Mødedato: 23.05.2023, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Endelig vedtagelse af lokalplan Teglværkshavnen tillæg 9, Vesterbro/Kongens Enghave

Se alle bilag

Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.

I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".

En grundejer ønsker at opføre en kombineret idrætshal og daginstitution på Teglholmen. Formålet med lokalplantillægget er at muliggøre projektet gennem en anvendelsesændring samt at fastlægge bebyggelsesregulerende bestemmelser for bygningen. Den aktuelle byggegrund er i dag uden bebyggelse. Lokalplantillægget indeholder bestemmelser, der skal sikre daginstitutionen og opholdsarealer mod virksomhedsstøj fra nabovirksomheden MAN Energy Solutions. Projektet vil skabe et opholdssted i kvarteret med en forplads, en promenade, mulighed for en træbrygge samt med flere træer.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at godkende lokalplan Teglværkshavnen tillæg 9 (bilag 2 og 8) med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning,
    - dog således, at dybden på bede med facadebeplantning i kantzone a og b øges fra 0,3 m til 0,5 m, samt at udstrækningen af bede øges fra 20% til 30% af facadens længde,

    - dog således, at der stilles krav om beplantning under træerne.

     

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form. Det forudsættes endvidere, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen besluttede den 22. juni 2017 at sende forslag til tillæg 9 til lokalplan 310 Teglværkshavnen for en kirke, daginstitution og idrætshal ved Topstykket i Teglholmen Øst i offentlig høring. Efterfølgende blev daginstitution og idrætshal underlagt et anlægsstop, og lokalplanen blev sat i bero. Sydhavn Sogn har siden besluttet at stoppe projektet for en kirke. Det oprindelige lokalplanforslag er bortfaldet som følge af planlovens 3-årige forældelsesfrist for fremsatte lokalplanforslag.

Teknik- og Miljøforvaltningen har nu udarbejdet et nyt forslag til tillæg 9 til lokalplan 310 Teglværkshavnen, der har været i høring fra den 23. maj 2022 til den 22. august 2022. Lokalplantillægget omfatter en kombineret idrætshal og daginstitution på ejendommen Topstykket 4. Forvaltningen har modtaget 12 henvendelser. Et ændringsforslag om reduceret parkering til idrætshallen og et ændringsforslag om mere detaljerede facadebestemmelser og fordobling af plantebede på tag har været i supplerende høring hos grundejer fra henholdsvis den 12. september til den 23. september 2022 og fra den 1. marts til den 6. marts 2023. Høringen og de supplerende høringer har givet anledning til ændringsforslag fra forvaltningen (bilag 7).

Teknik- og Miljøudvalget delegerede den 24. februar 2020 kompetencen til at sende forslag til enkle lokalplaner (kategori 1) og ukomplekse lokalplaner (kategori 2) i offentlig høring til Teknik- og Miljøforvaltningen. Det aktuelle lokalplanforslag har derfor ikke tidligere været politisk behandlet.

Løsning

Lokalplanområdet ligger ved vejen Topstykket syd for Frederiksholmsløbet og øst for virksomheden MAN Energy Solutions i byomdannelsesområdet Teglholmen. Områdets struktur er fastlagt i tillæg 3 til lokalplan 310 Teglværkshavnen som en kanalby med karréer og promenader langs vandet. Lokalplanområdet omfatter ejendommen Topstykket 4 og dele af de omkransende veje Topstykket, Cylindervej og Dieselvej samt en del af kanalen øst for ejendommen. Grunden nord for lokalplanområdet er ubebygget og ejet af Sydhavn Sogn. Syd for grunden er opført et parkeringshus. Der er ingen bebyggelse på eller bevaringsværdige træer på ejendommen Topstykket 4.

Lokalplantillægget omfatter en daginstitution og idrætshal på ejendommen Topstykket 4. Daginstitutionen skal indeholde 8 grupper og forventes ibrugtaget i januar 2027. Børne- og Ungdomsforvaltningen oplyser, at deres prognose for antal børn i det nye Sydhavnsområde viser, at der er behov for denne udbygning af kapaciteten. Daginstitution og idrætshal sammenbygges i en stor bygning på cirka 4.200 m2, hvor idrætshallen ligger i stueetagen og daginstitutionen placeres i to etager oven på. Byggefeltet er placeret sydligt på ejendommen, så der er god plads mod nord til ankomst og cykelparkering til idrætshallen. Daginstitutionen får adgang fra syd. Lokalplantillægget fastlægger et maksimalt bruttoetageareal på 4.200 m2 og maksimale bygningshøjder på henholdsvis på 21 m mod Topstykket og 11,5 m mod kanalen. Friarealet skal være mindst 1.800 m2 og må placeres på terræn og på bygningens tagflader. Der skal være i alt 24 træer i lokalplanområdet. Nye illustrationer af projektet fremgår af bilag 8.

For at overholde støjgrænser på facader og på opholdsarealer pga. støj fra virksomheden MAN Energy Solutions foreslås det, at der i den endelige udgave af lokalplanen, tilføjes bestemmelser om, at der skal være en støjskærm ophængt på bygningen fra 4 m over terræn suppleret med en støjskærm på terræn i skel langs Topstykket. Endelig skal opholdsarealer på tag skærmes af støjværn. Virksomheden MAN Energy Solutions har planer om at fraflytte området, men dette er ikke sket endnu. Hvis virksomheden er fraflyttet og støjbilledet er ændret, inden byggeriet skal have tilladelse til ibrugtagning, er der mulighed for at dispensere til at udelade disse støjforanstaltninger.

Forslag til ændringer af lokalplanforslaget

På baggrund af den offentlige høring og to supplerende høringer af grundejer foreslår forvaltningen at imødekomme grundejers ønske om at reducere krav til højden på vinduer i stueetagen, fjerne krav om udendørs trapper fra terræn til byrum på tag samt at fjerne krav om træer på tag. Ønsket om at reducere højden på vinduer skyldes blandt andet, at høje vinduer giver risiko for at brugere af idrætssalen bliver blændet af solen. Forvaltningen anbefaler, at højden på vinduerne reduceres, da det kan ske uden at ændre muligheden for visuel kontakt mellem ude og inde. Krav om træer på tagflader kan fjernes uden at ændre det samlede antal træer i området. Til gengæld foreslår forvaltningen at fordoble andelen af bede til beplantning på tagfladerne. Krav om trapper til taget anbefales fjernet, da lokalplanen efter ønske fra bygherre ikke indeholder krav om offentlig adgang til taget.

Forvaltningen foreslår på baggrund af høringssvar fra Bolig- og Planstyrelsen at indsætte bestemmelser om håndtering af virksomhedsstøj med etablering af støjskærme.

Forvaltningen foreslår at ændre parkeringsdækningen til idrætshallen på baggrund af en konkret vurdering (bilag 4). Forvaltningen foreslår desuden at begrænse de mulige facadefarver og -materialer til, hvad der er karakteristisk i området. Derfor skal facadefarver være nuancer af sand, grå eller rødbrun, dog således at mindre bygningsdele og facader mod daginstitutionens opholdsarealer på tag kan være i andre farver. Brug af farver kan bidrage til at udtrykke bygningens anvendelser til leg og læring. Forvaltningen foreslår også at begrænse de mulige facadematerialer til glatpudset tegl, blank mur, teglklinker, metal og træ. I overensstemmelse med grundejers ønske, må nederste etage være i beton og facader mod daginstitutionens opholdsarealer på tag må være i fibercementplader. Beton på den nederste etage kan bidrage til at udtrykke en robust bygning med reference til områdets industrihistorie. Fibercementplader er et godt alternativ til metal, der kan blive meget varmt om sommeren. Forvaltningen foreslår endelig, at mindre bygningsdele og småbygninger på tage må være i andre materialer. Ændringerne fremgår af bilag 7.

Grundejer har udarbejdet nye illustrationer af projektet, som forvaltningen foreslår at indsætte i lokalplanen. Illustrationerne fremgår af bilag 8.

Byliv

Langs kanalen øst for bygningen etableres en promenade i sammenhæng med områdets øvrige promenader. Der vil være vinduer i stueetagens facader mod promenaden, som sikrer en åbenhed mellem inde og ude. Kantzonen mod promenaden vil indeholde bede til facadebeplantning samt siddemuligheder. Der er muliggjort en træbrygge på op til 25 m2 i kanalen. Mod Dieselvej bliver der en ankomstplads til idrætshallen med cykelparkring, træer og en kantzone med bede til facadebeplantning. Ved indgangen til daginstitutionen mod Cylindervej vil der være vinduer i stueetagens facade. Det er forvaltningens vurdering, at ankomstpladsen og opholdsmuligheder langs facaden mod kanalen vil bidrage til at skabe et nyt opholds- og mødested i kvarteret.  

Parkering

Parkeringsdækningen for daginstitutioner i byudviklingsområder er i Kommuneplan 2019 fastsat til 1 plads pr. 286 m². Det svarer til, at der skal etableres seks bilparkeringspladser til daginstitutionen. Forvaltningen foreslår på baggrund af en konkret vurdering, jf. Kommuneplan 2019, at parkeringsdækningen til idrætshallen ændres fra 1 parkeringsplads pr. 185 m² til 1 parkeringsplads pr. 462 m². Det svarer til en ændring fra ti til fire bilparkeringspladser. Lokalplanforslaget er en viderebearbejdning af et lokalplanforslag fra 2017, hvor parkeringen var fastlagt efter Kommuneplan 2015. Forvaltningen er først efter offentliggørelse af det nye lokalplanforslag blevet opmærksom på at opdatere parkeringskrav til gældende Kommuneplan. Efter Kommuneplan 2019 skal parkeringsnormen ved offentlige og almene formål i byudviklingsområder fastsættes efter en konkret vurdering på baggrund af ejendommens anvendelse og beliggenhed i byen, antal ansatte og besøgende mv. (bilag 4).  

De i alt 10 parkeringspladser (seks til daginstitutionen og fire til idrætshallen) kan placeres langs vejene Cylindervej og Topstykket indenfor lokalplanområdet samt i parkeringshuset umiddelbart syd for lokalplanområdet. Handicapparkering kan placeres langs Cylindervej indenfor lokalplanområdet.

Parkeringsnormen for cykelparkering til idrætshallen er fastsat efter en konkret vurdering af behovet. Cykelparkering til daginstitutionen er fastsat i Kommuneplan 2019 til 2,5 plads pr. 100 m² svarende til 42 pladser. Behovet for cykelparkering til idrætshallen er konkret vurderet til 30 pladser. Det svarer til i alt 72 cykler. Til idrætshallen skal tre pladser være til pladskrævende cykler og til daginstitutioner syv.

Høring

De 12 modtagne henvendelser i høringsperioden vedlægges som bilag 5. I bilag 6 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. Borgernes hovedsynspunkter i høringen er anført nedenfor.

Hovedsynspunkter fremkommet i høringsperioden

Kgs. Enghave Lokaludvalg sætter pris på, at der bygges idrætsfaciliteter i området (bilag 5, henvendelse 4). Forvaltningen tager synspunktet til efterretning.

Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser

  1. Det bliver værdsat, at der bygges idrætsfaciliteter i området. Idrætshallen kan blive et samlingssted i bydelen, hvis den bliver åben og tilgængelig.
  2. Der bør sikres gode trafikale forhold især for børn og unge ved krydsning af vejen Topstykket.
  3. Bolig- og Planstyrelsen ønsker, at der indarbejdes bestemmelser, der sikrer mod støj fra virksomheden MAN Energy Solutions.

Forvaltningens bemærkninger

  1. Lokalplanen sikrer åbenhed i idrætshallens facader og en ankomstplads.
  2. I planlægningen er der taget højde for trafiksikkerheden. Der er god plads ved ankomst til daginstitution og idrætshal. Der er fortove og promenade langs byggegrunden, og Topstykket kan krydses i et fodgængerfelt nord for grunden. Forvaltningen vurderer ikke, at der er behov for nye krydsningspunkter. Såfremt virksomheden MAN Energy Solutions på et tidspunkt flytter fra området og ønsker at udvikle ejendommen til nye formål, vil der i planlægningen kunne indarbejdes plads til fortov og krydsningspunkter i et nyt, bredere vejprofil for Topstykket.
  3. Forvaltningen foreslår, at der indarbejdes bestemmelser om støjafskærmning af MAN Energy Solutions og en ændret tekst i redegørelsen. Den med Bolig- og Planstyrelsen aftalte tekst er en betingelse for, at lokalplanen kan vedtages.

Supplerende høring

Forvaltningen foreslår, som beskrevet i afsnittet Parkering, at parkeringsdækningen til idrætshallen fastlægges på baggrund af en konkret vurdering, jf. Kommuneplan 2019. Forvaltningen har gennemført en supplerende høring af grundejer om ændring af krav til parkering til idrætshallen. Grundejer havde ingen bemærkninger. Forvaltningen er blevet opmærksom på, at lokalplanforslagets bestemmelser om facadefarver og -materialer er meget lempelige. Forvaltningen har derfor gennemført en supplerende høring af grundejer om at ændre krav til facadematerialer og -farver. I den forbindelse hørte forvaltningen også grundejer om at ændre krav til andelen af plantebede på tage fra 10 % til 20 %. Grundejer ønskede, ud over de af forvaltningen foreslåede facadefarver, også mulighed for blå og grøn. Grundejer ønskede ud over de af forvaltningen foreslåede facadematerialer også mulighed for fibercementplader. Forvaltningen anbefaler at muliggøre flere farver og fibercementplader på dele af byggeriet som beskrevet i Forslag til ændringer af lokalplanforslaget.

Politisk handlerum

Det kan bl.a. besluttes at,

  • Ændre den maksimale bygningshøjde og det maksimale bruttoetageareal.
  • Ændre bestemmelser om bygningens ydre fremtræden, herunder facadematerialer og -farver.
  • Ændre bestemmelser om udearealer, herunder beplantning, træbrygge og kantzoner.
  • Ændre parkeringsnormen til idrætshallen ved at lægge vægt på andre hensyn, end de af forvaltningen foreslåede.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Teknik- og Miljøforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.

 

Søren Wille                                                           / Karsten Biering Nielsen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende lokalplan Teglværkshavnen tillæg 9 (bilag 2 og 8) med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning.

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 17. april 2023

 

 

Socialistisk Folkeparti stillede følgende ændringsforslag (ÆF1) som tilføjelse til 1. at-punkt:

 

 

”dog således, at dybden på bede med facadebeplantning i kantzone a og b øges fra 0,3 m til 0,5 m, samt at udstrækningen af bede øges fra 20% til 30% af facadens længde.”

 

 

Ændringsforslaget (ÆF1) blev vedtaget uden afstemning.

 

 

Socialistisk Folkeparti stillede følgende ændringsforslag (ÆF2) som tilføjelse til 1. at-punkt:

”dog således, at der stilles krav om beplantning under træerne.”

 

 

Ændringsforslaget (ÆF2) blev vedtaget uden afstemning.

 

 

Det Konservative Folkeparti og Venstre stillede følgende ændringsforslag (ÆF3) som tilføjelse til 1. at-punkt:

”dog således, at parkeringsnormen ikke ændres, så der etableres 10 parkeringspladser til idrætshallen”

 

 

Ændringsforslaget (ÆF3) blev forkastet med 5 stemmer mod 6. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: A, C og V

Imod stemte: B, F, Ø og Å

 

 

Den således ændrede indstilling blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

 

Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

”Alternativet er kritisk overfor, hvis taglegepladser bliver det primære legeområde for børn i Københavnske institutioner. Børn skal også have adgang til grønne områder og plads til at træne deres motorik ved f.eks. at cykle. Alternativet er bekymrede for, hvilken betydning det vil have for børns udvikling, hvis de begrænses til at lege på taglegepladser.”

 

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Konservative ønsker, at parkeringsnormen ændres således, at antallet af parkeringspladser i forbindelse med daginstitutionen opjusteres til 8 pladser.”

 

 

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Venstre og Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

”Det er vigtigt for partierne, at opholdsarealerne på taget indrettes, så de bedst muligt beskyttes mod vind.”

Beslutning

Dagsordenpunkt 30: Endelig vedtagelse af lokalplan Teglværkshavnen tillæg 9, Vesterbro/Kongens Enghave (2021-0389250)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 23. maj 2023

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top