Internationale indsatser

København er engageret i internationale partnerskaber og netværk, der generelt arbejder for at skabe vækst og udvikling.

Københavns Kommune er en aktiv deltager i en lang række internationale partnerskaber, samarbejder og netværk som bidrager med inspiration og viden til løsning af vores kernopgaver – og hvor København kan være med til at sætte dagsordenen ved at dele vores erfaringer og ambitioner. Arbejdet tager udgangspunkt i Københavns Kommunes internationale strategi. 

Københavns Kommunes internationale indsatser

Vis alle

C40

C40 – Cities er et stærkt internationalt netværk af byer fra hele verden. C40 startede som et netværk for megabyer, der ville fokusere på reduktionen af C02-udledning og sikre byer mod klimaforandringer. I dag består C40 af 96 byer og er stadig voksende. København er med som ”Innovationsby”, som er en betegnelse gældende for byer, der ikke er en megaby, men er førende og innovative på den grønne dagsorden. Der er 22 innovationsbyer i C40. København deltager i en lang række netværk i C40, hvor byernes eksperter udveksler erfaringer og ideer eksempelvis indenfor energieffektivitet i bygninger, bæredygtigt byggeri, klimatilpasning, grønne investeringer, mobilitet og vand.

C40 har placeret sine kontorer over hele verden og har siden 2017 også haft et kontor i København placeret i BLOXHUB.

I oktober 2019 afholdt København det syvende C40 topmøde. Borgmestre og øvrige repræsentanter fra C40-byerne mødtes for at dele idéer og innovative løsninger til, hvordan byerne kan bidrage til at opnå de reduktioner af drivhusgasser, der er forudsat i Paris-aftalen. Topmødet skabte et klart politisk momentum som blandt andet afspejles i Budget 2020 aftalen om Klimaplanen og vedtagelse af en Mad- og Måltidsstrategi, der bl.a. sikrer bæredygtige måltider i Københavns Kommunes institutioner. Som en del af topmødet afholdtes klimafestivalen "Live Like Tomorrow", hvor Københavns borgere kunne deltage i 90 forskellige klimarelaterede events.  

Ved C40's Youth Takeover kom unge fra hele verdenen til rådhuset for at dele ideer til, hvordan unges indflydelse på den grønne omstilling i de respektive byer kan styrkes. De unge fandt frem til en række ideer, som blev præsenteret for alle de bydelegerede på C40's hovedscene. Blandt disse var mere klima på pensum og mere vejledning i at opnå en karriere, hvor man fremmer den grønne omstilling. De øvrige ideer fremgår af det handover, som kan findes nedenfor.

C40 vedtog i forbindelse med topmødet i København en Global Green New Deal, der forpligter byerne til at holde den globale opvarmning under 1,5°C-målet i Paris-aftalen ved at begrænse emissionerne i sektorer, der er de største bidragydere til klimakrisen: transport, bygninger og affald.

Strategisk Sektorsamarbejde

Beijing

Københavns Kommune indgik i juni 2012 en søsterbyaftale med Beijing. Med samarbejdsaftalen igangsatte Beijing og København et samarbejde om bæredygtige byløsninger, der involverer både danske og kinesiske virksomheder i udviklingen af de to byer. Siden er flere konkrete aftaler kommet til vedrørende turisme, vandhåndering og de kreative industrier.

I efteråret 2018 var København gæsteby ved Beijing Design Week med udstillingen ”Living is Giving”, der havde fokus på Københavns styrker inden for design, gastronomi, byplanlægning og bæredygtighed. Udstillingen gav et indblik i den danske livsstil – herunder at give plads til naturen i byerne og at videregive en grøn by til de kommende generationer. I forbindelse med designugen blev lanceret et byfornyelsesprojekt, hvor danske arkitekter deltog i et større renoveringsprojekt i bydelen Qinglong Hutong, der skulle give plads til både grønne områder, bydelens 11.000 beboere og de mange virksomheder, som har kontorer i området.  

København har derudover haft en bærende rolle i det internationale bynetværk C40’s program vedrørende energimonitorering i kinesiske bygninger. Bygninger er den hurtigst voksende kilde til energiforbrug og CO2-udledning i Kina og kan ende med at udgøre op mod 40 pct. af det samlede, nationale energiforbrug i løbet af de næste 15 år. Hvis danske løsninger inden for dette område udbredes i store dele af Kina, er der derfor potentiale for at hente en stor klimamæssig gevinst.

Den nyeste udvikling indebærer et fokuseret samarbejde mellem de to søsterbyer. Fra 2018-2022 løber et strategisk sektorsamarbejde sammen med Udenrigsministeriet, der har som overordnet mål at bidrage til bæredygtig vækst i udvalgte partnerlande (herunder Kina) og bidrage til opfyldelsen af FN’s verdensmål. Samarbejdet består blandt andet i, at fagspecialister fra København sammen med deres kinesiske kollegaer arbejder på løsninger inden for klimatilpasning, energieffektivitet i bygninger, håndtering af spildevand, cirkulær økonomi i bygninger og lignende. Konkret er projektet udmøntet ved, at en sektorrådgiver ansat på den danske ambassade i Beijing faciliterer samarbejdet mellem København og Beijing og arbejder målrettet med at vurdere, hvordan danske kompetencer og løsninger bedst kan bidrage og tilpasses til den lokale efterspørgsel.

Som eksempel på de projekter, der er udført som resultat af det strategiske sektorsamarbejde, kan nævnes et pilotprojekt til klimatilpasning kaldet "Green Valley" i Tongzhou-distriktet.  Green Valley området er på næsten 63 hektar,  dvs. lidt større end Fælledparken. Green Valley projektet skal både medvirke til at håndtere ekstrem tørke og varme, store mængder nedbør og fungere som rekreative, grønne åndehuller for byens borgere. København har i høj grad været inspirationskilde for projektet, der er anlagt ud fra det koncept, man i Kina kalder ’svampebyer’, som er byer der gør en indsats for at øge dannelsen af grundvand, ved at nedsive og genbruge regnvand som fx drikkevand. Pilotprojektet var færdigbygget i 2020, og ca. 25.000 borgerne er allerede flyttet ind i det nyanlagte klimatilpasningsområde.

Buenos Aires

Københavns Kommune indledte i 2019 et samarbejde med Buenos Aires under Udenrigsministeriets ordning for strategisk sektorsamarbejde. Samarbejdet er fokuseret på tre spor; energieffektivitet i offentlige bygninger, klimatilpasning samt energi- og effektivitetsforbedringer i spildevandshåndtering. En lang række ambitiøse pilotprojekter, analyser og planer er udviklet i tæt samarbejde mellem eksperter fra København og Buenos Aires.

Det er forventningen at samarbejdet kan rykke Buenos Aires et stort skridt nærmere i bestræbelserne på at kunne håndtere klimaudfordringer som eksempelvis skybrud samt indfri målene i byens klimaplan. Buenos Aires er en af foregangsbyerne indenfor grøn og bæredygtig byudvikling i Sydamerika og er en meget aktiv deltager i det internationale bynetværk C40. 

Eurocities

Eurocities er et europæisk bynetværk der repræsenterer mere end 120 millioner indbyggere i 140 byer. København besad formanskabet mellem 2010-2012.

Eurocities beskæftiger sig med mange forskellige emner indenfor økonomisk udvikling, offentlige services, klimaforandringer, energi og miljø, mobilitet, arbejde, uddannelse, kultur og IT. Eurocities tematiske forummer, arbejdsgrupper og events giver muligheder for at dele viden og erfaringer og skabe innovative byløsninger.

FN's verdensmål i København

Den 25. september 2015 vedtog FN’s 193 medlemslande den nye 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling. Som del heraf vedtog FN 17 mål – og hele 169 delmål – som handler om at løse mange af klodens største problemer inden 2030. Målene har bl.a. fokus på at få udryddet ekstrem fattigdom og sult på globalt plan, om mindre ulighed og om at stoppe klimaforandringerne. De 17 verdensmål er ligestillede og indbyrdes afhængige. FN’s verdensmål kendes også som Sustainable Development Goals forkortet: SDG.

Københavns Kommunes handlingsplan for FN’s verdensmål (SDG) indeholder en kortlægning af byens nuværende bidrag til realiseringen af FN’s verdensmål, såvel som en plan for kommunens strategiske forankring af verdensmålene i kommunens
fremadrettede arbejde. Udviklingen af handlingsplaner på byniveau er frivilligt, men essentielt, hvis FN’s 2030 dagsorden skal realiseres. Det er første gang, at ikke-statslige aktører som byer, regioner, institutioner og virksomheder opfordres til at gå forrest i den bæredygtige omstilling. I den forbindelse kan de 17 verdensmål og de 169 delmål tilpasses en lokal sammenhæng. Handlingsplanen er et bidrag til den globale samtale om operationaliseringen af SDG’erne i byers arbejde med social, økonomisk
og miljømæssig bæredygtighed, såvel som det første spadestik i byens langsigtede arbejde med målene.

Københavns Kommune byder FN’s verdensmål velkommen og ser frem til at bidrage til deres realisering, lokalt i København såvel som globalt!

Målene skal bruges i København

Regeringen vedtog i marts 2017 en national handlingsplan for verdensmålene, hvori den påpeger vigtigheden af koblingen af nationale politikker til den internationale udviklingsdagsorden samt at Danmarks styrkepositioner skal fremhæves og skabe værdi i verden. Københavns Kommune ønsker at gå skridtet videre ved at anvende verdensmålene som anledning til at løfte og formidle eksisterende, såvel som nye bæredygtighedsindsater og gøre byen endnu bedre. Arbejdet med målene kan hjælpe os med at identificere, hvor kommunen kan sætte yderligere ind. Dette arbejde skal ske i dialog med borgere, virksomheder og civilsamfundsorganisationer.

Københavns Kommune bidrager allerede meget til at gøre byen og omverdenen bæredygtig. Der er sat ambitiøse mål i relation til alle 17 SDG. Og vi er godt i gang med eksekveringen. Klimaplanens mål om et C02 neutralt København i 2025, og målet om, at 95 % af de unge får en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse, er bare to eksempler. Internationale undersøgelser som fx Sustainable Solutions Network’s ”SDG Index Report” peger da også på, at Danmark er et af de lande, der har de bedste forudsætninger for at bidrage til realiseringen af verdensmålene inden 2030.

København hjælper med at realisere målene hjemme, igennem store dele af byens politiske og forvaltningsmæssige arbejde, såvel som i udlandet gennem bysamarbejder, såsom C40 og Eurocities, der fokuserer på, hvordan verdens storbyer kan blive mere bæredygtige, hvor København kan udbrede københavnske løsninger til byer verden over. Københavns Kommune arbejder ikke blot for at være en af de mest bæredygtige byer i verden, København skal også være en af de byer, som påvirker verdens bæredygtighed mest.

Se Københavns Kommunes handlingsplan for FN's verdensmål herunder.

Hvad betyder de 17 verdensmål for byer?

I 2050 forventes 70 % af verdens befolkning at leve i byer. En bæredygtig verden starter altså med bæredygtige byer. Alle 17 verdensmål er aktuelle for storbyer, og byer har med mål 11 om bæredygtige byer og lokalsamfund fundet et helt central rolle i at levere på målene inden 2030. Københavns Kommune ser frem samarbejde med andre lokale og internationale aktører om at opfylde målene. Vi vil dele løsninger og inspirere til realiseringen af en mere bæredygtig verden inden 2030.    

Greater Copenhagen

Greater Copenhagen er et erhvervspolitisk samarbejde, der blev etableret i 2015 og forener regionerne Skåne, Halland, Sjælland og Hovedstaden samt de tilhørende 85 kommuner i en fælles indsats for at skabe en højt udviklet metropolregion, der bygger på bæredygtig vækst, høj beskæftigelse og livskvalitet for regionens 4,4 mio. indbyggere.

Kontakt

Kontor for Vækst og Erhverv

Rådhuspladsen 1

1550 København V