Mødedato: 03.06.2025, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Ændring af Kultur- og Fritidsforvaltningens takstkatalog for 2025

Se alle bilag

Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.

I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".

Sundheds- og Indenrigsministeriet har med lovændring reguleret gebyret for udstedelse af sundhedskort pr. 1. januar 2025 fra 225 kr. til 40 kr. Denne ændrede takst skal afspejles i Kultur- og Fritidsforvaltningens takstkatalog. Nedjusteringen af taksten medfører et indtægtstab for forvaltningen på ca. 4,8 mio. kr. om året, som vil blive forsøgt håndteret i Budget 2026.

Tidligere beslutninger

Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at godkende det opdaterede takstkatalog for udstedelse af sundhedskort jf. bilag 1.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring: 

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Efter en kort høringsperiode i november 2024 har Sundheds- og Indenrigsministeriet med en lovændring fastsat gebyret for udstedelse af sundhedskort per 1. januar 2025 til 40 kr. Prisen har tidligere været 225 kr. Denne ændring medfører, at Kultur- og Fritidsforvaltningens allerede vedtagne takstkatalog for 2025 ikke længere afspejler de gældende takster. Derfor skal takstkataloget opdateres med den nye takst.

Den nye takst og ændringen af takstkataloget skal godkendes af Kultur- og Fritidsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Løsning

Idet lovændringen angående gebyret for udstedelse af sundhedskort trådte i kraft per 1. januar 2025, har forvaltningen for at følge loven opkrævet 40 kr. i gebyr siden årsskiftet. En opdatering af takstkataloget vil derfor sikre, at takstkataloget afspejler den gældende lovgivning samt de takster, som forvaltningen aktuelt tager.

Takstkataloget for 2025 er blevet opdateret med den nye takst for udstedelse af sundhedskort jf. bilag 1.

Økonomi

Nedjusteringen af taksten medfører et indtægtstab for forvaltningen på ca. 4,8 mio. kr. om året. Forvaltningen er ved at afdække omkostningerne ved udstedelsen af sundhedskort og vil udarbejde et budgetnotat om indtægtstabet til forhandlingerne om budget 2026.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender nærværende indstilling, forelægges den for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Mikkel Boje                     /           Janus Rønholt Hansen

Oversigt over politisk behandling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende det opdaterede takstkatalog for udstedelse af sundhedskort jf. bilag 1.

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 29. april 2025

 

Indstillingen blev godkendt under dagsordenspunkt 1 ”Godkendelse af dagsorden”.

 

Til top