Vejprojekt på Kærsangervej i Nordvest

Vi renoverer Kærsangervej med nyt fortov og ny asfalt på vejbanen.
Anlægsarbejdet begynder i februar 2026 og vi forventer at være færdige i begyndelsen af juli 2026.
Vi arbejder på hele Kærsangervej imellem Mågevej og Vibevej.

Kærsangervej når vi er færdige

I vejprojektet på Kærsangervej gør vi følgende:

  • Fortov: På fortovet gensætter vi kantsten, lægger chaussesten og nye fliser. Bredden af fortovet tilrettes, så bilerne ikke længere parkere ovenpå fortovet.
  • Vej: Vi lægger ny asfalt på kørebanen og vejbump genetableres. Parkeringen flyttes over i den modsatte side, på nær ved udkørslen til Vibevej.
  • Afvanding: Vi renoverer den eksisterende vejafvanding, så det sikres, at regnvand ledes korrekt væk fra fortov og vej.
  • Overkørsel: Vi etablerer en overkørsel på tværs af Gransangervej. Dette for at tilgodese trafiksikkerheden og tilgængeligheden. 

Se foreløbig projekttegning af renoveringen på Kærsangervej

Hvordan bliver du påvirket, imens vi arbejder?

Fold alle ud

Hvornår går vi i gang, og hvornår er vi færdige?

Vi begynder arbejdet i februar 2026. Vi forventer vi at være færdige i begyndelsen juli 2026. 

Adgang, trafik og parkering imens vi bygger om

Imens vi arbejder på vejen, vil vi sikre os, at trafikken bliver afviklet bedst muligt. Vi kan dog ikke undgå, at arbejdet vil påvirke vejens beboere, erhvervsdrivende og ejere.

Adgang til ejendommene på vejen

Vi sikrer at der er adgang til ejendommen i hele perioden, så du kan komme til din hoveddør.

Vi spærrer fortov, når vi arbejder ud for indgange, og sørger for at fjerne afspærringen, når vi er færdige.

Biltrafik under anlægsarbejdet

Du vil kunne opleve, at vi afspærrer korte strækninger af kørebanen, mens vi arbejder. Bilister vil i denne periode blive henvist til en anden rute. 

Parkeringspladser

Det vil blive nødvendigt at nedlægge nogle parkeringspladser midlertidigt.

Vi henviser derfor til, at bilister parkerer i nærområdet. Vi åbner for parkeringspladserne igen, så snart vi er færdige med at arbejde på vejen.

Gående og cyklister 

Vi afspærrer løbende dele af fortovet. Der hvor vi afspærrer fortovet, vil fodgængere blive henvist til modsatte side af vejen. 

BEMÆRK, at du ikke må låse cykel, barnevogn og lignende fast på de afspærringshegn, som vi sætter op i forbindelse med vejarbejdet.

Adgang for udrykningskøretøjer

Udrykningskøretøjer vil have adgang under hele anlægsperioden

Hvilke gener vil du kunne opleve, hvis du bor på vejen?

Vi kan ikke undgå, at der vil være perioder med støj, støv og mindre plads på vejen. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at undgå for meget støj. Vi vil også sørge for, at der er sikker adgang til din ejendom, når du kommer som gående. I perioder vil du ikke have mulighed for at køre til din ejendom.

Som nabo til vejprojektet vil du løbende blive informeret via e-Boks om væsentlige ændringer.

Hvordan vil dit affald blive hentet?

Dit affald bliver afhentet, mens vi arbejder på vejen. Du kan dog opleve, at affaldsbeholderne bliver tømt på andre tidspunkter, eller bliver flyttet midlertidigt.

Du vil blive informeret løbende i e-Boks, hvis der sker ændringer af affaldshåndteringen ved din ejendom.

Hvilke gener vil du kunne opleve, hvis du har forretning på vejen?

Forretningsdrivende får ikke erstatning for tabt økonomi under vejarbejdet.

Hvad betyder det for dig, hvis du ejer en ejendom på vejen?

Hvis du er ejer af ejendom, har du modtaget et brev via e-Boks, hvor der står, hvad du bør gøre, inden vi starter vores anlægsarbejde.

Du er velkommen til at kontakte os for at sikre koordinering af dit og vores arbejde, eller hvis du har spørgsmål, via vejgenopretning@kk.dk

– skriv gerne ”Vejgenopretning af Kærsangervej” i emnefeltet.  

Hvis du har hæk ud imod vejen

Hvis din hæk eller anden beplantning breder sig ud over fortovet, er det dit ansvar, at du får den klippet ind til egen grund. Vi har brug for pladsen, når vi udskifter fortovet.

Vær opmærksom på, at el-skabe, gadelamper med videre normalt står på offentligt vejareal. Er hækken groet udover en gadelampe, skal du klippe hækken, så den ikke omslutter gadelampen. 

Hvis du er i tvivl, kan du se mere om dit ansvar på Grundejeres ansvar for vej og fortov på Grundejeres ansvar for vej og fortov | Københavns Kommunes (kk.dk)

Hvis vi laver skader, mens vi bygger om

Hvis du oplever, at din bygning eller andet får skader under vejprojektet, kan du oprette en skadesanmeldelse via Anmeld uheld på vej eller fortov | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)

Har du spørgsmål eller vil du vide mere?

Hvis du har spørgsmål eller gerne vil vide mere, er du velkommen til at kontakte os via vejgenopretning@kk.dk

– skriv gerne ”Vejgenopretning af Kærsangervej” i emnefeltet.  

Under arbejdet vil vi løbende holde beboere, erhvervsdrivende og ejere opdaterede via e-Boks. 

Kontakt

Vejgenopretning

Islands Brygge 37

2300 København S