Christianshavns Vold

Christianshavns Vold er en del af Københavns gamle fæstningsring. Takket være fortidens militære byplanlægning kan du i dag opleve den særlige natur og stemning, som voldanlæggene skaber.

Christianshavns Vold løber som en lang, c-formet park, der adskiller Christianshavn fra Amager.

Det skrånende og meget varierede terræn med både sol og skygge og nærheden til vand giver ideelle betingelser for et rigt insektliv. Det gør volden til det perfekte fødesøgningssted for de mange småfugle og vandfugle, der har hjemme her.

Om aftenen og natten kan du opleve flagermus, der flyver ind fra andre dele af byen for at søge føde.

Tag en slentretur på stien langs vandet, der følger voldanlæggets takkede form, eller slå dig ned på en bænk med langt kig ud over søens spejl. Mens du sidder der, kan du lukke øjnene og lytte til de mange småfugle, vandfugle og insekter, der holder til i området.

Du kan også bevæge dig op ad skrænterne til toppen af anlægget, hvor skyggefulde, gamle træer, urter og græsser dominerer. Her kan du lejlighedsvist skimte nogle af byens tårne og skyline i horisonten.

Elefantens Bastion – stor legeplads med mange muligheder

På Elefantens Bastion finder du en bemandet legeplads med rigelig plads til leg. Her er der blandt andet boldbaner, svævebane, klatreborg, legeskib, udendørs skakspil, gynger, vipper, et legehus og et legeskur, hvor der i åbningstiden kan lånes legetøj.

Praktisk info til din næste udflugt

Toiletter og vandpost

Der er toiletter ved legepladsen på Elefantens Bastion. På Christianshavns Torv er der toilet med handicapadgang.

Du kan tappe postevand ved Christmas Møllers Plads på hjørnet af Torvegade og Syddyssen.

Legepladser og grillsteder

Udover den bemandede legeplads på Elefantens Bastion er der også en mindre småbørnslegeplads på Panterens Bastion ud for Dronningensgade.

Tæt på legepladsen på Panterens Bastion er der også mulighed for at grille.

Plads til hund

Du finder et fritløbsområde i den sydvestlige del af volden på Christianshavn-siden.

Vandfugle og småfugle trives ved Christianshavns Vold.

Kontakt

Parker, Kirkegårde og Renhold

Njalsgade 17

2300 København S