Mødedato: 03.10.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Kvartalsrapportering på Københavns Kommunes større selskaber (oktober 2017)

Kvartalsrapportering på udviklingen i Københavns Kommunes større selskaber forelægges Økonomiudvalget til efterretning.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at nærværende kvartalsrapport på udviklingen i Københavns Kommunes større selskaber for første halvår 2017 tages til efterretning.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen tiltrådte på mødet den 30. april 2015 (dagsordenspunkt 8) indstilling om styrkelse af Københavns Kommunes aktive ejerskab over for de større selskaber, herunder at der løbende sikres politisk ejerskab over udviklingen i kommunens selskaber forankret i Økonomiudvalget og/eller det relevante fagudvalg ved kvartalsvis rapportering til Økonomiudvalget vedrørende samtlige af kommunens større selskaber. De større selskaber består af følgende: HOFOR koncernen, Udviklingsselskabet By & Havn I/S, Metroselskabet I/S, I/S Amager Ressourcecenter (ARC), I/S Vestforbrænding, Arena CPHX P/S, Trafikselskabet Movia, Centralkommunernes Transmissionsselskab I/S, Hovedstadens Beredskab.

Løsning

I fortsættelse af tidligere kvartalsrapporteringer til Økonomiudvalget forelægges hermed - efter godkendelse i de respektive selskaber - rapportering på udviklingen i de større selskaber for første halvår 2017, jf. bilag 1-3 (FORTROLIGT).

I forlængelse af drøftelserne på temamøderne i Økonomiudvalget den 2. februar 2016 og den 8. marts 2016 blev der udarbejdet strategiske mål for kommunens ejerskab for hvert enkelt selskab, som Borgerrepræsentationen tiltrådte på mødet den 22. juni 2016 (dagsordenspunkt 54). Kvartalsrapporteringen følger bl.a. de økonomiske og politiske strategimål, som blev vedtaget for det enkelte selskab. Økonomiforvaltningen har p.t. særligt fokus på de punkter, der fremgår af bilag 1 (FORTROLIGT). Opmærksomheden er således rettet mod forsyningssikkerhed, opfyldelse af Borgerrepræsentationens besluttede politikker, priser, herunder til forbrugere, omkostningseffektivitet, risiko og gæld, byudvikling samt projekter.

Dette skal bl.a. ses i lyset af, at Økonomiforvaltningen vedrørende  KBH 2025 klimaplanens vindmøllemål har aftalt med Teknik- og Miljøforvaltningen og HOFOR, at mulighederne for at nå vindmøllemålet frem mod 2025 skal undersøges nærmere med henblik på at forelægge en sag for Borgerrepræsentationen i løbet af andet halvår 2017, jf. Borgerrepræsentationen beslutning den 2. marts 2017 (dagsordenspunkt 14).

Økonomi

Indstillingen har ingen bevillingsmæssig effekt.

Videre proces

Næste kvartalsrapportering forventes forelagt for Økonomiudvalget primo 2018.

 

Peter Stensgaard Mørch              /Søren Tegen Pedersen

Beslutning

Dagsordenspunkt 3: Kvartalsrapportering på Københavns Kommunes større selskaber (oktober 2017) (2017-0297883)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 3. oktober 2017

Indstillingen blev taget til efterretning uden afstemning.  

Til top