Fælledparken

Fælledparken er Københavns mest besøgte park, og summer af liv fra morgen til aften. Men den også huser en stor koloni af brunflagermus i de store, gamle træer.

Måske kender du bedst Fælledparken for dens idrætsfaciliteter? Eller for de store events som 1. maj eller DHL-stafetten – et af verdens største motionsløb? 

Fælledparken besøges hvert år af henved 11 millioner mennesker. Her finder du legepladser, løbehjulsbane, fodboldbaner, basketballbaner, træningspavilloner, atletikanlæg, en dansescene og Nordeuropas største skatepark. Der er også to hundeløbegårde, hvor hunde kan løbe frit. 

Men vidste du, at den gamle fælledpark, der i tidernes morgen er blevet brugt til blandt andet hestevæddeløb, også huser en bestand af brunflagermus, der lever og yngler i hulrum i parkens store, gamle træer? Hvis du lytter godt efter, kan du høre flagermusene snakke i træerne. Flagermus bruger lyde til at jage og kommunikere med hinanden, og selv om deres ekkolokationsskrig typisk ligger over den menneskelige høregrænse, så frembringer de også lyde, som kan høres af mennesker. Hvis du besøger Fælledparken om aftenen, kan du se dem flyve ud fra deres huler for at jage. 

Mange af Fælledparkens træer er over hundrede år gamle. Som en del af plejen sikres de gamle træer med wirer, så de fortsat kan fungere som hjem for flagermusene. 

En stor koloni af brunflagermus holder til i nogle af Fælledparkens gamle træer.

Selv om det er de store, grønne græsarealer, der dominerer Fælledparken, så kan du også finde mere bevoksede og naturlige hjørner og kroge, hvor du kan slappe af og nyde det grønne.

Ved søen er der anlagt en stor blomsterhave i flere niveauer. Her kan du slå dig ned på en bænk og nyde de velduftende og farverige blomster, biernes summen og udsigten ud over søen.

Praktisk info til din næste udflugt

Legepladser i Fælledparken

Fælledparken byder på et væld af muligheder for børn og barnlige sjæle:

  • Trafiklegepladsen (bemandet legeplads)
  • Tårnlegepladsen (bemandet legeplads)
  • Legepladsen ved Serridslevvej
  • Vandlegeplads
  • Sansehave

I Fælledparken finder du også Nordeuropas største skatepark.

Toiletter i Fælledparken

Du kan finde toiletter mange steder i parken, blandt andet ved legepladserne ud mod Serridslevvej i den nordlige ende samt ved Trafiklegepladsen, Tårnlegepladsen og skateparken. 

Drikkevand i Fælledparken

Du kan fylde vandflasken flere steder i parken, fx ved legepladserne, ved metrostationerne Trianglen og Vibenshus samt ved skateparken.

Plads til hund

Fælledparken byder på to hundegårde: én i den nordlige ende ved Gunnar Nu Hansens Plads og én i den sydlige ende ved indgangen fra Trianglen.

Her må du grille

Der er grillpladser ved Tårnlegepladsen i den sydlige ende af parken samt ved pavillonen og ved søen.

Kontakt

Parker, Kirkegårde og Renhold

Njalsgade 17

2300 København S