Søg

Bekymret for en hjemløs

Læs her hvad du kan gøre, hvis du er bekymret for en hjemløs i Københavns Kommune.

Handlemuligheder hvis du er bekymret for en hjemløs

Er du bekymret for en hjemløs, kan du kontakte Hjemløseenheden, Den Sociale Døgnvagt eller Sociolancen via 112.

Spørgsmål og svar om hjemløshed

Hvor mange hjemløse er der i København?

VIVE opgør hvert andet år antallet af hjemløse i Danmark - den seneste tælling er fra uge 6, 2019.

I København er antallet af hjemløse faldet fra 2017 til 2019, ligesom det er på landsplan. I 2017 blev der talt 1.482 hjemløse i København mod 1.442 hjemløse i 2019.

Dermed er Københavns andel af landets hjemløse faldet fra 30 %. i 2009 til 22 % i 2019. 

1.442 hjemløse i København.

22 % af landets hjemløse opholder sig i Københavns kommune

Hvor og hvordan hjælper Københavns Kommune byens hjemløse?

Københavns Kommune hjælper hjemløse med særlige sociale problemer med fx overnatningstilbud, hjælp til at få egen bolig, råd og vejledning i forhold til sociallovgivningen, misbrugsbehandling eller psykiatrisk støtte i samarbejde med den regionale behandlingspsykiatri. 

I København findes tre typer af overnatningstilbud til hjemløse: 

  • Herberger efter servicelovens § 110
  • Natcaféer efter servicelovens § 110.
  • Nødovernatningspladser (midlertidige pladser på natcaféer over vinterperioden)

Natcaféer er et gratis tilbud, som kun har åbent fra aften til den næste morgen. Pladserne  på natcaféerne skal sikre, at ingen hjemløse med særlige sociale problemer skal stå uden tag over hovedet om natten.

Herberger

Efter Servicelovens § 110 tilbyder Socialforvaltningen i Københavns Kommune midlertidige ophold på herberg til borgere med særlige sociale problemer.

Der er mere end 600 herbergspladser i København efter Servicelovens § 110 – hvoraf nogen driftes af Københavns Kommune og andre af private organisationer. Herberget er et socialpædagogisk tilbud, der skal støtte borgeren i at kunne bo i egen bolig. Borgere med behov for et midlertidigt ophold på herberg kan selv henvende sig til et herberg og blive indskrevet direkte.

Dette gælder alle herberger i hele landet. Det er borgerens hjemkommune, der betaler for opholdet. Derudover skal borger selv betale 91 kr. pr. nat at bo på herberg. 

Se listen over herberger i København på Tilbudsportalen

Natcaféer

Foruden herbergspladser tilbyder Københavns Kommune overnatning på såkaldte natcaféer. Som en del af kommunens vinterberedskab tilbyder Københavns Kommune 20 ekstra pladser over vinteren 2020/2021 og 2021/2022, hvormed der samlet er i alt 130 pladser på natcafeerne.

Natcaféerne drives ligesom herbergerne efter servicelovens § 110. Natcaféer skal først og fremmest sikre tag over hovedet til hjemløse, som af forskellige grunde ikke vil eller kan bo på en egentlig herbergsplads.

Det er et gratis kortere ophold, hvor den hjemløse kan overnatte inden døre. Natcaféerne er som regel kun åbne i sene aftentimer og om natten.

Ud over ovenstående natcafépladser findes der også en række private organisationer, der driver natcafépladser efter servicelovens § 110.

Nødovernatningspladser (primært private organisationer)

Der findes også en række midlertidige nødovernatningspladser i byen, som primært er drevet af private organisationer.

Nødovernatningspladserne er typisk åbne over vinterperioderne. 

Hvordan hjælper Københavns Kommune udenlandske hjemløse?

Alle EU-borgere har som udgangspunkt samme rettigheder til at bo på et dansk herberg som danskere. Der er to krav, man skal opfylde for at få plads på et almindeligt dansk herberg – uanset om man er dansker eller udlænding: Man skal have lovligt ophold i Danmark, og man skal være i målgruppen for en herbergsplads (Serviceloven § 110).

EU-borgere har lovligt ophold i Danmark i de første tre måneder de opholder sig i landet uden særlig tilladelse, og derefter yderligere tre måneder, hvis de er arbejdssøgende.  Derefter er det først og fremmest tilknytningen til arbejdsmarkedet, der afgør retten til ophold. Der er flere undtagelser og nuancer til dette område.

Københavns Kommunes Transitprogram har siden 2015 sikret en målrettet indsats for særligt udsatte hjemløse – primært migranter fra en række EU-lande. Indsatsen gennemføres i Socialforvaltningens Hjemløseenhed i samarbejde med syv private sociale organisationer. Transitprogrammets formål er at give særligt udsatte migranter med lovligt ophold i Danmark et mere værdigt liv. Det sker ved at give migranterne basale fornødenheder, og støtte dem til at vende tilbage til hjemlandet.

I Budget 2021 vedtog aftalepartierne at afsætte midler til en særpulje til videreførelse af Transitprogrammet i perioden 2021 – 2024. Socialudvalget tager stilling til fordelingen af midlerne i puljen på et Socialudvalgsmøde den 9. december 2020.  

Selvom der er plads på nødherberger og natcafeer, vil man stadig kunne møde udenlandske hjemløse sovende udendørs om vinteren. En del ønsker ikke at blive registreret i systemet og/eller nogle er her ulovligt i landet og har derfor ikke adgang til herberger og natcafeer.

De hjemløse der opholder sig ulovligt i landet, må og kan kommunerne ikke hjælpe. Det er politiets opgave at sørge for at personer, der er her ulovligt, forlader landet. Det er Udlændingestyrelsens der tager sig af de udgifter, der er forbundet med deres ophold. 

Se Kompasset, Kirkens Korshær for hjælp til udenlandske hjemløse 

Ved akut brug for hjælp, ring 112.

Se hvilke tilbud, Københavns Kommune har til udsatte voksne og familier