Mødedato: 14.03.2024, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

Høringssvar om kunstværket ”Bricks in Common”

Se alle bilag

Indre By Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar om kunstværket ”Bricks in Common”, der er opstillet på Havnegade-promenaden.

Indstilling

Indstilling om,  

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter, hvad det skal svare Teknik- og Miljøforvaltningen vedrørende en ansøgning fra Københavns Murerlaug om tilladelse til en permanent opstilling af kunstværket ”Bricks in Common” på Havnegade-promenaden.

  2. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger forperson Bent Lohmann til at udarbejde et høringssvar  til Teknik- og Miljøforvaltningen på grundlag af lokaludvalgets bemærkninger i drøftelsen.

Problemstilling

Københavns Murerlaug, der har stået for opførelsen af "Bricks in Common" på Havnegade-promenaden i anledning af Arkitekturåret 2023, har i ansøgt Teknik- og Miljøforvaltningen om tilladelse til en permanent opstilling af værket. Teknik- og Miljøforvaltningen bad den 6. februar 2024 lokaludvalget om et høringssvar om sagen.

Værket består af en teglkonstruktion med tre buer, der i følge ansøgeren hver repræsenterer et ton CO2 bygget med forskellige slags mursten. CO2-forbruget er derved udtrykt i mængden af sten, der kan anvendes med det samme CO2-aftryk.  

Rådet for Visuel Kunst skal drøfte forslaget på deres møde d. 11.marts 2024 og afgive høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen. Link til indstillingen: https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/R%C3%A5det%20for%20Visuel%20Kunst/m%C3%B8de-11032024/dagsorden/punkt-62

Petanquebane

Indre By Lokaludvalg gav på lokaludvalgsmødet d. 8. februar 2024 tilsagn til Gammelholm Beboerforening om støtte til indkøb af to borde-bænkesæt til en petanquebane på samme placering som kunstværket. Det er en forudsætning for lokaludvalgets støtte, at forvaltningen giver tilladelse til at anlægge petanquebanen og til at opstille borde-bænkesættet. 

Det fremgik af Gammelholm Beboerforenings ansøgning til lokaludvalget, at beboerforeningen har søgt Kultur- og Fritidsforvaltningen om penge til at anlægge en petanquebane på Havnegade-promenaden og søgt Teknik- og Miljøforvaltningen om tilladelse til det.  

Københavnerforslag

Der er stillet et københavnerforslag om at bevare  "Bricks in Common" på Havnegade-promenaden. I skrivende stund har forslaget fået 481 stemmer. Hvis forslaget opnår 5.000 stemmer indenfor 180 dage fra da forslaget blevet slået op, vil det blive sagsforberedt i Teknik- og Miljøforvaltningen, hvorefter det vil blive politisk behandlet i Teknik- og Miljøudvalget og derefter i Borgerrepræsentationen. Læs mere her: https://kobenhavntaler.kk.dk/da-DK/initiatives/bevarelse-af-de-opmurede-buer-ud-for-havnegade-nr-37-bricks-in-common

Lokalplanen

Det oplyses på ovennævnte hjemmeside om københavnerforslaget, at der er givet en tidsbegrænset dispensation fra lokalplan nr. 512 til at opstille teglkonstruktionen i forbindelse med World Capital of Architecture (Arkitekturhovedstad) 2023. Dispensationen er blevet forlænget til 31. januar 2024. Det er Teknik- og Miljøforvaltningens foreløbige vurdering, at en permanent opstilling er i overensstemmelse med lokalplanens principper, og dermed vil københavnerforslaget være muligt at gennemføre, ved at udstede en permanent tilladelse.

Løsning

Borgerdialog

Borgerne har haft mulighed for at komme med kommentarer om bevarelse af kunstværket på lokaludvalgets Facebookside. Opslaget fik 17 likes og 22 kommentarer. Flere borgere har desuden skrevet til lokaludvalget om værket. Se borgernes kommentarer i bilaget.  

Ca. 62% af borgerne, der har tilkendegivet deres holdning via Facebook eller med mail, mener, at værket skal gøres permanent, mens ca. 38 % af borgerne er imod.  

Drøftelse

Indre By Lokaludvalg kan i sit høringssvar trække på følgende argumenter fra borgerne for at bevare kunstværket: 

  • Det er en positiv tilføjelse til havneområdet, der passer godt ind i et ellers tomt byrum.  
  • Konstruktionen et flot udført og værner om godt håndværk og kærkomment modsvar til at bygge med beton. 
  • Kunstværket formidler klimadagsordenen på en lettilgængelig måde ved at tydeliggøre forholdet mellem mængde, kvalitet og CO2-aftryk. 
  • Der er plads nok til både kunstværket og petanquebane på havnen. 
  • Gammelholm Beboerforening kan eventuelt undersøge muligheden for at finde en anden placering til petanquebanen, f.eks. på det store grusareal foran fiskerbådene. 
  • Kunstværket inviterer til leg og ophold til glæde for beboere og forbipasserende.
  • For at integrere værket i omgivelserne kan der plantes grønt rundt om.
  • Borgere kan evt. få mulighed for at afholde arrangementer ved og omkring værket. 

Indre By Lokaludvalg kan i sit høringssvar trække på følgende argumenter fra borgerne imod at bevare kunstværket:  

  • Placeringen af konstruktionen er uhensigtsmæssig. Lokaludvalget kan opfordre Teknik- og Miljkøudvalget til at undersøge muligheden for at flytte det til f.eks. BLOX eller Den Sorte Diamant.
  • Det er mere givtigt for lokalområdet at tilføje en petanquebane, der inviterer til fællesskab og aktivitet. Pladsen skal friholdes til rekreative arrangementer.
  • Værket er opført som en midlertidig konstruktion. Det medfører, at stenene slår revner, da værket ikke er skabt til at være permanent. Det vil kræve betydeligt omkostninger til vedligehold fra kommunens side ved permanentgørelse. 
  • Havnen skal friholdes til ro og natur. Det skal ikke være en markedsplads.
  • Kunstværket er i strid med lokalplan nr. 512 og bryder den visuelle kontakt mellem facader og havn.  

Det foreslås, at lokaludvalget drøfter hvad det skal svare Teknik- og Miljøfrovaltningen om forslaget om en permanent tilladelse til kunstværket ”Bricks in Common” på Havnegade-promenaden.  Lokaludvalgets bemærkninger vil være grundlaget for høringssvaret, som forperson Bent Lohmann sender til Teknik- og Miljøforvaltningen. Borgernes kommentarer sendes med som bilag. 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Forperson Bent Lohmann udarbejder et høringssvar  til Teknik- og Miljøforvaltningen. Resultatet af borgerdialogen om sagen sendes med som bilag.

Sagen kommer på den årlige indstilling til Teknik- og Miljøudvalget om forslag til nye monumenter.

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede, hvad det skal svare Teknik- og Miljøforvaltningen vedrørende en ansøgning fra Københavns Murerlaug om tilladelse til en permanent opstilling af kunstværket ”Bricks in Common” på Havnegade-promenaden. Der var følgende bemærkninger fra lokaludvalgets medlemmer i drøftelsen:
    • Man skal erkende, at det er et midlertidigt værk og at det har en sådan midlertidig karakter, ligesom man skal erkende, at det er gået stærkt med at bygge det.
    • Vedligeholdelsen og driften af værket skal indgå i beslutningsgrundlaget for, om det skal opstilles permanent.
    • Det er en uskik, at noget, der i udgangspunktet er opstillet midlertidigt, forsøges at blive opstillet permanent.
    • Gammelholm mangler ikke mursten. Det er der andre områder i byen, der gør.
    • Havnepromenaden er overrendt. Der skal også være sådan, at den kan bruges til hverdagsliv for de lokale beboere.
    • Det er oprindeligt ikke tænkt som et kunstværk og er ikke et kunstværk. Der har ikke været en kunstner inde over projektet. Det er falsk varedeklaration. Lokaludvalget skal ikke kalde det et kunstværk.
    • Kablerne, der ligger på havnepromenaden, er til belysningen i værket.
    • Nyder værket. Det er klassisk håndværk. Det bør overleve en sommer, så man kan se, hvordan det fungerer. Der er andet makværk på havnepromenaden.
    • Værket er flot, især med lys. Man kan flytte det til et andet sted.

  2. Lokaludvalget bemyndigede forperson Bent Lohmann til at udarbejde et høringssvar  til Teknik- og Miljøforvaltningen på grundlag af lokaludvalgets bemærkninger i drøftelsen.

 

Til top