Mødedato: 03.10.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Ligestillingsredegørelse 2017

Se alle bilag
Ligestillingsredegørelse 2017 forelægges Borgerrepræsentationen til godkendelse inden afsendelse af redegørelsen til det ansvarlige ressortministerium (Udenrigsministeriet).

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Københavns Kommunes ligestillingsredegørelse 2017, jf. bilag 1, godkendes og afgives til Udenrigsministeriet.

Problemstilling

Der skal tages stilling til Københavns Kommunes ligestillingsredegørelse 2017, der i henhold til ligestillingslovens § 5 a skal være sendt til det ansvarlige ressortministerium (Udenrigsministeriet) senest den 1. november 2017.

Ligestillingsredegørelsen skal indeholde oplysninger vedrørende personaleområdet, kerneydelserne samt kønssammensætning af råd, nævn og udvalg. Indenfor hvert af de to hovedområder er spørgsmålene opdelt i tre kategorier: politikker, handlinger og forventede resultater. Der er endvidere i redegørelsen indsat tal vedrørende kønsfordelingen blandt ledere og medarbejdere.

Resultaterne fra årets ligestillingsredegørelse vil blive offentliggjort på hjemmesiden www.ligestillingidanmark.dk. På hjemmesiden kan man sammenligne indsatsen i de forskellige kommuner og søge inspiration til ligestillingsarbejdet. Formålet med kommunernes ligestillingsredegørelser er at gøre status for ligestillingsindsatsen og indsamle god praksis som inspiration til det videre arbejde med ligestilling, både inden for personaleområdet og kerneopgaverne.

Løsning

Københavns Kommunes redegørelse 2017, jf. bilag 1, publiceres på den offentligt tilgængelige hjemmeside medarbejder.kk.dk.

Redegørelsen opsamler både det tværgående arbejde for ligestilling og det forvaltningsspecifikke arbejde. I det tværgående ligestillingsarbejde beskrives måltal, arbejdet med rekruttering mv.

I ligestillingsredegørelsens indberetningsskema er der anført fortrykte tal vedr. kønsfordelingen blandt ledere og medarbejdere. Tallene er trukket fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL) i 1. kvartal 2017. Tallene er sammenholdt med Københavns Kommunes egne træk, og det er fundet, at de stemmer overens.

Der er til brug for udfyldelsen af ligestillingsredegørelsen indhentet oplysninger fra fagforvaltningerne vedrørende deres arbejde med ligestilling.

Økonomi

Der er ikke knyttet udgifter til redegørelsen.

Videre proces

Hvis Borgerrepræsentationen godkender redegørelsen, skal den efterfølgende indsendes til Udenrigsministeriet, der er det ansvarlige ressortministerium.

 

Peter Stensgaard Mørch                     /Mads Grønvall

Beslutning

Dagsordenspunkt 9: Ligestillingsredegørelse 2017 (2017-0292776)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 3. oktober 2017

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning. 

Til top