Medlemsforslag om beredskab ved strømafbrydelse, internetnedbrud samt om beredskabsøvelser
Medlemsforslag
Det forslås,
- at Økonomiforvaltningen vender tilbage med en sag, der beskriver hvorledes, beredskabsplanerne kan opdateres ved længerevarende strømnedbrud ud fra episoden i Spanien og Portugal,
- at Økonomiforvaltningen vender tilbage med en sag, der beskriver, hvordan man i højere grad kan inddrage københavnerne i, hvordan københavnerne skal forholde sig og hjælpe i en beredskabssituation,
- at Økonomiforvaltningen vender tilbage med en sag til drøftelse om, hvorvidt der er behov for beredskabsøvelse for at forberede København på beredskabssituationer med strømnedbrud, internetnedbrug eller lignende.
(Stillet af Det Konservative Folkeparti)
Motivering
Efter omfattende strømnedbrud på den iberiske halvø, hvor store dele af Spanien og Portugal var uden strøm i knap et døgn, ønsker vi, at København lærer af deres erfaringer og forbereder sig på et sådant scenarie i København.
Vi har behov for at vide, hvordan københavnerne skal forholde sig, hvis der i flere døgn måtte være strømnedbrud. Ikke blot for de borgere, der har behov for respirationshjælp for at trække vejret, der skal fragtes til hospitaler med nødgeneratorer, men også for de mange ældre, både i eget hjem og på plejehjem, samt beboere på kommunale bosteder, der har behov for pleje og mad selvom strømmen måtte være væk i flere døgn.
Hvordan sikrer vi de mange ældre i eget hjem, som har nødkald, som ikke kan bruges under strømsvigt, og som måske ikke kan klare sig selv i flere døgn uden strøm?
Hvad gør vi ved de borgere, der måtte være strandet i en elevator, men som ikke kan komme ud?
Hvad gør vi ved de mange medarbejdere, som ikke kan bruge strømbåren kollektiv trafik eller elbiler for at komme på arbejde ved længerevarende strømsvigt?
Hvordan kan vi involvere københavnerne, så civilsamfundet kan hjælpe naboer og andre under et strømsvigt?