Remiseparken

Remiseparken er en stor, grøn oase midt i bebyggelsen Urbanplanen på Amager. Her kan du kan opleve masser af aktiviteter, stille stunder og vild natur.

Gennem hele Remiseparken zigzagger en lang aktivitetssti sig gennem området fra nord til syd. Stien fører dig blandt andet til to bemandede legepladser, gennem nyttehaver og frugtlunde med æble- og pæretræer, nøddekrat, udekøkken, minigolf, sportsbaner og bevægelsesområder. Langs stien finder du også picnicområder med langborde og grill, gynger og klatrestativer.

I den sydlige ende af Remiseparken venter den vilde ellesump, som du kan opleve fra den svævende sti, der løber hen over sumpen.

I parkens vestlige kant løber der en wadi – en grøft, der leder vand væk fra området, når der er skybrud. 

En særlig oplevelse i Remiseparken er den cirka 45 meter lange og 2,5 meter høje parkour-skulptur ”Krusedullen”, der krøller og slynger sig mellem træerne. Krusedullen er først og fremmest til børn og unge, der kan lide at klatre og bevæge sig, men voksne er også meget velkomne til at gå på opdagelse i den.

Hvad enten du er til rolige stunder, picnic i det fri, vilde lege eller fredelige slentreture i naturen, så har Remiseparken det hele. Kom og oplev den!

Legepladser i Remiseparken

Remiseparkens to bemandede legepladser kaldes i daglig tale for "Bonderen" og "Byggeren" og består af to separate legepladser:

"Bonderen" er en lille bondegård med legeplads og er velegnet til mindre børn, hvor man kan komme tæt på bondegårdsdyr.

"Byggeren" er til større børn, som kan lege på byggelegepladsen og i den store borg.

Praktisk info til din næste udflugt

Toiletter og vandpost

Du kan finde toiletter ved de to legepladser. På bondegårdslegepladsen er der toilet med handicapadgang.

Du kan tappe postevand tre steder langs med aktivitetsstien, der går gennem parken.

Der er masser af aktivitetsmuligheder for både børn, unge og voksne i Remiseparken.

Kontakt

Parker, Kirkegårde og Renhold