Vejledning til dialog med familier om kontingentstøtte

Målgruppen for Københavns Kommunes kontingentstøtteordning er børn og unge i alderen 3-17 år fra økonomisk trængte familier samt børn og unge med flygtningestatus bosat i Københavns
Kommune.

Ifølge retningslinjerne for kontingentstøtteordningen er det et krav, at foreningen har en individuel dialog med den enkelte familie, inden der søges om støtte. Denne vejledning kan bruges i dialogen med familien til en afklaring af, om familien kan betegnes som økonomisk trængt og dermed kvalificerer til at modtage støtte. Vejledningen skal være med til at sikre, at det er familier med et reelt og aktuelt behov for støtte, som modtager hjælp fra puljen.

Vejledning

Fold alle ud

Hvornår er man ”økonomisk trængt”?

I dialogen med familien kan man spørge, om barnet/familien opfylder ét eller flere af følgende parametre:

  • Barnet er nytilkommen flygtning, der enten alene eller sammen med familie eller andre er kommet til Danmark indenfor de seneste 5 år
  • Barnets forælder er enlig forsørger
  • Mindst én af barnets forældre er på overførselsindkomst, fx.:
    • Selvforsørgelses- og hjemsendelsesydelse (tidl. Integrationsydelse)
    • Kontanthjælp
    • Førtidspension
    • Dagpenge
    • SU
  • Mindst én af barnets forældre afsoner aktuelt en fængselsstraf
  • Barnet har mere end 4 søskende under 18 år

Hvis mindst én af ovenstående parametre er opfyldt, kan familien som udgangspunkt betegnes som økonomisk trængt. I ansøgningsskemaet skal foreningerne angive familiens individuelle årsag til, hvorfor den kan betegnes som økonomisk trængt og dermed har et støttebehov. Det kan fx være ”Barnets mor er på overførselsindkomst”.

OBS. Der kan derudover være andre forhold, som gør, at en familie kan være berettiget til at modtage støtte, selvom ingen af de ovenstående kriterier er opfyldt. Hvis et sådant særligt forhold gør sig gældende, skal dette angives i ansøgningsskemaet, som årsag til støttebehovet. Vejledningen læner sig op ad kriterier formuleret af andre kommuner samt Dansk Flygtningehjælp.

Hvordan spørger man familierne om deres økonomiske situation?

Nogle foreningsrepræsentanter kan opleve det som vanskeligt eller ligefrem grænseoverskridende at skulle spørge familierne ind til deres økonomiske situation og årsagen til deres støttebehov for at kunne søge om støtte. Som kommune anerkender vi, at dette kan være en barriere, men vi opfordrer foreningerne til at forsøge sig frem. Vores oplevelse er, at de fleste forældre ikke bliver overraskede eller stødte over at blive spurgt ind til det. Nogle forventer ligefrem at blive spurgt, når det handler om at være berettiget til at modtage økonomisk støtte fra kommunen. Særligt når der ikke skal indsendes dokumentation for familiens økonomiske situation.

Dialogen kan fx indledes således:

  • ”Inden vi kan søge om støtten, har kommunen bedt os om at undersøge, hvordan det kan være, at I har brug for støtten. Kan I sige lidt om det?”
  • Eller: ”For at vi kan vise kommunen, at I har brug for støtten til jeres barn, skal vi skrive i ansøgningsskemaet, hvorfor I ikke har råd til at betale kontingentet/stævnet/udstyret. Hvad vil I gerne have, at vi skriver?”

Hvis forældrene – mod forventning – ikke nævner nogle af de oplistede parametre eller andre årsager, som I som forening vurderer, er reelle og legitime, opfordrer vi til, at I gør forældrene det klart, at årsagerne til deres støttebehov ikke imødekommer kriterierne for kontingentstøtteordningen. Herved kan støtten komme andre børn til gode. I er også velkomne til at indsende ansøgningen med angivelsen af familiens støttebehov, hvorefter Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer, om behovet er inden for rammerne af ordningen.

Har du spørgsmål?

Idrætsudvikling