Når det er besluttet, at der er basis for en lokalplan, går vi i gang med at lave et lokalplanforslag. Lokalplanforslaget er en detaljeret plan med bindende bestemmelser, der bl.a. angiver, hvordan området må anvendes, hvor der må placeres veje, bygninger og friarealer, og hvilke materialer bygherre skal arbejde med.
Teknik- og Miljøudvalget ser lokalplanforslaget og beslutter, om forslaget skal sendes i offentlig høring. Hvis forslaget ikke er i overensstemmelse med kommuneplanen, skal der laves et forslag til kommuneplantillæg. Principielle sager og sager med kommuneplantillæg sendes videre til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med en anbefaling om offentlig høring. Helt enkle sager om fx anvendelsesændringer forelægges ikke de politiske udvalg, men sendes direkte i høring, når Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet lokalplanforslaget.
Lokalplanforslaget bliver offentliggjort på kommunens digitale høringsportal 'Bliv Hørt', hvor du kan give din mening til kende. Høringen varer i op til 8 uger, og der afholdes ofte et borgermøde, hvor naboer, virksomheder og andre kan stille spørgsmål til forslaget.
Se de aktive høringer i høringsportalen