendelse i offentlig høring i otte uger.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende tillæg til Kommuneplan 2024 (bilag 2) med henblik på udsendelse i offentlig høring i otte uger.
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at medlemsforslag om regulering af hoteller i indre by stillet af Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti jf. Borgerrepræsentationen den 30. april 2026 hermed er håndteret (bilag 3).
Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 26. oktober 2026
Alternativet stillede følgende ændringsforslag (ÆF1) som nyt at-punkt:
“at forvaltningen vender tilbage med en sag med vurdering af behovet for hotelregulering på Indre Vesterbro og i resten af Indre By, inklusiv en geografisk afgrænsning, som kan indgå i temalokalplanen.”
Ændringsforslaget (ÆF1) blev forkastet med 1 stemme mod 9. Ingen undlod at stemme.
For stemte: Å
Imod stemte: A, B, C, F, V, Ø
Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet stillede følgende ændringsforslag (ÆF2) som tilføjelse til 1. at-punkt:
”dog således at afgrænsningen af temalokalplanen også inkluderer vandarealerne.”
Ændringsforslaget (ÆF2) blev vedtaget med 7 stemmer mod 3. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, C, F, Ø, Å
Imod stemte: B, I, V
Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Venstre og Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag (ÆF3) som tilføjelse til 1. at-punkt:
”dog således at området omfattet af gældende lokalplan 579 Laksegade Øst undtages fra området for temalokalplanen.”
Ændringsforslaget (ÆF3) blev vedtaget med 9 stemmer mod 1. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, C, F, I, V, Ø
Undlod at stemme: Å
Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Venstre og Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag (ÆF4) som tilføjelse til 1. at-punkt:
”dog således at Rådhuspladsen 55 (matrikel nr. 17, Vester Kvarter, København) undtages fra temalokalplanen.”
Ændringsforslaget (ÆF4) blev vedtaget med 9 stemmer mod 1. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, C, F, I, V, Ø
Undlod at stemme: Å
Alternativet stillede følgende ændringsforslag (ÆF5) som nyt at-punkt:
“at Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen i forbindelse med fremlæggelsen af en proces for politisk stillingtagen til nye hoteller af særlig kvalitet og omkring pladser også fremlægger en proces for politisk stillingtagen til undtagelser for bygninger, hvor det ikke er teknisk muligt at indrette boliger, heller ikke ved brug af dispensationer, for hele området.”
Ændringsforslaget (ÆF5) blev forkastet med 4 stemmer mod 6. Ingen undlod at stemme.
For stemte: B, I, V, Å
Imod stemte: A, C, F, Ø
Den således ændrede indstillings 1. og indstillingens 3. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 7 stemmer mod 3. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, C, F, Ø, Å
Imod stemte: B, I, V
Liberal Alliance og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne stemmer imod lokalplanen, da vi ikke ønsker at forbyde nye hoteller i Indre By. Vi anerkender ønsket om at sikre plads til boliger og hverdagsliv, men et forbud mod nye hoteller er ikke en hensigtsmæssig løsning. Efterspørgslen på overnatning forsvinder ikke, fordi man begrænser udbuddet. Den vil i stedet føre til højere priser og øget pres på andre dele af byen. Samtidig risikerer forslaget at gøre København mindre attraktiv som destination og svække et erhverv, der skaber arbejdspladser, omsætning og liv i byen.”
Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Når sagen kommer på ØU er det vigtigt, at der bliver lavet en undtagelse til kommuneplantillæget således at hotelprojektet på Toldbodgade 19B kan gennemføres. I forhold til det konkrete projekt, så er der fra politisk side blevet givet positivt tilsagn om at muliggøre hotelbyggeri, derfor skal der gives en undtagelse til kommuneplantillæget således at hotelbyggeriet muliggøres.”
Radikale Venstre, Liberal Alliance og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne er kritiske over for, at vedtagelsen af reguleringen af hoteller i Indre By får afgørende betydning for de 22 lokalplaner, der allerede indeholder hoteller, samt det uvisse antal lokalplaner, der indeholder mulighed for serviceerhverv og herunder hotel, da det fremover vil kræve både en ny lokalplan og tillæg til kommuneplan, som de ikke har haft mulighed for at vide. Derudover er partierne kritiske over for, at aktørerne i de nævnte lokalplaner og aktører med eventuelt igangværende hotelprojekter ikke er blevet orienteret.”