I København lader vi ikke gode ting gå til spilde
De fleste ting har mere end ét liv. Det kan måske føles, som om der er langt fra at putte sine æggeskaller i madaffaldskurven til at løse den store ressourceudfordring. Men de helt små ting tæller, og faktisk er det præcis der, vi kan være med til at gøre en forskel i vores hverdag – ved at aflevere tallerkener, bøger og legetøj, der ikke er i stykker, til genbrug og sortere madaffald, metal, glas, pap, papir, plast og mad- og drikkekartoner i de rigtige affaldsbeholdere.
Vidste du?
Københavnerne sorterede i 2023 15.522.000 kg madaffald, der blev brugt igen som økologisk gødning på landbrugets marker og som biogas til el og varme i københavnske hjem. Ved at bruge materialerne igen i stedet for at udvinde ny naturgas, olie og gødning sparede vi klimaet for 3.200 tons CO2.
Københavnerne sorterede også 6.185.000 kg plast, der blev brugt igen i nye produkter som fx ny emballage. Det var med til at spare klimaet for 1.793 tons CO2.
Kan et anlæg sortere for mig?
I Danmark og i København ønsker vi at genanvende mest muligt af vores affald. Det opnår vi, når vi sorterer vores affald hjemme i køkkenerne.
Teknologien er nået ganske langt, og Københavns Kommune følger udviklingen tæt. I dag kan sorteringsanlæg sortere noget affald automatisk, men ikke alt. Et sorteringsanlæg er et supplement til sortering i hjemmet og kan ikke erstatte det. Når affaldet bliver blandet sammen i restaffaldsposen, bliver det beskidt og uhygiejnisk, og det kan optage miljøskadelige stoffer.
Derfor må vi ikke genanvende affaldet på samme måde, som hvis det var sorteret fra start. På samme måde bliver meget affald ødelagt, så det ikke længere kan bruges. Det gælder fx madaffald og glas.
Nyt sorteringsanlæg
I 2026 åbner et nyt sorteringsanlæg i København, hvor restaffald fra bl.a. Københavns Kommune skal eftersorteres med maskiner, så de sidste genanvendelige materialer bliver trukket ud af restaffaldet.
Når sorteringsanlægget åbner, skal københavnerne fortsat sortere deres affald i hjemmet, så vi kan genanvende mest og bedst muligt.
Område for Affald og Ressourcer
Njalsgade 13
Telefontider
09:00 - 16:00
09:00 - 16:00
09:00 - 16:00
09:00 - 16:00
09:00 - 16:00